Giganterne kæmper om at levere dvd'ens afløser

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 20. januar 2006.


I øjeblikket raser en voldsom format-strid om dvd'ens afløser. Traditionelle it-selskaber tørner sammen med elektronikfirmaer om et milliardmarked for film, tv og spilkonsoller.
Årets CES-elektronikmesse i spille- og boksebyen Las Vegas i starten af dette år bød på et par interessante slagudvekslinger i den verserende kamp mellem fremtidens dvd-formater, Blu-ray og HD-dvd. I det ene ringhjørne står blandt andre Microsoft, Intel og Toshiba med HD-dvd og i det andet står en gruppe, der blandt andre tæller Sony, Apple og de fleste Hollywood-filmselskaber med Blu-ray.
Microsoft fik plantet et par solide stød i mellemgulvet på Blu-ray, da Redmond-giganten annoncerede, at der vil komme HD-dvd-drev til Xbox 360. Toshiba fulgte op med en uppercut, da firmaet meddelte, at firmaet har de første HD-dvd-afspillere klar i marts - og det til en pris helt ned til omkring kr. 3.000. Blu-ray, der hidtil har været favorit til at vinde titlen som fremtidigt dvd-format, synes rystet, men er absolut ikke slået.

Kampen handler ikke kun om et nyt dvd-format. Med Microsofts HD-dvd-drev i Xbox 360 fører it-giganten kampen over i spilkonsol-verdenen. Her kæmper Microsoft i forvejen om markedsandelene mod Sonys PlayStation. PlayStation 3, der forventes at komme til foråret, vil være udstyret med Blu-ray-drev, så brugerne kan se Blu-ray-film, og Sony håber, at Playstation 3 som en trojansk hest kan snige Blu-ray-formatet ind i millioner af hjem.
Microsofts og Sonys rivalisering kommer til at koste mange penge. Især for Sony, for Blu-ray-drevene er dyrere end HD-dvd. Eksempelvis koster den hidtil billigst anonncerede Blu-ray-afspiller 6.000 kroner og derfor anslår Merrill Lynch Japan, at den skarpe konkurrence med Microsofts Xbox 360 får Sony til at prissætte PlayStation 3 under produktionsprisen. Ifølge Merrill Lynchs beregninger vil Sony kunne miste helt op til syv milliarder kroner i det første lanceringsår.
Kommer det til en hård priskrig mellem Xbox 360 og PlayStation 3, er det Merrill Lynchs vurdering, at det vil give yderligere tab i milliardklassen til Sony. Efter at have set sit overskud reduceret med 25 procent i de seneste fem år, vil det være en bitter pille at sluge for Sony.

Konkurrencen om formatet handler også om kopibeskyttelse. De fleste af Hollywoods filmselskaber har valgt at slutte op om Blu-ray, da de anser formatets kopibeskyttelse som bedre end HD-dvd. Fortalerne for HD-dvd mener derimod, at kopibeskyttelsen i Blu-ray er for restriktiv - eller som Bill Gates sagde i et interview med universitetsavisen The Daily Princetonian i oktober:
- Problemet [med Blu-ray] er, at filmstudierne får for meget beskyttelse på bekostning af forbrugerne.
En af Blu-rays tidligere fortalere, HP, er enig i den vurdering. Firmaet ønsker, lige som andre teknologileverandører, at forbrugerne kan kopiere film til harddisken og streame dem videre til storskærme; en såkaldt managed copy. Den funktionalitet er nemlig en nødvendighed for det digitale hjem, som leverandørerne taler begejstret om - et hjem, hvor et multimediecenter trådløst transmitterer lyd og billede til store fladskærme hængt op på væggene.
Hvis teknologi-leverandørerne får solgt ideen om det digitale hjem til forbrugerne, vil det betyde massive indtægter fra salg af storskærme, multimedie-hubs, trådløse netværk og andet elektronisk grej. Derfor stillede HP ændringskrav til Blu-ray-specifikationen i oktober sidste år for at sikre forbrugernes ret til "managed copy", der giver dvd-brugere lov til at kopiere indholdet af en dvd til en harddisk og streame indholdet til fladskærme. Det vil være nødvendigt, hvis visionen om det digitale hjem med en multimedieserver, der sender film ud til hjemmets fladskærme, skal realiseres.
Både HD-dvd og Blu-ray baserer sig på det samme kopi-sikringssystem, som understøtter managed copy. Blu-ray har dog tilføjet ekstra sikkerhedsfeatures, som - ifølge HP - gør kopisikringen meget kompleks og risikerer at gøre managed copy for besværligt.
HP kunne ikke blive enig med Blu-ray-organisationen og derfor meldte HP i december ud, at de nu støtter HD-dvd.

Microsofts lancering af Vista får en vigtig rolle i dvd-formatstriden. De nye dvd-formater vil give brugerne ekstra muligheder for at interagere med filmen - de vil eksempelvis kunne vælge mellem interaktive menuer, mens filmen kører og få vist baggrundsinformation, der er synkroniseret med filmen. Mens Blu-ray benytter et Java-baseret system kaldet BD Java, har HD-dvd valgt at basere sig på et XML-baseret system kaldet iHD, udviklet af Microsoft i samarbejde med Disney. Anvendelsen af BD Java kræver, at man betaler royalties til Sun, mens Microsoft har gjort iHD- anvendelsen gratis. Samtidig vil iHD blive en del af Windows Vista, hvilket gør det attraktivt for teknologileverandører.

Men hvorfor er det egentlig nødvendigt med et nyt dvd-format? Svaret er HDTV - tv med ekstrem høj opløsning og billedkvalitet. Mange leverandører har HDTV til salg, men i de fleste lande er udbuddet af HDTV-udsendelser minimalt. Derfor vil film-dvd'er med HDTV-kvalitet kunne hjælpe på efterspørgslen efter HDTV. Imidlertid kan en HDTV-film ganske enkelt ikke rummes på det eksisterende dvd-format, hvorimod Blu-ray og HD-dvd har masser af lagerkapacitet.
Ifølge IDC-analytikeren Wolfgang Schlicting vil markedet for Blu-ray og HD-dvd først rigtigt tage fart i 2007 og 2008 og til den tid kan gruppen bag det sejrrige format vise sig at have fået en dyrekøbt sejr.

Jokeren i dvd-striden hedder nemlig distribution via internettet. Ligesom webbaserede applikationer begynder at udfordre traditionelle applikationer installeret direkte på pc'en, vil videostreaming i høj kvalitet måske helt fjerne behovet for et nyt dvd-format - eller i hvert fald gøre markedet mindre.
Som Bill Gates siger til The Daily Princetonian:
- Det er vigtigt at forstå, at det [Blu-ray og HD-dvd] er det sidste fysiske format, som vil eksistere. Alting vil [i fremtiden] blive streamet direkte eller blive lagret på harddisken. På den måde er det lidt uklart, hvor meget det [Blu-ray kontra HD-dvd] betyder.

Billedtekst:
Nævekamp Bill Gates og Steve Ballmer spiller Xbox 360 Fight Night, Round 3 på CES i Las Vegas. Xbox 360 er et vigtigt våben i kampen mellem Blu-ray og HD-dvd.
Foto: IDGNS

Boks:
så meget rummer de
Blu-ray kan lagre 50 gigabyte.
Dobbeltlags Blu-ray. kan lagre 50 gigabyte.

HD-dvd kan lagre 15 gigabyte.
Dobbeltlags HD-dvd kan lagre 30 gigabyte.

Begge er kompatible med det eksisterende
dvd-format, der rummer 4,7 gigabyte.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere