Mangel på uddannelse kan bremse EPJ

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 15. maj 2003.


Der findes ingen overordnet strategi for, hvordan det sundhedsfaglige personale på landets sygehuse skal blive uddannelsesmæssigt rustet til at betjene den elektroniske patientjournal. Samtidig uddannes kun få sundhedsinformatikere med både klinisk og it-mæssig forståelse.

SUNDHEDS-IT
Overgangen til elektronisk kommunikation i de kliniske arbejdsgange på landets hospitaler vil kræve en ekstraordinær uddannelsesindsats. Men mange steder i landet er teknologien i fokus, mens medarbejderkompetencerne bliver til en eftertanke.
Benny Rysz fra Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S) informatikafdeling har gennem det seneste halve år ledet arbejdet med at kortlægge uddannelsesbehovet og planlægge efteruddannelsen af det kliniske personale på hovedstadsområdets sygehuse. De 12.000 kliniske medarbejdere, som tæller blandt andre sygeplejersker, læger og lægesekretærer, skal alle klædes it-mæssigt på til at betjene eksempelvis det elektroniske medicineringsmodul og det notatmodul, som skal skabe grundlaget for den elektroniske patientjournal (EPJ).
Benny Rysz ser en generel tendens til, at uddannelsesindsatsen først tænkes meget sent ind i et forløb, hvor der skal etableres elektroniske arbejdspladser på hospitalerne.
- Vores uddannelsesstrategi for den kliniske arbejdsplads er den eneste i Danmark. Amterne har ikke lavet nogen, siger han.
Prof. Christian Nøhr fra Aalborg Universitet har som medlem af EPJ-Observatoriet undersøgt uddannelsesbehovet generelt i forbindelse med indførelse af EPJ. Her viste en spørgeskemaundersøgelse, at sygehusene havde vidt forskellig opfattelse af uddannelsesbehovet hos personalet.
- Vi fik besvarelser tilbage med alt fra "ingen" til "alle", siger Christian Nøhr. EPJ-Observatoriet kritiserede det ringe fokus på uddannelsesindsatsen i sin rapport fra 2002.
I Amtsrådsforeningen kan konsulent Heidi Forberg bekræfte, at der ikke findes en samlet amtslig strategi for EPJ-uddannelse. De enkelte amter skal i slutningen af maj aflevere handlingsplaner for EPJ-indførelse, som ifølge den nationale it-handlingsplan for sygehusvæsenet skal være færdig i 2006. Amternes handlingsplaner skal også indeholde uddannelsesplaner.
- Der har ikke været noget ønske om en national model for uddannelse, siger Heidi Forberg. Amterne har selv kritiseret de vage formuleringer om uddannelse i regeringens oplæg, påpeger hun.

Mangler højtuddannede
På sygehuse, i Sundhedsstyrelsen og blandt leverandører peges der desuden på en anden væsentlig faktor, som kan bremse udbredelsen og anvendelsen af EPJ-værktøjer: Mangel på uddannede sundhedsinformatikere og andre, som har bygget it-viden oven på deres sundhedsfaglige uddannelse.
- Der er mangel på kvalificerede medarbejdere og sundhedsinformatikere. Det betyder, at man ikke har samme semantik, når man diskuterer disse ting, siger Martin Petersen fra WM-data eSolutions, der blandt andet har leveret EPJ-elementer til Århus Amt. Han mener dog ikke, at sundhedsinformatikuddannelsen i sig selv afgør, om en person er kvalificeret eller ej, men påpeger, at det krævet et højt abstraktionsniveau at kunne tænke på tværs af fag- og afdelingsgrænser ved indførelse af EPJ-moduler.
Også kontorchef i Sundhedsstyrelsen Arne Kverneland, der har stået for arbejdet med standardiseringssproget G-EPJ har nævnt manglen på sundhedsinformatikere som en forhalende faktor i EPJ-indførelsen.
- Det er klart, at det kan være med til at skabe flaskehalse, når EPJ skal implementeres bredt, siger Arne Kverneland. Han mener, at amterne burde se på muligheder for at samarbejde bredere for at udnytte de sundhedsinformatikere, der er, og også gerne se på at få uddannet flere. I Sundhedsstyrelsen har mellem 10 og 15 medarbejdere gennemgået sundhedsinformatikuddannelsen som efteruddannelse.
Det er på Aalborg Universitet, at sundhedsinformatikere udklækkes via en masteruddannelse, og her oplyser prof. Christian Nøhr, at der hvert år uddannes 50 - heraf er 15 dog nordmænd, som ikke vil indgå i den danske arbejdsstyrke.

Billedtekst:
- Vores uddannelsesstrategi for den kliniske arbejdsplads er den eneste i Danmark, siger Benny Rysz, Hovedstadens Sygehusfællesskab. Foto: Torben Klint

Billedtekst:
Det sundhedsfaglige personale skal klædes ordentligt på til at betjene de programmer og det udstyr, som er forudsætningen for den elektroniske patientjournal. Men den uddannelsesindsats ser ud til at blive forsømt. Arkivfoto: Torben Klint

Boks:
Vi har talt med:
¥ Projektleder Benny Rysz, H:S Informatikafdeling
¥ Prof. Christian Nøhr, Aalborg Universitet
¥ Konsulent Heidi Forberg, Amtsrådsforeningen
¥ Martin Petersen, WM-data eSolutions
¥ Arne Kverneland, kontorchef i Sundhedsstyrelsen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere