GateLock: En sikker forbindelse

Trend Micro GateLock er en lille boks, der på en nem måde kan sikre mod uvedkommende indtrængere og virus i e-mails til hjemme-pc'en. Vi har testet boksen, der kan gøre livet lettere for mange almindelige netbrugere, for GateLock har indbygget firewall, og det er slut med at bekymre sig om opdateringer til antivirusprogrammet. Det klarer GateLock helt automatisk, når man er koblet op på en fast forbindelse. Den er dog ikke helt idiotsikker.

Antivirus og firewall

GateLock X200 fra Trend Micro er en lille sort boks, der sættes mellem den faste internetforbindelse og pc'en eller hjemmenetværket. Her fungerer den både som firewall, der forhindrer uvedkommende i at snuse rundt på brugerens pc, og som beskyttelse med de virus, der kan være i filer vedhæftet e-mails.

GateLock scanner alle ind- og udgående e-mails, der passerer portene til SMTP og POP3. Dertil kommer, at vedhæftede filer på webbaseret e-mail gennem Hotmail, Yahoo eller AOL også kontrolleres for virus. Boksen virker med alle styresystemer.

GateLock yder ikke helt samme beskyttelse mod virus som de sædvanlige antivirus-programmer, og løsningen er absolut ikke idiotsikker. For eksempel virker GateLock ikke mod virus, som man utilsigtet henter via HTTP eller FTP, eller som ligger på en diskette.

Til gengæld er GateLock nem at have med at gøre, og den vil kunne forhindre langt de fleste angreb på hjemmecomputeren.

Dertil kommer, at pc'en får bedre systemydelse, idet man ikke behøver at have en firewall eller et antivirus-program kørende i baggrunden - hvis man da kan leve med den lille risiko for, at virus kommer ind i maskinen ad andre veje end gennem e-mail.

Vi har testet GateLock med tilnavnet X200, og den er utrolig nem at installere og opsætte.

Netværkskablet fra den faste forbindelse tilsluttes boksen, og et andet medfølgende kabel forbinder GateLock med pc'en. Man kan også tilslutte en hub, hvis man har flere computere i et lokalt netværk, og GateLock kan fungere som DHCP-server, der kan tildele IP-adresser til op til 32 pc'er i netværket. Derudover skal GateLock have strøm fra en ekstern strømforsyning.

Efter installationen krævede vores Lotus Notes-klient nye indstillinger for at fungere, og vi kunne ikke umiddelbart få lov til at skrive ud på en netværksprinter. Dette er dog mest at betragte som en bekræftelse af, at målgruppen for GateLock er den gennemsnitlige internetbruger, der er tilkoblet via ADSL eller kabel, og ikke mere avancerede brugere, der roder med komplekse netværk.

Web-interface

Konfigurationen af GateLock foregår via et web-interface. Man indtaster boksens IP-adresse i browserens adressefelt, og så er man i gang. Her kan man blandt andet sætte indstillingerne for virusbeskyttelsen og firewall. Vigtigst er, at man kan få GateLock til at opdatere virussignaturer automatisk hvert døgn, så man aldrig mere behøver at bekymre sig om virusprogrammer, der ikke er opdaterede.

Man skal dog først registrere sig, før opdateringsfunktionen virker, og der følger kun et års opdateringer med produktet. Derefter må man atter gribe til pungen.

Hvis GateLock finder en virus i en fil, bliver filen renset, og en meddelelse om den opdagede virus bliver indsat i mailen. Man kan også vælge, at inficerede filer skal slettes med det samme, eller at GateLock bare skal lade filen slippe igennem.

Hvis man ønsker en tilbundsgående virusscanning af alle filer på computeren, kan man benytte Trend Micros online-scanner HouseCall direkte fra GateLocks web-interface.

Der er tre forskellige simple firewall-indstillinger at vælge imellem, men man kan også gå i detaljer med, hvilken indgående og udgående trafik, man tillader. Det er for eksempel nødvendigt, hvis man har sit eget website kørende hjemmefra. Så skal andre surfere jo have adgang til serveren.

Man kan bede GateLock om at sende en e-mail, hvis pc'en bliver angrebet udefra, og der gik da heller ikke mange minutter, får vi blev underrettet om forsøg på port-scanninger.

GateLock kommer på markedet sidst på sommeren, og prisen bliver knap 1.600 kroner med moms. Efter det første år koster virusopdateringerne cirka 260 kroner årligt. Som forbruger burde man nok slippe lidt billigere, og GateLock må være et oplagt produkt at sælge i en pakke sammen med en hurtig internetforbindelse. Her kan internet-udbyderne tilbyde kunderne en sikkerhedsløsning, som selv de mest tungnemme skulle være i stand til at få til at fungere.

GateLock er et godt tænkt produkt, som er værd at bygge videre på. Et endnu mere lækkert produkt ville fremkomme, hvis man byggede GateLock sammen med en trådløs basestation, så man blev fri for netværkskabler. I øvrigt må antivirus- og firewall-funktioner være næste trin i udviklingen af netkort til indbygning i computeren. Allerede nu kan man få netkort med firewall-faciliteter, så hvorfor ikke også antivirus, der selv holder sig opdateret?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere