Kamp om at være borgernes første klik

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 8. december 2006.


Staten og kommunerne samarbejder om borger.dk, men projektet kan hurtigt blive til en kamp om, hvem der har førsteret til kontakt med borgerne.

Hvem vinder kampen om dit klik, når du i fremtiden skal vælge mellem borger.dk og din egen kommunes hjemmeside. Vil oddernettet.dk, kk.dk og alle de andre kommunale hjemmesider langsomt tørre ud.
Det handler om lige dele magt og ære, når kommunerne for tiden slår på, at borgerne skal komme til dem, når de skal kontakte det offentlige. Men den nye borgerportal borger.dk og senere minside.dk kan risikere at flytte borgerkontakten væk fra den lokale forankring. Det bekymrer i kommunerne.
En af de kommuner, som har været langt fremme med borgerinddragelse gennem hjemmesiden, er Odder. Her er webmaster Claus Buur Rasmussen meget opsat på at bevare den direkte kontakt med borgerne.
- De vil aldrig kunne ramme den nærhed og demokrati-aspektet på en central løsning, siger han.
Samtidig mener han, at de fælles løsninger kan være med til at skabe forvirring om, hvor borgerne skal henvende sig.
- Vi skal være indgangen til det offentlige. Det var en af meldingerne i strukturreformen, siger han og tilføjer, at han er positivt indstillet over for samarbejde om de digitale løsninger. Odder kan ikke gøre det alene. Men problemet er, at borgerne ikke kan finde vej, og det bliver ikke lettere, når der er to steder, man kan gå hen, konstaterer han.
Claus Buur Rasmussen mener, at løsningen på det problem ligger lige for. Borger.dk og minside.dk skal kunne indgå som elementer på kommunernes sider.
- Så bliver du i Odder Kommunes layout og kan logge ind hos os, siger han.
Lektor Lars Torpe fra institut for økomomi, politik og forvaltning på Aalborg Universitet har forsket i kommunernes brug af hjemmesider. Han forstår bekymringen.
- Det tager lang tid at få indarbejdet en hjemmeside hos brugerne, og der er faktisk sket meget på de kommunale hjemmesider, siger han og forklarer, at den indsats kan være forgæves, hvis det store fælles projekt stjæler opmærksomheden.

Kommunernes forening KL er meget aktiv i arbejdet med borgerportalen. Chefkonsulent i KL's center for borgerbetjening og it-politik, Morten Hass, forklarer, at både borger.dk og minside-projektet svarer til KL's nye it-strategi.
- Kommunerne har proklameret, at nu er de indgangen til det offentlige. Derfor er vi nødt til at forfølge en samlet løsning på det, borgerne skal bruge, siger Morten Hass.
Han forklarer, at flere fælles løsninger er nødvendige, men samtidig skal kommunerne have en vis frihed.
- Hvis der overhovedet skal være en mening med, at kommunen er indgangen til den offentlige sektor, så er man også nødt til at tage højde for det i den it-mæssige del. Standarder er måden at finde den balance, siger Morten Hass.
Standarder skal på den måde sikre en vis ensartethed, men på samme tid give kommunerne mulighed for at vælge forskellige løsninger.

I Den Digitale Taskforce, hvor arbejdet med anden version af portalen er forankret, afvises bekymringerne.
- Nu er den offentlige sektor andre ting end selvbetjening, og kommunernes opgaver er meget andet. Det er vigtigt, vi løfter det her projekt i flok, siger Lars Frelle-Petersen, kontorchef i taskforcen.
Han mener ikke, at kommunernes råderum bliver indskrænket. Nærmere tværtimod.
- Jeg ser ikke nogen modsætning i det. Når de skal rådgive borgerne om for eksempel SU, så kan portalen støtte borgerservicecentrene, siger han og tilføjer:
- Jeg har svært ved at se, at man jævner det kommunale selvstyre med jorden ved at tilbyde samme flytteblanket.

Hvis kommunerne får deres vilje med borgerportalen, så vil de kommunale it-chefer også tage godt imod den. Flemming Hald har spurgt kommunerne om deres indstilling til projektet i et samarbejde mellem Copenhagen Business School og de kommunale it-ansvarliges forening KITA.
Undersøgelsen viser, at mange kommuner er begejstrede for portalprojektet, men når man dykker ned i svarene, viser det sig, at der er stor forskel i forventningerne.
- Nogle vil bruge den som et supplement og trække på centrale services, siger Flemming Hald og tilføjer, at der især er en kritisk tilgang til projektet i de store kommuner, som allerede har mange services.
I første omgang regner udviklingschef i Århus Kommunes borgerbetjening, Rasmus Ry Nielsen, ikke med at blive overhalet af borger.dk.
- Vi bør være gode og store nok til at kunne konkurrere med borger.dk. Men det giver mening at lave et samlet overblik på "min side", når den er klar, siger Rasmus Ry Nielsen.
Tilbage i Odder sidder webmaster Claus Buur Rasmussen med en helt klar fornemmelse af, at den lokale forankring og den demokratiske funktion ikke kan følge med over på borgerportalen.
- Jeg vil blive ved med at sige, at den centrale portal aldrig vil kunne få den kultur og identitet, som vi kan. Derfor skal de bare levere det bedst mulige værktøj, og så sætter vi det på vores hjemmeside, lyder hans ønskeseddel.
Principielt giver professor Kim Viborg Andersen fra Copenhagen Business School ham ret. Men i virkelighedens verden ser professoren ikke den store risiko ved portalen.
- Jeg kan godt forstå deres bekymring. Men man kan også vende den om og se på, hvor meget lokalt islæt der er i dag. De fleste hjemmesider ligner hinanden til forveksling, vurderer Kim Viborg Andersen.

OriginalModTime: 07-12-2006 15:02:27




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere