Et skridt frem til fjerde lag

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. februar 2003.


Carsten Hasselbalch er et ubeskrevet blad med mange år på bagen. Som ny direktør for Dell i Danmark har han lagt lufthavnslivet bag sig og ønsker en strømlinet organisation videre mod de højeste vinderskamler i hardwareverdenen.

Portræt
I Dell må der højst være fem lag mellem manden på gulvet og grundlæggeren Michael Dell.
For to uger siden steg 44-årige Carsten Hasselbalch op på fjerdesalen, da han som led i en omstrukturering blev udpeget til afløser for administrerende direktør Ole Konnerup.
Sidstnævnte forlod virksomheden sammen med 30 øvrige medarbejdere, da Dell valgte at uddelegere ansvaret for store og mellemstore kunder til de respektive nordiske hovedstæder og samtidig strømlinede organisationen i henhold til ovenstående management-filosofi.
- Vi har taget nogle lag ud, fordi vi vil have en flad struktur med en hurtig beslutningsproces, siger Carsten Hasselbalch, der senest har været chef for Dells home, small and medium business division i Norden med ansvar for det ekspansive nordiske call center, der har til huse her i landet.
Han mener selv, at han blev valgt til at lede Dell videre, fordi han har været med til at præge Dell afgørende i Europa, blandt andet som europæisk marketingchef.
- Ole har gjort et fantastisk stykke arbejde, men her er min internationale karriere nok kommet mig til gode. Jeg standardiserede hele marketingdelen i Europa, efter at have studeret hvad Dell gjorde i USA. Nu er det det samme, vi kommunikerer overalt, siger Carsten Hasselbalch.

Går efter sølvet
Det er ikke i medierne, man opdager, at manden faktisk har holdt et større antal prominente stillinger i danske og svenske filialer af store it-virksomheder.
For kigger man avisarkiver, er henvisningerne til hans navn ganske få - og Google giver heller ikke mange hits på Hasselbalch.
Men når den nye direktør i energisk tempo viser rundt i det nu samlede hovedkvarter for Dell i Danmark på Amager Strandvej i København, er han tilsyneladende på fornavn med de fleste, vi møder på vejen op og ned af trapperne i de ældre og uprangende bygninger, der har Radisson SAS-hotellet som nærmeste nabo.
En funklende ny og rummelig kantine er dog kun en del af den om- og udbygning, der lige nu er i gang for at give plads til de 290 ansatte, der udgør Dell i dag. Et stort spring fra de to mand og 18 sælgere, der udgjorde organisationen, da Carsten Hasselbalch sammen med Lars Thomsen, som nu overtager hans post, oprettede Dells danske marketingafdeling for knap fem år siden.
Analysefirmaet IDC har netop skubbet Dell op på en tredjeplads på det danske pc-marked, og det bliver nu Hasselbalchs opgave at gå efter sølvet - som minimum.
- Vi vil være nummer et eller to på vores primære markeder, og Danmark og Norge er to af dem. Der er lang vej op til HP, det ved jeg, men hvis vi bliver ved med at tage en til to procent om året, så kan man selv regne sig frem til resultatet, siger Carsten Hasselbalch skråsikkert.
Men det bliver ikke kun med pc'er og laptops, at målet skal nås.
- Vi investerer heftigt i enterprise technologies, storage og services. Og det er med nøjagtig samme fremgangsmåde som hidtil: Vi skal hyre de rigtige profiler, udbyde til en aggressiv pris og benytte os af vores direkte salgskanal. Samtidig skal vi udbyde overskuelige serviceaftaler, så kunderne ved nøjagtig, hvad de får, siger Carsten Hasselbalch.
Når Carsten Hasselbalch nu sidder som administrerende direktør for Dell Danmark, er han faktisk ikke længere Lars Thomsens chef.
Alligevel kan man kun fravriste ros fra kollegaen, som også sad med ved det gamle havebord, hvor kimen blev lagt til Dells danske afdeling i 1998.

Et endnu bedre liv
- Han har en god omstillingsevne, og han ved, hvor vi skal kigge hen som det næste. Han er god til at stille sig op og kommunikere enkelt og begejstret for det, han mener, vi skal, - han er meget passioneret, siger Lars Thomsen.
Som nævnt har Carsten Hasselbalch ikke hidtil været mand for de store overskrifter. Den anonymitet passer ham også udmærket, når han parkerer bilen hjemme i Lejre.
- Der er grønt og frit, og vi har udsigt over Ådalen. Der kan man være et privat menneske, og det nyder jeg, siger han.
Ægtefællen har nedlagt computerforbud om lørdagen, så er der for eksempel en cykeltur på programmet. Sønnen på 25 er for længst flyttet hjemmefra og kræver altså ikke forældrenes tid i hverdagen. Og den ny stilling betyder ikke nødvendigvis mindre tid derhjemme, bedyrer Carsten Hasselbalch.
- Jeg får da et endnu bedre liv, for jeg skal ikke længere leve i en kuffert, siger han.
Og istedet for at lede 300 i call centeret, skal jeg nu lede 60 mennesker og tage mig af praktiske ting i denne del af virksomheden. Man kan vel sige, at jeg bliver vicevært for Dell Danmark, griner Carsten Hasselbalch.

Billedtekst:
Carsten Hasselbalch skal som ny direktør for Dell i Danmark erobre markedsandele på nye områder, men via den kendte Dell-strategi: Direkte salg og aggressiv prispolitik.
Foto: Torben Klint

BOKS:

Blå bog
Carsten Hasselbalch er uddannet fra Handelshøjskolen i København. Han fik sin start i it-branchen som farve- og kassebåndssælger hos NCR. Snart sad han som 25-årig med ansvar for 20 mand på dette område, men valgte at gå på skolebænken i virksomhedens trainee-program. Herefter blev han chef for hele det danske detail-område.
Han blev herfra suget med ind i arbejdet med Nokia/Ericsson-fusionen i 87-88 og blev marketingdirektør for Nokia Data Danmark.
Den næste fusion kom, da Nokia Data blev opkøbt af ICL. Carsten Hasselbalch blev administrerende direktør for ICL Retail Systems i Norden.
Da Sun Microsystems, for hvem ICL var enedistributør, købte forretningsområdet tilbage, befandt Carsten Hasselbalch sig endnu engang i en fusionsøvelse.
Da han, som netop udnævnt dansk direktør for Digital, fik opringningen på en ferieø om, at Compaq netop havde købt virksomheden, sagde han stop.
- Det var min tredje fusion, det gad jeg ikke en gang til, siger han.
Derfor slog han til, da han fik mulighed for at starte Dells markedsføring i Norden i 1998. Efter to år havde han fået ansvaret for hele det europæiske marketingområde og fløj Europa tyndt. Indtil han i august sidste år kunne sætte sig i stolen herhjemme med ansvar for de nordiske call center-aktiviteter på Amager Strandvej.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere