Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. april 2003.
Kære læser: Hvis du læser disse ord, så er der relativ stor sandsynlighed for, at du er af det køn, der i morges jonglerede med barbergrej foran spejlet og måske fik skældud for at glemme at slå brættet ned.
Mens slipseknuden rettes foran spejlet, kan du måske få øje på de første linier af sol og erfaring i dit ansigt, men du er sandsynligvis langt fra sveske-stadiet.
Med andre ord: Rent statistisk set er du, kære læser, en mand i din bedste alder. En mand med job i it-branchen eller et it-relateret job, for hvorfor i alverden skulle du ellers sidde og rode med den her avis ved morgenbordet eller i en pause foran skærmen på jobbet?
Det hører med i statistikken, at du som en mand i den bedste alder og et job i en spændende branche sandsynligvis er et godt parti, som er behørigt afsat - og sikkert ligefrem har børn. Og halvdelen af dem - hold nu godt fast - vil rent statistisk være pigebørn. Faktisk er der statistisk set nok lige kønsfordeling, når familien haster gennem måltidet ved morgenbordet, inden de kaster sig i hver sin retning og gøremål uden for hjemmet.
Men når du sidder på din pind på dit spændende job, hvem ser du så omkring dig?
Statistisk set vil de fleste af kollegerne - hvis de laver det samme som dig - også ligne dig. De er i hvert fald mænd, det viser alle opgørelser. Hvis du skæver ned i hjørnet, er det din mandlige chef, som sidder i et vigtigt møde. Og hvorfor skulle det ikke være sådan?
Du har valgt en levevej af interesse eller måske tilfældighed, lige som en masse andre mænd. Kvinderne har så valgt på samme måde, for den kone, som statistikken taler for, at du har, er selv- statistisk set - på cirka samme uddannelsesniveau som dig. Men det er ikke din nabos kone eller nogens kone, du går til strategimøde sammen med. Det er en anden mand. Kønsfordeling i it-branchen er et fortærsket emne, endevendt tusindvis af gange med et hav af (sø)forklaringer, undskyldninger, opfordringer, solstrålehistorier og dommedagsprofetier. Der tales om bløde værdier, kvindelig intuition, Rip, Rap & Rup, diversity management.
Måske har du selv snakket med, måske er du rystende ligeglad. Mens kollegaen ved siden af dig fortsat har vigende tindinger og en svaghed for et perifert 2.divionsfodboldhold.
Måske kommer du hjem lige i tid til at give en hånd med salaten inden aftensmaden, og den søde kloge datter, som du eller måske din kollega har (husk på at han ligner dig) og som hjælper med at skære tomater, spørger:
Har du haft en god dag - hvad har du lavet?
Hvad svarer du egentlig? "Jeg har været til møde". "Jeg har programmeret en java-applet til vores CMS-system". "Jeg har spillet Doom med fyrene nede fra salg." "Ikke noget særligt".
Ved din datter egentlig, hvorfor din arbejdstid og din løn gennemsnitligt er højere end hendes mors? Ved hun egentlig, hvor benhårdt, opslidende og udfordrende dit job er - og hvor skideskægt og tilfredsstillende det kan være? Har du nogensinde sat dig ned og vist hende, hvad det er du laver - Sådan rigtigt?
I USA er der nogle fædre, som gør det. Torsdag den 24. april er "Tag din datter med på arbejde"-dag. På den dag slæber tusindvis af fædre (og mødre) deres håbefulde tøseafkom med på kontoret, fabrikken, værkstedet. For at vise dem, hvordan deres liv er i hverdagens lyse timer, hvor man ellers ikke ser hinanden. Til inspiration eller skræk og advarsel.
Hvis du er frisk på en udfordring, så ring lige ind til chefen i dag og sig "hey, jeg tager lige Karoline med på torsdag". Hvis hun er syv, så sæt hende til at sortere papirklips efter farve og klipse mødedokumenter sammen og send hende på charmeoffensiv med sine tegninger til kollegaerne. Hvis hun er tolv, så lad hende kigge dig over skulderen, mens du laver Power-Point præsentationer og lade hende være med til vælge den bedste clip-art til den lille joke-slide, du har forberedt.
Hvis du har tid, så lær hende lige hvordan man egentlig henter den stump clip-art ind i programmet og gemmer den.
Når I så kommer hjem, så siger hun alt efter alder måske "far har ikke nogen Magnus & Myggen-spil på sit kontor" eller måske "hold kæft et dødssygt job du har". Men måske kommer hun så listende en aften, du sidder og sveder på hjemmepinden med overarbejdet og spørger: "Er det den der udviklingsopgave, der driller? Er de sure ovre hos kunden?"
Måske vælger hun stadig sproglig linie i gymnasiet og ender som kommunikationsmedarbejder i en stor televirksomhed. Fordi det er det, hun helst vil, eller der hun tilfældigvis havner. Men måske ser hun andre muligheder, måske i noget som du har vist hende. Og fordi du tror på, at hun kan hvad hun vil - det er jo din unge - så gør hun også.
Så når nu du engang får dit guldur eller i hvert fald tager dine skifterammer med familiebillederne ned og forlader arbejdspladsen for sidste gang, så er det måske din datters studieveninde fra DTU, som sætter sig i udviklingsdirektørstolen, som du forlod efter afskedsreceptionen. Indtil videre taler statistikken ikke for det. Men måske.
