Den ene distributørs død ...

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 7. september 2007.


It-distributørerne konsoliderer sig fortsat i Danmark, og der er også en stadig strøm af lykkeriddere, der åbner den ene niche-distributør efter den anden.

Der er masser af liv og død i det danske marked for it-distribution. Senest har Magirus-koncernen solgt sin Enterprise Infrastructure Division (EID) til Avnet, som betaler "et stort trecifret millionbeløb for divisionen."
Magirus-udsalget er ifølge
Ole Eklund, formand for foreningen IT-Branchens distributørudvalg, et eksempel på en fortsat konsolidering blandt de danske og nordiske it-distributører.
"Samtidig viser den seneste udvikling også, at der er plads til nye spillere. Bare den sidste måneds tid har vi set tre-fire nye spillere. Senest var der fire udbrydere fra SMG, der etablerer en ny komponentdistributør. Et andet udbryderteam kommer fra den fortsættende del af Magirus. De starter op sammen med tyske Orchestra, så på trods af konsolideringerne ser vi også, at der popper en række helt små nye spillere frem på distributions-siden," konstaterer Ole Eklund.
Lykkeriddere
Spørgsmålet er, hvor længe de nye niche-distributører over­lever.
"Der har altid været mange lykkeriddere i distributionsbranchen, men set i det store billede har de kun få chancer for at overleve på længere sigt," konstaterer Torben Qvist, administrerende direktør for Actebis i Danmark og det øvrige Norden.
Han ser distributørens hovedopgave som at servicere kanalen på varefronten og i den forbindelse yde en vis mængde rådgivning, mens niche-virksomheden er langt mere specialiseret.
"Nichen må hele tiden flytte sig, fordi produkterne kontinuerligt bliver mere og mere commododity, lettere at bruge og mere standardiserede - og rykker så efterhånden ind i vores sortiment," siger Torben Qvist og tilføjer:
"Og når niche-distributøren er blevet stor nok til at være interessant for de interna­tionale broadline-distributører, så bliver den lille forretning købt, eller broadline-distributøren presser livet ud af den lille forretning."
Tabt 300 millioner
Tidligere på sommeren afsendte Scribona de sidste produkter fra sit danske datterselskab og er i færd med at dreje nøglen helt om efter at have tabt omkring 300 millioner kroner i Danmark gennem de senere år.
"Jeg ved ikke, hvornår det ender, men selv i de store koncerner er der grænser for hvor mange penge, man vil smide efter et bestemt marked," konstaterer Ole Eklund, der mener, at der måske kun er plads til to broadline-distributører på det danske marked.
I den høje ende af skalaen ser vi på konsolideringssiden en Avnet, der køber noget af Magirus' virksomhed, og vi ser en Arrow, der køber den nordiske spiller AKS. Så der konsolideres, og når der konsolideres, så er der som nævnt ofte nogle, der prøver at starte op selv med en meget fokuseret virksomhed.
"Kort fortalt er der på volumensiden nogen, der bløder og på nichesiden en række små spillere, som laver beskedne overskud," sammenfatter Ole Eklund.
Anders Elbak, analysechef hos analysehuset IDC nikker til Eklunds analyse af markedet og tilføjer:
"En enkelt pointe kunne være, at konsolideringen er lidt anderledes, end den har været tidligere. I flere af de fusioner og opkøb, der nævnes, er mindst en af parterne en europæisk eller verdensomspændende spiller, hvor det for relativt få år siden mest var lokale eller eventuelt nordiske virksomheder. Desuden er der en tendens til, at køberne ikke er it-virksomheder, men investeringsselskaber, hvilket stiller andre krav til (hurtig) profit og lignende."
Fire strategiske områder
Ole Eklund, der er direktør for Magirus i Norden kvartalet ud og derefter skal være chef for Avnets nordiske aktiviteter, vil ikke udbrede sig om, hvordan fremtiden ser ud for Magirus, efter at frasalget af enterprise-delen har reduceret Magirus' omsætning markant.
Men det vil Dennis Wøldike, der er den nye ansvarlige for Magirus i Norden, gerne:
"Vi forventer at være tilbage på samme niveau i omsætning i løbet af to-tre år gennem organisk vækst og opkøb inden for virtualisering, storage, sikkerhed og netværk, der fremover er strategiske områder hos Magirus."
Magirus, der er i dag er til stede i Danmark, Sverige og Finland har også et ønske om at åbne i Norge, men ifølge Wøldike ingen konkrete planer.
Mulighederne
Ole Eklund mener, at Arrow og Avnet bliver nogle af dem, der konsoliderer markedet, og han tror også, at Ingram Micro og Tech Data gerne ville. Han kan dog ikke se, at Tech Data har den finansielle styrke til det i øjeblikket.
For så vidt angår Actebis, så blev 80 procent af aktierne i Actebis i Danmark, Sverige, Norge, Polen, Tjekkiet og Slovakiet i foråret overtaget af den børsnoterede polske it-­investeringsfond MCI for 432 millioner kroner.
Her i sommer solgte Actebis-ejeren, den tyske Otto Gruppen, yderligere ud. Denne gang var det den tyske kapitalfond Arques, som købte Actebis i Tyskland, Frankrig, Østrig og Holland for omkring 820 millioner kroner. Det vil sige, at Otto Gruppen nu kun har den schweiziske Actebis-afdeling tilbage.
Udsalget har ikke forhindret den danske Actebis-forretning i at vokse lystigt videre.
"Vi lagde en milliard på omsætningen sidste år, og det forventer jeg også, at vi gør i år," siger Actebis-direktør Torben Qvist.
Et spørgsmål om prisen
I Norden bliver finske GNT måske sat til salg i hvert fald i Sverige. Ole Eklund er også overbevist om, at Scribona bliver slugt:
"Det er kun et spørgsmål om prisen."
Herhjemme har vi SMG, der også kun er en skygge af sig selv. Selskabet har ikke kapital til at købe op, for eksempel gik overtagelsen af Scribonas danske forretning i vasken på grund af "uenighed om prisen."
Formanden for ITB's distributørudvalg Ole Eklund forudser, at der efter de seneste gode år i branchen vil komme en ny konsolideringsbølge på kryds og tværs af Europa.
Men de små niche-spillere vil fortsat myldre frem i halen på alle de nye teknologier. Fordi, som Torben Qvist siger om broadline-distributørerne:
"Vi er ikke dem, der genererer nye markeder, vi er dem, der servicerer markederne, når de er etablerede - når de er blevet store og modne nok til, at det kan betale sig."

Billedtekst:
Nye aktører Den seneste udvikling viser, at der er plads til nye spillere på distributionsmarkedet. Bare den sidste måneds tid er der kommet tre-fire nye spillere, oplyser Ole Eklund, formand for foreningen IT-Branchens distributørudvalg.
Arkivfoto: Torben Klint

OriginalModTime: 11-10-2007 11:20:03




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere