Find teknologipartner på forretningsdate

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. februar 2007.


Der er hjælp at hente for danske virksomheder, der har brug for en europæisk teknologipartner. De skal bare spørge EU's innovationsnetværk IRC. Det er speeddating, og det er gratis.

Hvis du har brug for en ny partner, er der tre muligheder.
Du kan enten bruge fredagsbaren på arbejdspladsen til at prøve at score en af kollegerne. Eller du kan tilbringe din fritid i byens natteliv og håbe, der dukker et egnet emne op. Endelig kan du - og det er i dagens Danmark den mest effektive løsning - oprette en profil på en datinghjemmeside på nettet.
Det sparer tid, når man i ro og orden kan matche hinandens interesser og forventninger. Ser det hele lovende ud, er grunden til et egentlig møde lagt. Netop sådan fungerer EU's innovationsnetværk IRC, dog minus den amorøse del.
IRC, Innovation Relay Centre, er EU-Komissionens dating-løsning for europæiske virksomheder, der har erkendt, at den rigtige forretningspartner kan være svær at finde på tværs af landegrænser.
Derfor kan virksomhederne oprette en profil hos IRC, så andre europæiske virksomheder kan se præcis, hvad virksomheden laver og hvilken form for partnerskaber, den er interesseret i at indgå.

Under navnet FutureMatch kører IRC en speeddatingevent ved årets CeBIT-messe i Hannover til marts, hvor virksomhederne hjemmefra kan finde potentielle teknologipartnere og kunder og aftale møder i forvejen.
Det betyder, at udbyttet ved at deltage på en kæmpemesse som CeBit, med tusinder af udstillere og en halv million besøgende, bliver væsentligt større.
- Vi har oplevet at forsvinde lidt i mængden på CeBIT. Hvis du derimod har gjort dit hjemmearbejde og har aftalt en række møder, giver sådan et arrangement meget mere mening, siger Anders Kähler, stifter og administrerende direktør for danske Futurecom.
Hans virksomhed fandt sin teknologipartner på en forretningsdate arrangeret af den danske IRC-enhed på CeBIT for halvandet år siden.
Futurecom er en nichevirksomhed inden for netbaseret audiovisuel kommunikation. Den havde brug for en stor, international partner, som kunne bringe deres løsninger videre. Det fandt de i form af spanske DialCom, der udvikler teknologi til webbaserede konferencer med integration af mobiltelefoni.
Den spanske virksomhed er ifølge Anders Kähler vurderet til 35 millioner euro, har blandt andet leveret videodelen til Skype og har fodfæste i store dele af verdens spansktalende områder,
DialCom leverer i dag avanceret teknologi til sin danske partner, som bygger det ind i sine produkter. Aftalen dækker Norden og England, og det er her Futurecom markedsfører sine løsninger i dag.
IRC-netværket består af 71 lokale konsortier med 240 partnerorganisationer i 33 lande, der ud over EU-landene tæller Tyrkiet, Chile, Israel, Island, Norge og Schweiz.
Hvert konsortium forpligter sig overfor EU-komissionen til at leve op til en række resultater, der blandt andet handler om, hvor mange virksomhedsprofiler, der bliver oprettet i databasen, og om hvor mange kontakter og aftaler, der bliver indgået mellem virksomhederne.
Interessen fra virksomhederne er stor. Fra 2005 til 2006 kunne IRC-netværket registrere 32.000 såkaldte "expressions of interest", altså tilfælde, hvor virksomheder har henvendt sig til ICR for at komme i kontakt med en af virksomhederne i profildatabasen, der indeholder flere end 4.000 profiler.
Sidste år havde i alt 71.000 virksomheder på en eller anden måde været i kontakt med netværket.

De danske virksomheder har taget godt imod det fælleseuropæiske tilbud om hjælp til at øge innovationsniveauet ved at indlede samarbejder på tværs af grænserne. Det mener Sebastian Schwarz, som er EU-konsulent og den ene af to fuldtidsansatte i den danske IRC-enhed.
Han vil i den kommende tid prøve at få aftaler på plads med store interesseorganisa-tioner som Dansk Industri, for at udbrede budskabet yderligere om de gratis muligheder til danske virksomheder.
- De skal vide, at de kan bruge os og vores profildatabase til at finde en teknologipartner. Det vil vi gerne have hjælp til at fortælle virksomhederne mere om, siger han.
Den næste mulighed for at aftale forretningsmøder i forvejen med potentielle partnere, kommer på CeBIT i marts.

IRC og FutureMatch har tilmelding til speeddating på CeBIT senest 11. februar 2007 på adressen: eurocenter.info

Faktaboks:
Matchmaking for millioner
EU-Kommissionen har opfundet og finansierer IRC-samarbejdet. Kommissionen ønskede et netværk specielt til de små og mellemstore virksomheder, der kunne skaffe dem partnerskaber og øge europæisk innovation.

Den danske udgave støttes økonomisk af videnskabsministeriet og varetages af EuroCenter, der er en afdeling i Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Fra 2008 skifter IRC navn til CIP, Competitiveness and Innovation Framework Programme. EU har sat 320 millioner euro af til at fremme de teknologiske partnerskaber frem til 2013.

IRC arbejder med alle brancher fordelt på tre lige store grupper af virksomheder, nemlig it, biotek og den klassiske industri-, jern- og maskinvirksomhed, landbrug samt miljø og energi.

Sidste år blev der underskrevet 11 danske samarbejdsaftaler som direkte følge af ICR-netværkets arbejde. 25 procent af aftalerne var inden for it-området. På europæisk plan, blev der indgået 1.160 aftaler.

Danske IRC modtog sidste år 85 udenlandske henvendelser, som var interesseredet i danske profiler i databasen.

billedtekst: Love is in the air Anders Kähler fra danske Futurecom holdt 23 FutureMatch-møder, da han var på CeBIT sidst, og fik sig en spansk telepartner. Nu er han klar til mere speeddating, denne gang for at skaffe kunder.

OriginalModTime: 01-02-2007 14:32:31




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere