Yahoo mærker måske en afkøling i den amerikanske økonomi på firmaets annoncevækst.
Det sagde Terry Semel, koncernchef hos Yahoo tirsdag.
- Vi oplever en nedgang på både bil- og finansannoncer, som er de to største annoncemarkeder, siger han.
Begge annoncemarkeder er kølet af gennem de sidste tre til fire uger. Men ikke så meget, at de ikke stadigvæk vækster, fortæller Terry Semel.
- De vokser, men de vokser ikke så meget som vi havde håbet på nuværende tidspunkt, siger han.
Yahoo understreger, at de ikke er sikre på, om faldet er tegn på en generel afmatning, eller om faldet alene vedrører de to følsomme markeder.
Ligeledes understreger firmaet, at generel afmatning på de to markeder ikke behøver betyde en afmatning i amerikansk økonomi generelt.
Faldet i annoncevæksten på internettet kan skade udviklingen af nye netsider, fordi meget indhold er afhængig af annoncesalg.