Hjertelig godmorgen.
Velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er sammensat af Frederik Therkildsen. Lad os håbe, at sensommerens varme fortsætter ind i september
God læselyst
ERP-leverandør med opkøb for fem milliarder
Det svenske selskab IFS har fået købt grønt lys til at købe canadiske Copperleaf til den nette sum af knap fem milliarder kroner.
Copperleaf specialiserer sig i software til at styre anlægsinvesteringer som for eksempel broer eller stadions, oplyser IFS i en meddelelse.
"Der er ingen tvivl om, at det her får en kæmpe betydning for IFS og vores nuværende og fremtidige kunder. Anlægsinvesteringer er et af de vigtigste og mest komplicerede områder at håndtere for anlægstunge virksomheder,” udtaler den danske landedirektør i IFS, Jesper Illum.
Ifølge IFS håndterer Copperleafs software til at administrere anlægsaktiver til en værdi af knap 3 trillioner dollars verden over.
“Det er enorme summer med lange tidshorisonter, der investeres, og med markedsforhold i konstant forandring handler det om, at have datagrundlaget og værktøjerne på plads, så beslutningerne træffes på et oplyst og validt grundlag. Det er det, vi fremover kan tilbyde vores kunder at hjælpe med.”
Undersøgelse: Stor bekymring ved sikkerhed i skyen
Bekymringer, om hvorvidt cloud er sikkert, er tårnhøje.
Ifølge en ny undersøgelse af netværksselskabet Fortinet mener hele 96 procent, at de er utrygge ved cloud, mens næsten halvdelen - 44 procent - faktisk mener, at skyen er mere usikker end on-premise løsninger, fremgår af en meddelelse.
“Danmark er allerede et cloud-land, og med den generelt høje sikkerhedstrussel, grundet de geopolitiske forhold, er det kun naturligt, at folk er meget opmærksomme på, om de er udsatte for hackere og it-kriminelle. I det lys er det godt, at mange går med en hybrid- og multi-cloudløsning, da det giver noget mere robusthed,” udtaler Anette Vainer, danske landechef hos Fortinet.
Undersøgelsen bygger på spørgeskema fra 927 sikkerhedseksperter på globalt plan.
Ny intel til CSIS efter britisk opkøb
Ekspansionstogtet for sikkerhedsselskabet CSIS fortsætter.
Den nye brik til samlingen er britiske SecAlliance, der specialiserer sig i at indsamle trusselsefterretninger med henblik på at rådgive finansindustrien, skriver selskabet i en meddelelse.
“Vi mener, at en veludviklet kapacitet for cyberefterretninger er afgørende for at nå disse mål, og der er meget få virksomheder inden for cybersikkerhed på verdensplan,som har det, der kræves,” udtaler CSIS’ administrerende direktør Daniel Shepherd.
Bag CSIS er Allurity, som har foretaget fem opkøb siden CSIS blev solgt.
CSIS blev stiftet af Peter Kruse og Morten Villekjær, der efter salget af til svenske Allurity blev mange millioner.
Fond på knap syv milliarder kroner til tidligere forsker hos OpenAI
Efter dramatik med fyringer og opsigelser i OpenAI har dets tidligere chefforsker Ilya Sutskever rejst en milliard dollars i kontanter for at hjælpe med at udvikle ‘Safe Superintelligence,’ der ifølge Ilya Sutskever langt overgår menneske evner. Det skriver Reuters.
SSI, som i øjeblikket har 10 ansatte, planlægger at bruge midlerne til at skaffe computerkraft og ansætte toptalenter. Det vil fokusere på at opbygge et lille og meget betroet team af forskere og ingeniører fordelt på Palo Alto, Californien og Tel Aviv, Israel.
Ifølge rygtet er selskabet allerede 5 milliarder dollars værd, svarende til 34 milliarder kroner - uden et eneste produkt på hylderne.