Intel på tilbud

Kombinationen af Intels lavpris-processor Celeron og et chipsæt med integreret grafik betyder en billig pc. Vi tester et system med 1,7 GHz Celeron på et bundkort med Intel 845G chipsæt med Extreme Graphics. Systemet er ikke just lynhurtigt, og sammenligningen mellem den integrerede grafikløsning og et GeForce2 MX grafikkort falder ikke heldigt ud for Intel.

Den nye Celeron

Som vi skrev for nylig, er Intels lavprisprocessor Celeron kommet op på 1,7 GHz. I den forbindelse blev den gamle Pentium III-lignende model afløst af en ny type Celeron, der i arkitektur ligner Pentium 4 til forveksling, men hvor L2-cachen er sat ned til 128 kilobyte.

Celeron minder om Willamette, der er den første version af Pentium 4. Begge er de fremstillet med 0,18 mikron teknologi, og systembussen er 400 MHz. Til sammenligning er de nyeste Pentium 4 fremstillet med 0,13 mikron teknologi, og busfrekvensen er sat op til 533 MHz.

Vi har kigget nærmere på den nye processor, der i øvrigt let kunne overclockes til den rigtige side af 2 GHz. Vi satte Celeron i et bundkort med Intels nye 845G chipsæt til DDR RAM, og dette chipsæt er interessant, fordi det har integreret grafik, der ifølge Intel skulle være helt i topklasse.

Selv kalder Intel grafikløsningen for "Extreme Graphics", og der skal da heller ikke herske tvivl om, at chipsættet kan levere noget bedre grafik end tilfældet er for chipsættene i 810- og 815-serierne. Det siger bare ikke så meget, men det kommer vi tilbage til.

Som discount-processor skal Celeron konkurrere mod AMD's Duron, som fås med frekvenser på op til 1,3 GHz. Vi har tidligere testet et system med 1,3 GHz Duron, og når vi forsøger os med en lignende pc med en 1,7 GHz Celeron og DDR RAM, kommer Duron ud som vinder - til trods for, at den er noget billigere.

1,3 GHz Duron er cirka 10 procent hurtigere end 1,7 GHz Celeron i rå processorydelse, så Duron er tilsyneladende stadig det bedste køb på lavpris-markedet. Til gengæld skal vi nok ikke vente længe på hurtigere Celeron-processorer fra Intel.

Extreme Graphics?

Integreret grafik bliver aldrig guf for spillefuglene. Vi har at gøre med en grafikydelse, som vi skal et par generationer grafikkort tilbage for at finde magen til. Med andre ord: "Extreme Graphics" kan ikke ligefrem levere nogen ekstrem høj grafikydelse.

Til kontor-pc'er, hvor behovet for en høj 3D-grafikydelse ikke er højt, kan integreret grafik såmænd godt gå an. Hvis man derimod vil afvikle 3D-applikationer, er man langt bedre tjent med et godt, gammelt GeForce2 MX grafikkort, som den integrerede grafik i 845G ifølge Intel skulle kunne konkurrere med. Det afslører vores test.

Sådan et grafikkort koster dog stadig omkring 500 kroner, og de penge kan man jo spare, hvis man kan nøjes med Intels "Extreme Graphics". Det er netop argumentet for at nøjes med den integrerede løsning, som sammen med Celeron skal gøre det muligt at bygge billige pc'er til de knap så krævende brugere.

En pc med 1,7 GHz Celeron og 845G chipsæt kan skrues sammen for en billig penge. Prisen for processoren er 83 dollar, mens chipsættet koster 46 dollar for bundkort-producenterne. Kan man nøjes med 845GL uden AGP-understøttelse, skal man slippe 33 dollar. Her får man altså processor og chipsæt inklusive grafik for under 1.000 kroner, og det er et tilbud, som virker tillokkende for mange pc-producenter.

Man kan dog også få AMD-systemer med integreret grafik til en rigtig god pris, så man skal kigge sig godt for, hvis man er på markedet efter en billig pc.

Langsom 3D-grafik

Vi testede grafikydelsen på en maskine med et Epox 4G4A+ bundkort med Intel 845G chipsæt. Der var 256 megabyte PC2700 DDR RAM og en Maxtor D740X harddisk i maskinen, og styresystemet var Windows XP. Alle test blev afviklet med 32 bit farver.

Til forskel fra bundkort med Intel 845GL chipsæt er bundkort med 845G udstyret med en AGP-port til et separat grafikkort. Det gør det nemt at sammenligne ydelsen fra den integrerede grafik med ydelsen fra et GeForce2 MX grafikkort.

Lad det være sagt med det samme: Et separat grafikkort er klart at foretrække, hvis man benytter applikationer med 3D-grafik. Det efterhånden forældede GeForce2 MX grafikkort er mere end dobbelt så hurtig som Intels 845G i 3D-spil - i høje opløsninger endda langt mere.

I forhold til nyere grafikkort mangler Intels Extreme Graphics også en hel del faciliteter, for eksempel Enviroment Bump Mapping og Pixel Shader. Især sidstnævnte vil spille en stadig større rolle i nye spil.

I de laveste opløsninger kan man såmænd godt tage sig et rask spil Quake III med 845G-grafik, men man skal ikke ret højt op i opløsning eller grafikkvalitet, får maskinen hakker voldsomt i det.

I opløsningen 1024x768 i højeste kvalitet kan pc'en ikke levere mere end 16 billeder i sekundet, og det er slet ikke nok til en god spiloplevelse.

Test/Grafikløsning845G chipsætGeForce2 MX
Content Creation Winstone 200222,0 point23,5 point
3DMark2001 SE, 1024x7681.193 point2.316 point
3DMark2001 SE, 1280x1024620 point1.333 point
3DMark2000, 1024x7681.899 point3.307 point
3DMark2000, 1280x1024836 point2.034 point
Quake III Arena 640x480 normal42,5 fps105,4 fps
Quake III Arena 1024x768 højeste kvalitet15,6 fps47,7 fps
Quake III Arena 1280x1024 højeste kvalitet 9,5 fps30,2 fps
Quake III Arena 1600x1200 højeste kvalitet 5,4 fps 19,2 fps

Hver gang vi forsøgte at afvikle benchmark-programmet 3DMark 2001 SE i opløsningen 1600x1200, gik maskinen simpelthen ned, når 845G skulle stå for grafikken. Det skyldes sandsynligvis, at den integrerede grafikløsning ikke har egen hukommelse, som tilfældet er for grafikkortet. I stedet låner chipsættet op til 48 megabyte fra systemhukommelsen. Det kan ikke undgå at gå ud over den samlede systemydelse, og teknologien fungerer åbenbart ikke helt tilfredsstillende.

Man må konkludere, at den integrerede grafik ikke er tilstrækkelig til 3D, og manglerne ved denne løsning vil blive endnu mere åbenbare, efterhånden som nye spil kommer på markedet. Hvis man kan nøjes med 2D-spil, kan 845G eller 845GL godt bruges, men også ved afvikling af krævende 2D-applikationer under Windows er maskinen hurtigst med et grafikkort. Content Creation Winstone 2002 viste en forskel på syv procent.

Er man ude efter en pc med Pentium 4 eller Celeron, bør man således gå uden om bundkort med 845GL chipsæt - med mindre man udelukkende skal benytte pc'en til kontor-applikationer, der ikke kræver den store grafiske ydelse.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere