Det er lidt af en arv, som Googles nye streaming-sats skal løfte.
Selskabets nye streaming-boks ’Google TV Streamer’ skal som en enhed videreføre over et årti Chromecast-historie, som siden 2013 har gjort Google til en vigtig aktør, når det gælder streaming.
Men hvor Chromecasts igennem tiderne har været budgetvenlige – og dermed også mere begrænsede hvad angår funktioner og kvalitet – sigter Google nu højere: Enheden ser ud til at have de egenskaber, der skal til for at udfordre Apples TV-bokse.
Dyrere og bedre
Google TV Streamer debuterer i handlen 24. september til en vejledende pris 899 kroner.
Set i forhold til Apple TV 4K vejledende debutpris på 1.299 kroner, virker det billigt, mens den omvendt er markant billigere end den afgående Chromecast, som sælges så længe lager haves til 339 kroner.
Google tilbyder dog markant mere TV-boks for pengene her.
Her understøttes 4K-streaming i HDR10 og Dolby Vision farver samt 60fps, mens der på lydsiden tilbydes stemningsfuld Dolby Atmos lyd.
Ydelsen skulle også få et pænt løft, da processoren ifølge net mediet Android Authority skulle kunne snurre med over 2,0 GHz, mens der tilbydes dobbelt op på hukommelsen til i alt fire gigabyte.
Google lover 22 procent højere ydelse her og tilbyder samtidig 32 gigabyte lagerplads, så det ombordværende nye ’Google TV’ interface samt Android TV apps kan afvikles uden de store gnidninger.
Af noteværdige tilslutninger kan nævnes USB-C, HDMI 2.1a, Bluetooth 5,1, wi-fi 5 samt Gigabit Ethernet.
Smartere på flere fronter
Googles nye tv-satsning er samtidig tættere knyttet til det smarte hjem, ved at understøtte både Threads og Matter standarderne, til styring af de smart-enheder, der skulle være i hjemmet.
Her kommer Googles AI-drevne Gemini-assistent også til tjeneste ved blandt andet at tilbyde ’sammendrag, anmeldelser og sæson-oversigter’ af tv-programmer.
Google-tjenester såsom Google Fotos bliver også integreret fremover og kan indgå som screensavere, når der ikke streames.
Det hele kan styres igennem den reviderede fjernbetjening, som er vokset en anelse i forhold til hidtidige Chromecast-fjernbetjeninger. Det gør at volumen-knapper nu bliver nemmere at betjene mens der samtidig er fundet plads til en konfigurerbar knap.
Lovende opgradering
Mens det ikke skorter på streaming-bokse, der kan streame indhold til ens stuealter, er Google TV Streamer nu en af de mest udstyrsrige bokse, der tilbydes på markedet.
Googles oprindelige Chromecast-vision, der igennem det seneste årti har bragt streaming ud til over 100 millioner hjem, mangler dog en direkte afløser, da den nye boks byder på funktioner, som ikke alle har behov for eller kan udnytte.