Det danske EU-formandskab og EU-kommissionen vil give den europæiske spilindustri flere støttepenge, skriver Dagbladet Børsen i dag. Støtten skal hæves, så den europæiske spilindustri ikke bliver sejlet agterud af USA og Japan.
Pengene skal hentes fra det medierelaterede EU støtteprogram Media+, der hidtil har tilgodeset den europæiske spilindustri i meget ringe grad.
"Tal fra USA viser, at 43 pct. af computerspillerne er kvinder. Og gennemsnitsalderen for en computerspiller er 28 år. Derfor har vi fra kulturpolitisk side tænkt, at vi måske skulle interessere os for, hvordan vi i Europa får udviklet nye spil og samtidig fremmer kvaliteten," siger fuldmægtig Julie Haagen fra Kulturministeriet til Dagbladet Børsen.
Ifølge planen skal Ministerrådet vedtage en dansk-forfattet resolution i november måned, hvorefter de enkelte lande selv vil afgøre hvor meget støtte der skal gives til projekterne.