Atea kom ud af første kvartal med nærmest uændret omsætning i forhold til samme periode i fjor - 1,248 millioner svenske kroner mod 1,224 millioner kroner. Selskabet peger på, at der var et fald på cirka 20 procent i salget af hardware samt et fald på cirka 25 procent inden for hjemmepc-markedet i Sverige.
Resultatet blev en smule svagere end sidste år.
Overskuddet inden afskrivning på goodwill (EBITA) blev på 13 millioner kroner mod 17 millioner kroner i første kvartal 2003. Efter finansielle poster var resultatet 3 millioner kroner mod 9 millioner kroner sidste år.
Danmark har forbedret resultatet i forhold til samme periode sidste år, oplyses det.
»Prisfaldet på hardwareprodukter samt nedgangen i hjemmepc-markedet har påvirket os negativt, men samtidig har vi opnået kompensation for dette fald fra hele gruppen specielt inden for Atea Security, Atea System Platforms, Atea License Management og Atea Value Chain, som har udviklet sig ekstremt positivt. Første kvartals konklusionen er, at vi startede svagt, men afsluttede godt,« siger Thomas Keifer, administrerende direktør i Atea Nordic.