Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.
Virtuelt: Virtuelle servere er på vej. Det er muligheden for at opdele en server, sådan at hver opdeling fungerer som en selvstændig server.
Hele ideen med virtuelle servere stammer fra IBM, der i deres S/370 mainframe havde mulighed for at opdele maskinen i flere logiske dele. Men IBM havde dengang en kombination af hardware og styresystem til at undestøtte opdelingen.
Og sådan har det været indtil Microsoft købte Connectix, der har specialiseret i at opdele helt amindelige Intelbaserede servere, hvilket de kalder en virtuel server.
Det er i realiteten det samme som en opdelt server, men nu foregår opdelingen kun i software.
Microsoft har lovet, at der i år vil komme Windows server-software, der udnytter muligheden for at danne virtuelle servere.
Fejlsikkerhed
En opdelt server kan enten køre flere uafhængige kopier af et styresystem i hver sin opdeling eller for eksempel Unix/Linux i en opdeling og Windows 2000 server i en anden. Dør et styresystem i en af opdelingerne, så mærker de andre det ikke.
Til hver opdeling er knyttet diske og netværkskomponenter, og styresystemet ser dens egen opdelingen som en helt separat maskine. Derved kan alle applikationer i en virksomhed konsolideres på en enkelt server.
Det betyder, at der opnås alle fordele ved kun at have en fysisk server-kasse i maskinstuen, samtidig med at applikationerne er isoleret fra hinanden, som de ville være på flere separate servere.
Løsningen er dermed ikke katastrofetolerant, idet en enkelt vandskade i maskinstuen vil kunne stoppe hele klyngen, og i sig selv er en opdelt server ikke fejltolerant, men den er en god basis for at kunne lave interne klyngesystemer.
Fleksibilitet
Fordelene ved denne type klynger ligger i besparelsen ved hardware, mulighed for hurtig kommunikation mellem de enkelte medlemmer i klyngen via serverens interne databus og mulighed for dynamisk at kunne variere størrelsen af de enkelte opdelinger.
Har serveren for eksempel to opdelinger - en med et e-postsystem og en med et virksomhedssystem - så kan et torpederet e-postsystem ikke hive virksomhedssystemet med ned i dybet. Hvis applikationerne bare kørte på en ottevejs server, ville hele systemet dø.
En anden fordel ved opdelte servere er muligheden for at kunne flytte rundt på opdelingerne, så cpu'erne kan fordeles mellem de enkelte applikationer. Dynamisk opdeling er en teknologi, som er på vej. Derved kan en applikation gives ekstra ressourcer under driften, eller en død cpu kan skilles ud og skiftes under drift. Både IBM med deres xSeries x440 servere og Unisys med deres ES7000 serie af maskiner, har systemer på markedet, som har muligheder for avanceret opdeling. Her har de virtuelle servere en fordel, idet denne type opdelte servere ikke nødvendigvis skal genstartes, hvis der ændres ved serveropdelingen.
Ulempen ved virtuelle servere er kompleksiteten af løsningen. Er der fejl i opdelingsmekanismen, så synker hele serveren hurtigere end en blyfyldt undervandsbåd.
Betalingsmodeller
Også på licenssiden er der penge at spare. En ting som lurer i horisonten er muligheden for betaling efter forbrug. Man kunne forestille sig, at serveren kom med for eksempel 16 cpu'er, men at man normalt kun bruger og betaler for 12 cpu'er. Under spidsbelastninger lukker man op for de sidste fire cpu'er og betaler leverandøren for den periode, hvor de ekstra ressourcer udnyttes. Det er i øvrigt en nem måde at opgradere en server på, som oprindeligt stammer fra mainframesystemer. En IBM zSeries-server kan endda selv finde ud af at opgradere sig, når det er nødvendigt, og den sender sågar næsten selv regningen.
Billedtekst:
Denne IBM xSeries x440-server indeholder mainframteknologi, der giver mulighed for at opdele serveren i logiske server-dele (partitions). Og den kan også køre Microsofts kommende virtuelle servere, hvilket er samme operation, men udelukkende i software. Dermed kan man danne en opdelt virtuel server.
