Databasemarkedet opruster

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. oktober 2005.


Oracle køber open source-databasefirma som led i kampen om databasemarkedet.

Pebernødder. I forhold til de tæt på 100 milliarder kroner, som Oracle måtte punge ud for PeopleSoft og Siebel, må Oracles køb af det lille finske databasefirma Innobase været finansieret af et enkelt greb i Larry Ellisons bukselommer. Købsprisen er ikke offentliggjort, men byttepengene fra de to store handler vil formentlig være rigeligt. Selvom købet således er et af de mindre af den række af opkøb, som Oracle har gennemført i år, er det et meget interessant køb.
Der gik da heller ikke lang tid fra købets offentliggørelse, til de første fortolkninger af Oracles intentioner begyndte at florere på internettets blogs og diskussionsgrupper. Skulle købet ses som et strategisk træk i Oracles kamp mod SAP? Var det et forsøg på at stække en fremtidig konkurrent i skikkelse af MySQL?
Spekulationerne var ikke grebet ud af luften. Innobase er nemlig firmaet bag InnoDB, som er en databaseteknologi der anvendes af MySQL-databasen. InnoDB gør MySQL til en højtydende database, der er i stand til at håndtere mange transaktioner fra mange samtidige brugere. Det gør MySQL til en database, der kan tages seriøst i selv store virksomheder med transaktionsintensive systemer. Så seriøst at SAP i maj 2003 annoncerede et samarbejde med MySQL. Samarbejdet går ud på at tage det bedste fra MySQL og SAP's egen database, SAP DB, og skabe en open source-database rettet mod de helt store virksomheder.
Selvom InnoDB er open source, kunne Oracle vælge at flytte Innobases udviklere til andre projekter og derved forsinke MySQL's videre udvikling til en seriøs konkurrent og samtidig lægge hindringer i vejen for SAP.
Ifølge den officielle pressemeddelelse fra Oracle har SAP og MySQL ingen grund til bekymring.
- Innobase er et innovativt, lille firma, som udvikler open source-databaseteknologi. Oracle vil fortsætte med at udvikle InnoDB-teknologien og udvide vores engagement i open source-software, siger Charles Rozwat, Oracles vice president for database- og middlewareteknologi i pressemeddelelsen.

MySQL vælger også at se Oracles køb af Innobase fra den positive side.
- Vi er glade for at se en endnu større accept af open source-databaseteknologi i branchen, siger Mårten Mickos, CEO fra MySQL i en pressemeddelelse.
Spekulationerne afvises også af IDC-analytikeren Rob Hailstone, der følger databasemarkedet tæt.
- Oracle har ikke givet nogen strategisk udmelding endnu, så det er rene spekulationer. Hvis man er kynisk, kan man selvfølgelig se det som en måde for Oracle at genere SAP på, men jeg anser det ikke som en seriøs bevæggrund. Der er andre open source-databaser som Ingres og PostgreSQL, som SAP i givet fald kan anvende. Hvis købet giver SAP problemer, er det mere en velkommen bivirkning end den egentlige anledning til købet, vurderer Rob Hailstone.
Rob Hailstone afviser også, at Oracle skulle have købt InnoBase for at kunne ramme MySQL på dets afhængighed af InnoDB. Til næste år skal kontrakten mellem MySQL og Innobase genforhandles.
- Jeg tror ikke, at Oracle vil udnytte kontraktforhandlingerne til at skade MySQL. Det vil gøre Oracle mere skade end gavn og påvirke deres omdømme hos open source, mener Rob Hailstone.
Købet skal ses i et større perspektiv, mener Rob Hailstone.
- Der er nok ikke en overordnet grund til at Oracle køber InnoBase. En bevæggrund er, at der er en stigende efterspørgsel efter open source-databaser. Det giver mening, at Oracle tager et eksisterende open source-produkt og lader det indgå i sin produktpalet på den ene eller anden måde, siger Rob Hailstone.

Når man spørger de store databaseleverandører som Oracle, IBM og Microsoft, siger de alle, at open source-databaserne ikke har betydning for deres markedssegment.
- Man skal nok læse mellem linjerne, når man ser den slags meldinger fra leverandørerne. De siger alle, at open source-databaserne bliver anvendt i områder, der ikke truer deres marked. Jeg tror ikke, at det er helt sandt. Der er en gryende erkendelse af, at open source-databaserne er begyndt at tage bidder af deres marked, vurderer Rob Hailstone.

Ifølge en IDC-undersøgelse fra starten af dette år svarede 32 procent af 650 adspurgte vesteuropæiske virksomheder, at de anvendte open source-databaser i væsentlig udstrækning.
- Det var en overraskende stor andel; større end anvendelsen af open source-styresystemer som lå på 22 procent i undersøgelsen, siger Rob Hailstone og fortsætter:
- De store leverandører er begyndt at positionere sig i forhold til open source. De ser ikke open source som en trussel mod den totale indtjening, men som en trussel mod licensindtægter. Det gælder om at flytte indtægterne fra licenser over til service, mener Rob Hailstone.
Han understreger, at det er i de små og mellemstore virksomheder, at open source-databaserne tages i anvendelse.
- De helt store virksomheder er stadig nervøse ved at anvende open source-databaser, siger Rob Hailstone.

I kulissen står den nye SQLServer fra Microsoft og venter på at blive sluppet løs på databasescenen den 7. november. I forhold til Oracle og IBM mærker Microsoft ikke i samme grad presset fra open source-databaserne, da det især er i Unix/Linux-verdenen, at open source-databaserne trænger frem. På Microsofts hjemmebane, Windows, har den nuværende SQLServer allerede stor succes.
- Når vi taler databaser på Windows-maskiner, vokser SQLServer væsentligt hurtigere end Oracle og IBM, siger Rob Hailstone.
Netop de tre store databaseleverandører, IBM, Oracle og Microsoft, vil fortsætte deres kamp om databasemarkedet. Det ser ud til, at de vil mødes midt på markedet.
- IBM og Oracle kommer oppe fra de helt store virksomheder og bevæger sig ned mod markedet for små og mellemstore virksomheder. Samtidig vil Microsoft med deres kommende SQLServer forsøge at bevæge sig fra de små og mellemstore virksomheder op til de helt store virksomheder. Det bliver et interessant slag at følge, mener Rob Hailstone.
Et slag, der vil blive udkæmpet med både open source og proprietære våben.

Billedtekst:
fodfæste IDC-analytikeren Rob Hailstone mener ikke, at
Oracles køb af Innobase vil skade MySQL. Købet vil give Oracle et fodfæste blandt open source-databaserne.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere