Efter Forbrugerrådets kritik af Skat åbner lederen af Skats afdeling for økonomisk kriminalitet, Martin Vollmer, nu for at tilbyde hjælp til kunder, som enten har penge i klemme eller ikke kan få deres indsendtes reparationer tilbage.
For godt en måned siden foretog Skat via kammeradvokaten en såkaldt arrest mod Getmore, som efterfølgende har lukket ned for ekspedition af varer og reparationer. Forbrugerrådet mener, at Skats behandling af sagen har været meget langsommelig og at Skat burde sikre sig, at Getmore informerer sine kunder ordentlig om situationen i selskabet.
»Jeg vil nu tage en snak med kammeradvokaten om den kritik, som Forbrugerrådet rejser,« siger Martin Vollmer.
Han fortæller samtidig, at Skat siden aktionen mod Getmore for godt en måned siden er blevet kontaktet af »rigtig mange« Getmore-kunder, som har klaget deres nød, fordi det er tæt på umuligt at komme i kontakt med selskabet.
»Vi har forsøgt at håndtere de henvendelser, og jeg ved, at vi har gelejdet mange kunder videre til kammeradvokaten, som så har forsøgt at vejlede, så godt de har kunnet,« siger Martin Vollmer, som dog understreger, at ansvaret for kunderne ligger hos Getmore, og at Skat har behandlet sagen helt efter bogen.
»Vi har ingen interesse i at genere Getmores kunder, men rent juridisk har vi fulgt de spilleregler, der er i en sådan situation. Vores arrest mod selskabet omfatter ikke varer, der er sendt ind til garantireparationer. Så hvis kunderne har problemer, er det noget, der falder tilbage på Getmore,« siger Martin Vollmer.