Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Flere sager og ubehagelige erkendelser har sendt en blanding af chok og resignation igennem den offentlige sektor.
Og spørgsmålet melder sig: Har den måde, vi har grebet digitaliseringsprocessen an på, været klog?
I økonomisk og sikkerhedsmæssig forstand, men i høj grad også, hvis vi skal indfri ønskerne om innovation og fremtidssikring.
I sidste ende mener jeg, at problemet kan koges ned til spørgsmålet, om man er ejer eller lejer. Ejerskab betyder ansvar og forpligtelser. Men det betyder også fordele og friheder.
Der kan være mange fordele ved at bo til leje.
For det første er man fri for store investeringer up front. Man skal ikke tage store lån og ligge i forhandlinger med banken.
Det er typisk bare noget med et depositum og så en månedlig betaling.
Det personlige tilsnit kan - for at blive i boligmetaforen - klares med en bøtte maling.
Dertil kommer, at man også er fri for en masse udgifter til vedligeholdelse og bekymringer, om husets fundament nu er helt stabilt.
De sidste 15-20 år har lejemodellen været efterspurgt. Specielt da SaaS i form af store færdigpakkede enterpriseløsninger blev introduceret.
Nu kunne alt fås på abonnementbasis, med nul krav om egen digital infrastruktur eller egenudvikling af understøttende funktionaliteter. Hvis vi stadig bliver i boliganalogien, gik vi fra et almindeligt lejemål til en fuldt indrettet bolig. Der var hverken behov for selv at svinge penslen eller finde de rigtige møbler.
Det med ikke så småt
Den offentlige sektor i Danmark har efterhånden boet digitalt til leje i to årtier.
Og konsekvenserne er desværre lidt mere alvorlige, end at vi bare ikke er tilfredse med den sofa, der står i stuen, eller at man kun må bruge de led-pærer, som udlejeren bestemmer.
Og det værste er, at vi selv har underskrevet lejeaftalen og burde have forudset, at det ikke ville gå godt.
Ingen kode, ingen kage
Det at bo digitalt til leje fungerede fint i begyndelsen, da man hverken havde kapaciteterne eller infrastrukturen til at levere på de store politiske ambitioner om en fuldstændig digitalisering.
I begyndelsen havde de offentlige myndigheder også it-specialister og it-arkitekter ansat, men de røg ud med badevandet, og dermed er overblikket og ansvaret også lagt ud til dem, vi lejer hos.
Og nu går den ikke længere.
For når man er lejer på den måde, som den offentlige sektor er det, betyder det, at man ikke har det allervigtigste, når det kommer til kontrol, indflydelse og innovationsmuligheder: Man ejer ikke kildekoden, og man vil altid være afhængig af ejeren.
Man må groft sagt bare bøje nakken og acceptere de vilkår, der nu er, og pænt bede om et tilbud på både udvikling og implementering, hvis man har brug for at tilføje en ny service - som man heller ikke ejer kildekoden til.
Derfor låses den offentlige sektor mere og mere fast i et afhængighedsforhold til leverandøren.
Og fordi man har outsourcet overblikket over arkitekturen, kender man heller ikke konsekvenserne af sine valg.
Resultatet er, at vores offentlige sektor reelt er forhindret i at indfri de politiske ambitioner, der vanen tro er meget store. Vi skal (som altid) være internationale frontrunners, vi skal udnytte alle de nye digitale teknologier, og vi skal høste enorme besparelser i kraft af, at vi er så gode til at effektivisere via digital understøttelse.
Gode ambitioner, men uden ejerskab kommer det ikke til at ske.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.