Nordisk tele-krig truer TDC

TDC vil tabe kampen om Norden til Telenor og TeliaSonera, hvis ikke det danske selskab snart begynder at lade kronerne rulle.

Opkøb, frasalg og fyringer. Den nordiske teleindustri gennemgår markante forandringer i krigen mellem tre store teleselskaber – Telenor, TeliaSonera og TDC.

TeliaSoneras bestyrelse netop fyret koncernchef Anders Igel, fordi der skal mere fokus på vækst og ekspansion.

Det sker, selvom selskabet for ganske nylig købte Debitel for en milliard kroner.

Som svar på det har Telenor netop købt Tele2 for 835 millioner.

Hos TDC er det derimod frasalg, der er i højsædet i øjeblikket, fordi kapitalfondene bag TDC skal afdrage gæld, og fordi TDC ønsker at fokusere mere på specielt erhverskunderne på det nordiske marked. Senest betød det et salg af tyske Talkline.

Nødvendigt med flere opkøb

Men TDC skal investere mere i opkøb, hvis den danske telemastodont ikke skal tabe kampen mod de svenske og norske modstykker, mener aktieanalytiker Rune Møller fra Jyske Bank.

"Telenor og Telia står langt stærkere i Danmark, end TDC står i Sverige og Norge. Der er ingen tvivl om, at TDC står svagest," siger Rune Møller.

Konkurrencen intensiveret

Det er specielt de seneste år, at magtkampen for alvor er spidset til på telemarkedet.

I den hjemlige mobilindustri er spillere som CBB Mobil, Telmore, Debitel og Tele2 blevet opkøbt af de tre store spillere, og dermed er markedet samlet på færre hænder.

"I og med flere og flere af de mindre og mellemstore virksomheder bliver solgt, står de tre store selskaber samlet set stærkere, end de måske nogen sinde har gjort i Norden. Deres samlede markedsandel i Norden går op," siger teleanalytiker Brian Troelsen fra IDC.

Dermed er der lagt op til en hård kamp mellem giganterne i de kommende år.

Ifølge aktieanalytiker Rune Møller ser TDC i øjeblikket noget svækket ud, fordi selskabet ikke ligesom TeliaSonera og Telenor har gang i opkøb.

"I tidernes morgen regnede jeg med, at TDC ville sælge fra uden for Norden og så købe op i Norden. Det har selskabet ikke rigtig gjort endnu, så TDC står med det dårligste udgangspunkt. En ting er, at TDC kan klare sig nogenlunde med erhvervskunderne, men skal selskabet have fat i Hr. og Fru Jensen i Sverige, skal der opkøb til," siger Rune Møller fra Jyske Bank.

TDC vil kun erhvervskunder

Sagen er dog den, at TDC med salget til kapitalfondene samtidig fik en ny strategi.

Her i Norden er det nu TDC's plan, at selskabet skal være dominerende på erhvervsmarkedet, mens man ikke har den store fidus til privatkunderne i de nordiske lande – ud over selvfølgelig dem i Danmark.

Den strategi forstår aktieanalytiker Rune Møller dog ikke.

"Jeg vil stadig mene, at TDC skal købe noget op i Sverige og Norge. Hvis de skal gøre TDC til et lækkert selskab og et salgsobjekt, er det vejen frem," siger han.

Samtidig råder han dog TDC til at tænke sig godt om, inden selskabet kaster sig ud i opkøb.

TeliaSonera og Telenor har måske nok har haft held med at indtage Danmark i en grad, som TDC ikke har kunnet give noget modsvar i Norge og Sverige.

Investeringerne i Danmark har bare været for voldsomme, mener Rune Møller.

"Det gælder om at gøre gode forretninger, og selvom Telia og Telenor i dag står stærkest, har det aldrig været nogen god investering for dem – og det tror jeg heller aldrig, at det bliver. Den fejl må TDC ikke gøre," siger Rune Møller.

Han anslår, at Telia og Telenor hver har brugt 7-10 milliarder kroner på at bygge de danske forretninger fra bunden.

Konvergens kan afgøre kampen

Brian Troelsen fra IDC har i øvrigt svært ved at se, hvordan nogen af selskaberne skal kunne vokse særligt meget i Norden uden at købe op.

"Det er svært at se de tårnhøje vækstrater i Norden. IP-telefoni er måske det område, der vokser mest, og det er jo typisk en kannibalisering af deres eksisterende forretninger," siger han.

Brian Troelsen peger på, at kampen mellem de store teleselskaber kommer til at handle om, hvem af dem, der kan levere det bedste produkt til den billigste pris.

I fremtiden vil det bedste produkt i høj grad være det, der kan tilbyde kunderne den bedste og hurtigste forbindelse til enhver tid.

"Du står godt, hvis du er i stand til at levere den samlede pakke," siger IDC-analytikeren, og peger på at koblingen mellem IP-telefoni og mobilitet er et eksempel på dette.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere