Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. maj 2004.


Sejt slid og sød sprut
Ingen tvivl om, at dagens mest omtalte australier har knoklet i den hårde skole op til dagens debut i det nye job. Men hun er langt fra den eneste hårdtarbejdende "aussie", viser nye tal offentliggjort i en bog med titlen "How Australia Compares".
Ifølge en af bogens forfattere, Ross Gittins, er australierne folkefærdet i den industrialiserede verden med den længste arbejdstid - i snit 1.855 timer om året helt eksakt. På andenpladsen finder man amerikanerne med 1.835 timer og dernæst japanerne med 1.821 timer. En lang række europæiske lande skulle også være med i sammenligningen, men de roder rundt langt nede på listen, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Gittins betegner det selv - lidt vemodigt - som "en tvivlsom ære", at den rigtige australier har aflagt sit image som smådoven, øldrikkende Crocodile Dundee-"macho", hvis begrænsede livsnydelse hverken foregår til indtagelse af øl eller vin i nævneværdige mængder, men derimod til sprut-sodavander - "alco-pops" - som hver australier konsumerer flere af end noget andet folk i de målte lande.

And-a-logik?
Pink? Orange? Army? Eller måske en højaktuel romantik-and?
Igen har rappe japanere tænkt elektronik-kreativt og avlet denne nuttede ande-familie med indbygget hukommelse op til 256 MB.
De små kræ fra firmaet Solid Alliance lyser op i det grågrumsede computerlandskab, når de sættes i computerens USB-stik.
49 dollars pr. stk. for den mindste 16 MB "i-Duck", eller hele familiepakken på seks medlemmer til 229 dollars. Se mere på www.dynamism.com.

Hentehår og husspek-tackling
En 66-årig tysk pensionist blev anledning til en noget speciel "ældresag", da hans jævnaldrende eks-samlever meldte ham til politiet for at have forulempet hende verbalt i en e-mail.
Vendingen "din gamle luder", krydret med tilføjelsen, at hendes nye partner "... med sine mange penge da måtte kunne støve noget yngre og kønnere op", blev takseret til en bøde på 100 euro.
Den grov-mailende bessefar har indvilget i at betale bøden, og sagen er nu lukket, skriver The Register.

I tilfælde af panik efter lukketid ...
Om chilenerne har flere triste erfaringer med "levende begravelser" end andre folkefærd, vides ikke, men en kirkegård i hovedstaden Santiago har ikke desto mindre defineret et marked for kister med indbygget "panikknap" ... for alle tilfældes skyld!
Ifølge det oplyste baserer princippet sig på en sensor i kisten, som registrerer selv den mindste bevægelse, når det ellers ville se allermest sort ud.
En talsmand for kirkegården begrunder over for Ananova opfindelsen med, at de efterladte jo skal kunne føle helt trygge ved, at deres kære afdøde bliver reddet omgående, hvis en begravelse skulle vise sig at have været gennemført lidt for grundigt.

Et paradis for plageånder
Mange kendte kender én: Den ihærdige, enerverende, og til tider farlige, forfølger, hvis væsentligste livsindhold består i at true og chikanere sit offer.
I disse moderne online-tider stifter stadigt flere helt almindelige mennesker desværre også bekendtskab med fænomenet, skriver The Register.
Ifølge en dugfrisk kortlægning af udbredelsen af "stalking" er en ud af otte briter - typisk advokater, læger og folk i lederstillinger - ofre for "vedvarende eller uønsket opmærksomhed", og i otte ud af 10 af disse tilfælde bruges e-mail som vigtigste befordringsmiddel for forfølgerens hån og trusler. Dertil kommer, at internettet og elektroniske databaser har gjort det så godt som umuligt for ofrene at skjule sig for deres plageånder.
I USA er internet-forfølgelse forbudt ved lov, og for nylig rejstes den første tiltale i en sådan sag, hvor en 38-årig mand gennem adskillige år skulle have plaget og truet en 35-årig kvinde, primært ved brug af computerteknologi.

Fra Å til B på www
I en god sags tjeneste hjulede den 24-årige waliser Paul Berry 7. maj sine allerførste kilometer på en længere cykeltur, som han hævder, helt bogstaveligt vil strække sig fra A til B - en strækning på næsten 10.000 kilometer.
Hvis den afstand mellem de to nabo-bogstaver skulle forekomme lige voldsom nok, kan det skyldes, at Berry reelt er på vej fra Å til B! Med sit modersmål som undskyldning kan Paul Berry nemlig ikke vedkende sig bollen over A'et i navnet på sit udgangspunkt i den meget nordnorske flække Å.
Herfra går ruten ned langs den svenske østkyst, videre gennem Danmark, Tyskland og Belgien til Frankrig, hvorfra han sejler (nej, ikke på vandcykel) til Dover i England. Videre på tværs til Portsmouth og herfra med skib til New York. Næste stop er Ottawa i Canada, Detroit, Chicago og videre til endestationen - en lillebitte landsby ved navn B(ee) i Nebraska.
For at forebygge ensomhed undervejs på turen, som han venter, vil vare cirka tre en halv måned, cykler Berry på tandem, så venner og bekendte kan stå af og på undervejs.
Paul Berrys strabadser, som udstås til støtte for Røde Kors, kan følges på www.fromatob.org.uk.

Langt fra stammen
Ét om dagen holder lægen væk, javel, men alligevel tåles mosten ikke lige godt i alle kredse. Det gør sig for eksempel gældende på One Microsoft Way i Washington-byen Redmond, hvor man blandt andet er kendt for at lade indflytning af personlige computere forsynet med æble-logo ske under et hemmelighedskræmmeri, som ville være efterretningstjeneste værdig.
Derfor er det da også ekstraordinær barsk kost, at USA's patentdirektorat ved en fejl har bevilget Microsoft patent på - netop - et æble, som det fremgår af CNet News. Eller rettere: Et helt æbletræ!
Ifølge "U.S. Plant Patent nr. 14.757" er Microsoft nu indehaver af træet "Burchinal Red Delicious", som bærer en tidlig, meget rød æblesort (se
http://patft.uspto.gov/ for detaljer) og må nu selv ansøge patentkontoret om et såkaldt certifikat for at slippe af med den forbudne frugt igen.
Det ondskabsfulde islæt havde dog været nok så markant, hvis æbleforædleren og den retmæssige patenthaver - en vis Robert Burchinal - havde kastet sin kærlighed på zoologi fremfor botanik og var blevet pingvinavler.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere