Det var et rigtigt »Kodak-moment«, da kamera-giganten i går fremlagde sit regnskab. Selskabets satsning på den digitale kamerabølge har givet pote, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
I det seneste kvartal steg Kodaks salg af digitale kameraer 91 procent målt i forhold til samme periode i 2003, og det var stærkt medvirkende til at selskabet øgede sit overskud med 37 procent - og kunne sætte 924 millioner kroner ind på bankkontoen.
Mens både salg og indtjening steg på området for digitale kameraer, rammes Kodak til gengæld af nedgangen på det traditionelle fotomarked. Salget af film faldt 15 procent i det seneste kvartal, og for at imødekomme dette gigantiske markeds forestående død, annoncerede Kodak tidligere på året, at man ville afskedige 15.000 ansatte.