Der var en gang hvor Lyngby Radio og til nøds en NMT-mobiltelefon var de eneste kommunikationsmidler ombord på en lystbåd. Men nu holder den fagre nye verden også sit indtog i kahytterne.
Som den første lystbådehavn i Danmark er havnen i Svendborg således nu klar med trådløst internet dækning på kajarealerne.
Det er TDC, der har forsynet sejlerne med internetforbindelsen. Selskabet erkender, at de er spændt på at se, om det er noget, der slår an.
»Vi er på ukendt område, men man kunne godt forestille sig, at der var et rimeligt potentiale blandt sejlerfolket. Sejlerne kunne godt falde sammen med vores målgruppe, som er erhvervsfolk og ledere på farten. Af samme grund har vi også sat TDC Hotspots op hos Copenhagen Golf Center i Vallensbæk og Hillerød Golfklub,« siger produktchef Eigil Iversen fra TDC's afdeling for dataløsninger og bredbånd.
30. marts i år åbnede TDC knap 400 hotspots på tankstationer, burgerbarer og kaffebarer landet over. I alt anslås det, at mere end 600 danske hoteller, campingpladser, færgelejer, cafeer og lufthavne er dækket af offentlige trådløse netværk, kaldet hotspots.