Case mods: Anderledes indpakning til pc'en

Kun fantasien sætter grænser for, hvordan en pc kan komme til at se ud. Kabinettet kan modificeres efter behag, og man behøver altså ikke at finde sig i at have en grå, kedelig boks stående ved skrivebordet. Vi viser, hvad et par af vores læsere har gjort, og giver eksempler på, hvordan man selv kan peppe pc'ens udseende lidt op.

De gennemførte

Dette fantastiske gennemsigtige kabinet, der her ses skråt bagfra, har fået navnet ClearCase 1.0.
Et case mod er et modificeret kabinet. Case mods kan opdeles i to forskellige klasser: De letkøbte og de gennemførte. Sidstnævnte er dem, hvor en glad computer-entusiast virkelig er gået til makronerne for at skabe en pc, der ikke ligner nogen anden i verden.

Hvis man er den opfindsomme type og har et vist gå-på-mod, er det bare om at komme ned i det lokale byggemarked og hente materialer og derefter sende bud efter alverdens smarte elektronik, der kan pynte på vidunderet. Alternativt kan man tage noget allerede eksisterende og omdanne til et kabinet, for eksempel en brødkasse eller en benzindunk. Selvfølgelig skal man også bruge det rette værktøj til at skære i metal, plexiglas eller hvilke materialer, man nu vil benytte til sit nye kabinet.

Særligt plexiglas er en klar favorit hos folk, der vil modificere kabinettet. Plexiglas tillader nemlig, at man kan se ind til sin hardware, og at lys fra indvendige lamper kan trænge ud. Endvidere kan det skæres ud i passende stykker og bøjes efter behag.

Vores læser Klaus Gejl har fremstillet et gennemsigtigt kabinet af plexiglas og træ.
En flok blå lysdioder, særlige kabler og væskekøling har sat prikken over i'et. Kabinettet hedder ClearCase 1.0, og det har fået sit eget website.

Så længe man ikke skiller strømforsyningen ad, skulle man ikke gerne komme ud for en spænding på mere end 12-13 volt i pc'en, og man skal ikke være bange for at komme til skade. Derimod er den følsomme hardware selvfølgelig i fare, når man begynder at rode rundt med den.

De letkøbte

Hvis man ikke har evnerne eller tiden til at skabe et nyt kabinet helt fra bunden, kan man springe over, hvor gærdet er lavest og købe færdige produkter, der kan forvandle det kedelige grå pc-system til noget mere spændende for nogle hundrede kroner.

Her har vi udstyret en pc i et AOpen H600B kabinet med et plexiglasvindue og en blå koldkatode-lampe, også fra AOpen. Lampen er for øvrigt lydfølsom, så den kan blinke i takt med eksplosionerne i Unreal Tournament.
Man kan vælge at købe en veldesignet Mac fra starten af, men hvis man holder sig til pc'er, er der især tre ting, der er populære og nemme at have med at gøre: En gennemsigtig rude i kabinettet, et katoderør til at oplyse den herlige hardware og runde IDE-kabler til at afløse de brede fladkabler.

Der findes adskillige kabinetter på markedet, hvortil man kan købe en sideplade med indbygget vindue. Så har man frit udsyn til den hardware, som man har købt i dyre domme. Bundkort og grafikkort kan fås i farvestrålende udgaver, og så skal komponenterne jo ikke bare spærres inde i en lukket kasse.

Kabinettets indhold ser endnu bedre ud, hvis det er oplyst. Her kan man bruge de ret kraftigt lysende koldkatoderør. De fås i forskellige farver, kan nemt monteres et sted i kabinettet og kan tilsluttes et af de strømstik, der udgår fra strømforsyning.

Lidt orden i systemets ledningsspaghetti hjælper på skønhedsværdien. Her kan runde IDE-kabler, gerne i en flot metallisk farve med selvlysende effekt, peppe pc'ens indre lidt op. Og så slipper man for de sædvanlige brede, grå IDE-kabler til harddiske og cd/dvd-drev.

Så mangler man bare at tilføje en håndfuld farvestrålende lysdioder og et par blæsere med indbygget lysshow, så er der fuld fart på maskineriet, og man har en pc, der absolut ikke ligner naboens.

Der er en hel del danske websites, der beskæftiger sig med case mods. For eksempel kan man læse vejledninger i case modding og se billeder af forskellige danske modificerede kabinetter på Case-mod.dk.

Stadig flere forhandlere tilbyder udstyr til case mods, og enkelte af dem har endda specialiseret sig i disse produkter. Vi nævner i flæng CyberBox, Chippen.dk, G-data og StudieData.

Elektrisk støj

Det bør nævnes, at der faktisk er en fornuftig forklaring på, at man ikke ser flere sjove pc'er i sjovt udformede eller gennemsigtige kabinetter ude hos forhandlerne.

Denne firkantede computer med indbygget lyseffekt kaldes Ice Cube.
Producenter og forhandlere skal nemlig efterleve det ret skrappe EMC-direktiv, der sætter grænser for elektromagnetisk støj fra apparater. Direktivet påbyder, at apparater skal være konstrueret på en sådan måde, at de ikke frembringer elektromagnetisk støj, der kan forstyrre andre apparater, og at de ikke selv kan blive forstyrret af støj fra andre apparater.

Den nemmeste måde at beskytte computeren fra at udsende eller modtage elektromagnetiske forstyrrelse er at bruge et metalkabinet. Hullerne i kabinettet, for eksempel til blæsere, skal være forsynet med en form for gitter, som forhindrer de elektriske bølger i at slippe ud.

Hvis man eksempelvis erstatter en del af kabinettet med en plexiglasplade, stiger mængden af elektromagnetisk stråling, der undslipper pc'en. For forhandleren betyder det, at det er forbudt at sælge sådanne pc'er.

Til gengæld må forhandlerne godt sælge udstyr, så man selv kan forvandle sin pc til noget mere spændende. Så skal man selvfølgelig være opmærksom på risikoen for, at man forstyrrer omgivelserne. Men hvad gør man ikke for at have en pc, der skiller sig ud fra mængden.

Til sidst kan vi ikke nære os for at vise en anden case mod, nemlig Ice Cube - en metalterning med blåt lys i toppen, hvor knapper, dvd-drev og diskettedrev er gem bag den diskrete låge på fronten. Utroligt flot design. Flere udenlandske case mods kan ses i en tidligere artikel.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere