I sidste uge kunne ComON fortælle om en ny orm, Downadup (også kaldet Conficker), som spreder sig med foruroligende hast på nettet. De seneste tal fra finske F-Secure fortæller, at Downadup nu har inficeret flere end ni millioner computere på verdensplan. Tallene stammer fra fredag eftermiddag og må derfor formodes at være endnu større nu.
Tallene fra andre sikkerhedsfirmaer ser dog noget anderledes ud - her er der tale om mindre end en million inficeringer. Men F-Secure holder fast i sine tal og forsvarer sine beregninger.
Hvis F-Secures opgørelse er korrekt, så der er sandsynligvis tale om det værste malware-udbrud siden Nimda i 2001.
Downadup udnytter et sikkerhedshul i Windows der blev lukket allerede i oktober - men omkring en tredjedel af brugerne mangler fortsat at installere Microsofts patch. Dermed er der fri bane for ormen, men det er også let at beskytte sig ved at hente opdateringen og køre Microsofts eget Malicious Software Removal Tool.
Men internet-ormen har også flere andre spredningsmetoder. Den kopierer sig selv over netværksdrev og bruger usb-hukommelsesnøgler til at sprede sig mellem computere. Derfor er det især firmanetværk, der er ramt af Downadup.