(opdateret) Når det gælder smarte telefoner har Apple en særlig stor markedsandel i Danmark. Det fremgår af markedstal fra GfK, som dagbladet Børsen kan præsentere i dag.
Smartphones har for først for nylig overhalet almindelige mobiltelefoner. I årets tredje kvartal var over halvdelen af de telefoner, danskerne købte, en smartphone.
I forhold til situationen i andre lande har iPhone en høj markedsandel på 36 procent af det danske smartphone-marked. Og måler man andelen på værdi, er iPhones endda totalt dominerende: Takket være den relativt høje pris på Apples telefoner går 51 procent af hver krone, danskerne spenderer på smartphones, til Apple.
GfK analysen deler mobilmarkedet op i producenter, og ikke i operativsystemer, som det ellers er kotyme, og det fremgår derfor ikke, hvor stor den konkurrerende Android er i forhold til iPhone herhjemme. Tallene som gengivet i Børsen tyder dog på, at Android sandsynligvis er lidt større end iOS målt på styksalget - men altså ikke målt på værdi.
Hvad der til gengæld fremgår med stor tydelighed er Nokias næsten næsegruse nedtur.
Fra tredje kvartal sidste år til samme periode i år er Nokia faldet fra 36 til sølle syv procent af smartphone-markedet i Danmark.