Efter skænderier og diskussioner, der har nået religiøse højder, blev det i dag afgjort, at ODF foreløbig er den eneste accepterede dokumentstandard i staten.
Regeringspartierne og oppositionen indgik i formiddag et forlig, der følger op på anbefalinger fra et ekspertudvalg. Det skriver Version2.
Der er blevet udarbejdet en liste over de krav, som en standard skal leve op til. Listens krav betyder, at ODF i øjeblikket er den eneste standard, der accepteres. Men det Microsoft-støttede OOXML-format kan komme ind i varmen senere.
Beslutningen er dog kun gældende for statens kommunikation. Regioner og kommuner er ikke omfattet af aftalen, men der skal arbejdes på at få regioner og kommuner med på aftalen. Kommunernes Landsforening har tidligere argumenteret for at skubbe en beslutning, så kommunerne ikke skulle havne som økonomisk prøveklud.
I folketingssalen sagde Venstres it-ordfører Michael Aaastrup Jensen i dag.
»Det bliver hurtigt en religionskrig. Og for mange hedder fjenden Microsoft. Jeg har ikke nogen forbehold for, om et firma hedder det ene eller det andet. Jeg er liberal. Derfor er den højeste grad af konkurrence glædeligt for mig. Og det vil ISO-standarder fra 2011 hjælpe med.«
Generelt var der glæde blandt politikerne over aftalen.
»Enhedslisten opfatter diskussionen om standarder som en diskussion, der indbefatter politisk-ideologiske spørgsmål, og det er derfor ikke kun en teknisk diskussion. Vejen frem er efter vores opfattelse open source, som efter vores opfattelse bør erstatte den patent-tankegang, der hersker i da,« Per Clausen fra Enhedslisten ifølge Version2.
Afgørelsen er vand på DKKUGs mølle. IT-foreningen udsendte senest i går et krav (pdf) om, at ODF blev gjort til den eneste accepterede standard blandt andet fordi, at to standarder ville blive en dyrere løsning.
”…det vil være forbundet med store og helt unødvendige omkostninger og vil øge risikoen for driftsproblemer og give ansvarsproblemer i systemer, som skal håndtere borgernes sikkerhed og sundhed (patientjournaler, retsvæsen, efterforskning med videre). Der skal konkurreres på programmerne og ikke mellem to standarder for det samme område.”