Nu er den økonomiske tilstandsrapport for den italienske internetudbyder Tiscali klar. Regnskabet viser tydelige forbedringer, men også et faldende salg presset ned ad lavere priser på ADSL.
Ifølge Dagbladet Børsen faldt omsætningen 17 procent til 199 millioner kroner, mens selve driften af butikken (resultatet før afskrivninger, skat og gæld) viste et plus på syv millioner kroner. Det er en ret markant fremgang i forhold til 2002, hvor italienerne tabte 60 millioner kroner alene på driften.
Facit på nederste linje i regnskabet er dog, at Tiscali endnu engang måtte indkassere et milliontab i Danmark. I alt tabte selskabet 71 millioner kroner - mod 168 millioner kroner i 2002.
Det går dog fremad, og i maj forklarede Serge Lupas, der er Tiscalis danske hærfører, til IT-avisen ComON, at han forventer at lave overskud på den samlede forretning i enten 2005 eller 2006.
»Vi er ikke så langt fra et overskud på bundlinjen. Jeg forventer overskud i 2005 eller 2006,« forklarede Serge Lupas, administrerende direktør for Tiscali i Danmark.