Politiets teknikere er gået i gang med mere omfattende undersøgelser af gerningsstedet efter en storbrand hos firmaet Elibitum. I går tog brandteknikere flere ting med fra bygningen for at finde spor af brandbare væsker eller elektriske fejl.
»Det er overvejende sandsynligt, at branden er påsat, og det er ikke drengestreger, for branden har været så omfattende, at gerningsmanden har haft et ønske om at sætte ild til bygningen,« siger vicepolitiinspektør Ole Andreasen, Københavns Vestegns Politi.
Han fortæller, at man ikke har øje på nogle mistænkte, samt at en brandstifter ikke nødvendigvis havde et ønske om at sætte ild til netop den bygning.
Selv om branden blev slukket allerede mandag, var det mandag for varmt for teknikere at komme tæt nok på bygningen, til at brandstedet kunne blive undersøgt. Dernæst måtte et oprydningsarbejde til for at fjerne udbrændte lagervarer og inventar, så der igen var adgang ind i bygningen.
Vicepoliti-inspektør Ole Andreasen forventer svar på de tekniske undersøgelser i næste uge.
Elibitum er stiftet af Jens Fournais, der tidligere har stået i spidsen for det nu lukkede Bluecom. Fournais forlod dog Elibitum for flere måneder siden.