It skal give plads til fejl

It er nøglen til de tilfældigheder, der skaber innovation, mener amerikansk Harvard-professor på gæstevisit i Danmark.

Da Alexander Flemming opfandt penicillinen, var det, fordi han ved en fejl tabte et stof ned i en petriskål med bakteriemasse og opdagede, at bakterierne ikke voksede der, hvor han havde tabt væsken.

Tilsvarende tilfældigheder skete under opfindelsen af fotografiet. Mens det endnu ikke var lykkedes kunstneren Louis Daguerre at fremstille et fotografi, placerede han lidt tilfældigt et ufærdigt billede i et skab, hvor en anden person havde spildt kviksølv. Kviksølvdampene gjorde billedet klart og tydeligt.

Ifølge professor ved Harvard Business School (HBS) Robert Austin spiller fejl, uheld og tilfældigheder ind ved de fleste store opfindelser og innovationer.

Innovation indeholder tilfældigheder

– Jeg kan godt lide historierne, fordi de viser to ting: At opfindelserne beroede på tilfældigheder, og at opfinderne var i stand til systematisk at lære af fejlene, siger han og pointerer, at innovation altid indeholder et element af tilfældigheder.

Hans agenda er, at de tilfældigheder skal informationsteknologien hjælpe med at understøtte.

– It vil være hele nøglen til at udvikle den proces, siger han.

Kreativ dansk kultur

Robert Austins fremtidsscenarium kræver uddybninger, og Computerworld møder ham i det gamle hovedkvarter for Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor Copenhagen Business School har placeret flere af sine afdelinger.

Blandt dem Ole Fogh Kirkebys Center for Kunst og Ledelse, og det er netop under hans paraply, at Robert Austin er i Danmark.

Baggrunden for hans danske besøg, der hænger nøje sammen med den danske kreative og innovative kultur, vender vi tilbage det. Først hans syn på, hvordan it kan bidrage innovativt.

For den tidligere CIO hos Ford og nuværende professor hersker der ingen tvivl om, at it er den længe ventede nøgle, der vil sætte skub på innova­tionsudviklingen. Forudsætningen er et brud med den industrielle tankegang, og det er den største barriere, mener han.

Agil softwareudvikling

De industrielle tanker går ud på at planlægge og strukturere – og eliminere antallet af fejl. Helt modsat er den innovative tankegang, som Robert Austin tydeligst ser hos de udviklere, der arbejder med agile software development.

– Programmørerne skaber værdi ud af inkonsistens. Selv hævder de, at deres softwareudvikling er en kunstform og ikke et resultat af en struktureret proces. Tesen er, at man skaber en prototype. Virker den ikke, forsøger man igen – og igen og igen. Og afhængig af, hvor ofte man gentager processen, ender man muligvis med at skabe et helt andet produkt, forklarer Robert Austin, der bruger ordet “ideation” flere gange, som i denne forbindelse bedst kan oversættes til idédannelse.

Pointen er at skabe værdi ud af inkonsistens – hvilket er svært og møder meget modstand.

– På softwareudviklingsområder forsøger man at indføre kvalitative måleparametre i processen. Det er efter min mening helt absurd. Har du standardiserede processer, producerer du ikke nye ting, men gamle ting, siger han og peger på den tradition, der først skal brydes:

– Der findes mennesker, der har brugt lang tid på at overbevise folk om, at man skal planlægge, før man foretager sig noget, så man kan levere et færdigt produkt første gang. Den agile tankegang er modsat. Her planlægger man ikke noget, siger Robert Austin.

It er nøglen

Ifølge Robert Austin vil it bidrage med nøglen, der kan bryde tankegangen, der logisk blev skabt efter industrialiseringen. Her skilte man typisk design fra produktionsapparatet.

Tidligere producerede en smed en kniv til en kunde. Det industrielle produktionsapparat leverede til gengæld masseproducerede knive i høj kvalitet, men muligheden for at skabe nye produkter blev begrænset af det tunge produk­tionsapparat.

Det er præcis i det element, at it vil skabe revolutionen, mener Robert Austin.

