Udsigten til at skulle betale den nye multimedieskat fra nytår får mange lønmodtagere til at overtale deres arbejdsgiver til at give dem mobiltelefoner, bredbåndforbindelser og pc’er.
Fra årsskiftet bliver alle lønmodtagere, som får stillet it- eller teleudstyr til rådighed af deres arbejdsgiver automatisk beskattet af en værdi på 3.000 kroner. det får omsætningen hos forhandlere, der har specialiseret sig at sælge pakker med personalegoder til at vokse eksplosivt.
»Der er pres på arbejdsgiverne, fordi medarbejderne vil have noget for den skat, som de under alle omstændigheder skal til at betale fra nytår,« fortæller Kim Holtum, salgsdirektør i Atea, som er en af de helt store spiller på markedet for personalegoder.
Kim Holtum forventer derfor, at salg af personalepakke bliver en af de helt store trækplaster for Atea der, ligesom mange hardwareforhandlere, er presset på omsætningen af de mere traditionelle markeder.
»Markedet har stået stille, siden man for et år siden begyndte at diskutere skattereform,« siger Kim Holtum.
Også hos forhandleren Nicator Flexpay, som udover it-fryns, også leverer blandt andet sundhedsordninger med massage, hjælp til rygestop og fysioterapi, mærker man presset for at få aftalerne på plads inden nytår.
»Virksomhederne åbner virkelig for posen. Vi har på det seneste indgået aftaler med 16 store private virksomheder og syv kommuner, som i alt omfatter mere end 100.000 lønmodtagere, så vi har rent ud sagt sindssygt travlt. Medarbejderne skal alligevel betale skat af deres it-ydelser, og så kan de lige så godt fylde kassen op, så de ikke betaler skat for noget, de ikke har fået,« siger direktør i Nicator Flexpay, Leif Andreasen.