Cybercity arbejder i disse uger på højtryk for at klargøre Danmarks første portal rettet mod de brugere, der har bredbåndsadgang til nettet. Bredbåndsportalen, der har fået navnet CybercityChannel, skal officielt gå i luften den 17. august.
Inden den officielle lancering kan man dog tage et smugkig på den nye portal, der på nuværende tidspunkt indeholder to deciderede kanaler, musik og film. Begge kanaler byder på eksklusive videoklip fra koncerter og film, ligesom der er links videre til de mest interessante sites, hvor man kan udnytte sin bredbåndsforbindelse.
CybercityChannel indeholder ligeledes informationer om ADSL og Cybercitys egne bredbåndsprodukter. Og kender man ikke termerne indenfor bredbånd indeholder portalen også en FAQ (Frequently Asked Questions) med forklaringer på de mest almindelige ord.