– Indtil nu har it skabt værdi ved at tage eksisterende processer og gøre dem mere effektive. Jeg kalder det “split dem, rutinificer dem, digitaliser dem og automatiser dem”. Helt fin metode. Men efterhånden har vi høstet alle de lavthængende frugter ved den slags it-arbejde – og det er jo lige præcis den type funktioner, vi efterfølgende outsourcer til lande med lavere lønomkostninger, siger Robert Austin.

Uanede muligheder

Professoren henviser til, at vi skal bruge it på en helt anden måde, som vil skabe så meget værdi, at vi endnu slet ikke kan forestille os betydningen.

Flere steder prøver man allerede kræfter med it som simuleringsværktøj, men det er fortsat svært at nedbryde industrialiseringstankegangen, forklarer han.

Hos et medicinalfirma, for hvem innovation af nye produkter er altafgørende, forsøgte man at automatisere udviklingsprocessen. Men man glemte det menneskelige element. Ganske vist rullede maskineriet derudaf, og nye kombinationer af kemikalier blev skabt. Men resultaterne udeblev, fordi ingen opdagede eller registrerede de værdiskabende fejl og overraskelser, der dukkede op undervejs.

Det simrer i luften

– De lærte ikke af fejlen og var ikke i stand til at se værdien, når den var der, forklarer Robert Austin.
Ifølge professoren sker der allerede en masse på innova­tionsområdet ude i virksomhederne, men typisk foregår det langt fra it-afdelingen. Som en af hans kollegaer udtrykker det: Det simrer i luften – man kan mærke det.

– Tankegangen er ved at vende. Jeg tror, at vi vil se effekten om 10 til 15 år, siger han.

Robert Austins ophold i Danmark er ikke direkte relateret til it, men hænger ifølge Harvard-professoren sammen med, at danske virksomheder er i stand til at forme og udvikle kreativiteten, der gør virksomheder og produkter i stand til at differentiere sig fra hinanden. Derfor studerer han virksomhedskulturen, der slutteligt skal munde ud i et kursus på Harvard Business School, der hedder Managing the Creative Economics.

– Når jeg går ind i en boligbutik her i Danmark, er det som at vandre ind på Museum of Modern Art i New York, og det tyder på, at danske virksomheder er i stand til at differentiere sig ud over det sædvanlige.
Han mener, at det hænger sammen med samfundsøkonomien.

Noget sundt i Danmark

– Den dyre sociale infrastruktur, som mange virksomhedsledere historisk har set som et handicap, kan vise sig at være en fordel i forhold til innova­tionen. Det faktum, at det koster meget at hyre en ansat i Danmark, tvinger virksomhederne til tænke meget innovativt, mener Robert Austin, der baserer sin argumentation på relativt nye konklusioner fra the Economist Intelligence Unit, der spotter Danmark som det bedste sted at drive virksomhed om fem år.

– Der sker noget interessant i det nordlige Europa – men dem, der bor her, ser det ikke. Sommetider oplever jeg, at Danmark forsøger at tilnærme sig de måder, man gør tingene på i USA – måder, som jeg ikke anser for fremtidssikrede. Husk på: Det er ikke altid, hvad de andre gør, der er det bedste, lyder den slet skjulte opsang fra Robert Austin.

FAKTA - Innovationen får vinger

Hvordan kan it optimalt set bidrage til innovationsprocessen? Robert Austin bruger en flyfabrik som eksempel: Skal man skabe en helt ny type fly, kræver det for det første en omorganisering af hele fabrikken og alle ansattes arbejdsfunktioner. For det andet skal man teste, om det nye fly overhovedet kan lette og flyve – det er dyrt at se på, at et fly styrter ned. Med andre ord skal man planlægge, før man udfører, og det gør processen meget dyr.

– Lad os flytte flyfabrikken til næste niveau. It kan håndtere det, der tidligere var meget dyrt. It kan simulere en reorganisering af fabrikken og simulere test af de nye flytyper. Dermed kan man spare en masse penge og opdage, at flyet ikke virker, til en meget billigere pris. Men det er ikke engang den største effekt. Før kunne man prøve et eller to fly for de samme penge, som man nu kan prøve måske 1.000 gange, og dermed øges chancen for flere uventede begivenheder, der kan resultere i den værdifulde innovation, siger Robert Austin.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere