IDF: Den trådløse chip

Intel vil bygge radiosendere ind i mikrochips, så man kan være sikker på, at der altid er adgang til internettet. Generelt var trådløs kommunikation kodeordene på Intels udviklerkonference, som netop er blevet afholdt i München. Desuden blev processoren Banias til bærbare pc'er demonstreret, og der var testresultater for Itanium II - og meget mere.

Chips med radio

Vi har tilbragt ugens tre første dage sammen med mere end 1.000 udviklere, der deltog i Intel Developer Forum (IDF) for Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA). På den halvårlige konference, der er en udløber af den fire gange større konference i USA, kan udviklerne blive klogere på Intel-produkter og udveksle erfaringer. Man kan lytte til en række taler fra Intels chefer fra forskellige afdelinger og deltage i nogle af de 90 mere eller mindre tekniske seminarer med emner som kodeoptimering til Itanium-systemer eller konstruktion af små Pentium 4-pc'er.

Konferencen er dog lige så meget et PR-arrangement fra Intels side. Der var inviteret 200 pressefolk fra hele Europa, her iblandt PC World Onlines udsendte.

At konferencen var europæisk forhindrede ikke, at talerne blev holdt af en flok amerikanske Intel-folk i firmauniformen bestående af en lyseblå, kortærmet skjorte og mørke bukser. Den mest visionære tale kom fra Pat Gelsinger, der kan kalde sig Vice President og Chief Technology Officer for Intel.

Chip med radio
Han fortalte om "Radio Free Intel" - hvordan Intel har planer om at bygge radiosendere og -modtagere ind i chips, så man så at sige får muligheden for trådløs kommunikation foræret, når man køber en processor.

Radiodelen skal understøtte adskillige trådløse standarder, for eksempel både Bluetooth, lokale netværk efter 802.11-standarderne samt GPRS eller UMTS.

Det varer mange år endnu, før chipsæt eller processorer har indbygget radiosender, men Intel er nået langt med planerne om at integrere alle de komponenter, man finder i en mobiltelefon, ned på en enkelt chip. Udfordringen består først og fremmest i at opbygge radiosenderen med den samme CMOS-teknologi som processoren og hukommelsen, og det er allerede lykkedes for firmaet.

Trådløs og hurtig

Trådløse netværk er blevet populære, og på IDF kunne man da også komme trådløst på nettet via WLAN-standarderne 802.11a eller 802.11b. Som vi skrev forleden, har Intel netop lanceret trådløst netværksudstyr, der følger 802.11a-standarden. Med 802.11a kan der overføres data med op til 54 megabit i sekundet, mens 802.11b kun kan klare 11 Mbit/s.

I forbindelse med IDF lancerede Intel også et dualband access point, som både understøtter 802.11a og 802.11b. Med sådanne basestationer slipper man for at kassere sit gamle trådløse netværksudstyr, når man køber nyt. Intel satser generelt på at udvikle chips, der understøtter flere af 802.11-standarderne, inklusive den kommende 802.11g.

Selvfølgelig arbejder Intel på at øge sikkerheden i de trådløse netværk, og her er den kommende 802.11i-standard tilsyneladende svaret.

Endnu savner man også en nem og fleksibel betalingsordning for adgang til offentlige trådløse netværk. Det skal helst være lige så nemt og overskueligt at skifte mellem forskellige trådløse netværk, som det er at skifte mellem operatører med mobiltelefonen - den såkaldte roaming.

Intelligent roaming
Man skal ikke bare kunne skifte mellem forskellige trådløse lokale netværk, men også mellem forskellige typer af netværk.

Intel demonstrerede en software-teknologi kaldet intelligent roaming, hvor en streamet video blev fremvist på en bærbar pc, der først var tilkoblet et almindeligt kablet Ethernet netværk. Netkablet blev hevet ud, og pc'en fandt selv ud af at skifte til det trådløse lokalnetværk. Når et nyt netkabel blev sat i, skiftede pc'en tilbage igen, vel at mærke uden på noget tidspunkt at miste forbindelsen med den server, der sendte videoklippet.

Denne intelligente roaming skal virke med andre former for trådløse forbindelser som GPRS eller Bluetooth. På grundlag af foruddefinerede politikker skal pc'en selv finde ud af at opnå den bedst mulige forbindelse til internettet.

IDF bød også på en demonstration af en mulig afløser til Bluetooth. Ved at anvende et meget stort frekvensområde fra tre til ti gigahertz, kan båndbredden for kommunikation på korte afstande komme helt op på 500 megabit i sekundet. Demonstrationen bød på en hastighed på 100 megabit i sekundet på en afstand over få meter ved hjælp af en teknologi, som Intel kaldet Ultra Wideband.

Billig optik
For dem, der forlanger højere hastighed, er der ingen vej uden om kablerne. Med købet af danske Giga viste Intel, at de har tænkt sig at spille en rolle inden for optiske netværk, og der arbejdes på at få optiske kredsløb integreret i siliciumchips. På længere sigt er målet at få 10 gigabit Ethernet helt ud til hjemmene.

Lyslederkabler kan rumme lys med mange forskellige bølgelængder, og dermed kan der transporteres store datamængder hurtigt. I dag skal man bruge store og meget dyre mekaniske optiske filtre for at frasortere enkelte bølgelængder, men som en demonstration viste, vil dette job i fremtiden kunne klares med en chip til omkring 5.000 kroner.

Sådanne teknologier er med til at gøre optiske netværk billigere, og når optik og elektronik integreres, får alle råd til de hurtige optiske forbindelser. Der vil dog gå mange år, får xDSL bliver afløst af lyslederne.

Banias og Itanium 2

De trådløse teknologier skal benyttes i mobile enheder som for eksempel bærbare pc'er. På dette område kommer der også snart nyt fra Intel, hvis israelske afdeling har brugt de sidste par år på at konstruere en helt ny processor helt fra bunden.

Processoren, der har kodenavnet Banias, er beregnet til de tynde og lette bærbare pc'er. Den er konstrueret til at have en pæn ydelse kombineret med et meget lavt strømforbrug. På IDF blev en maskine med processoren demonstreret, men det var småt med detaljer, ud over antallet af transistorer: 75 millioner.

Hurtigere end Sun
I den tungere ende af computer-spektret finder man Itanium 2, der lanceres officielt i løbet af de næste par måneder. Testresultater fra servere med denne 64-bit processor blev offentliggjort på konferencen, og ikke overraskende kan en Itanium 2 tilsyneladende give baghjul til den værste konkurrent fra Sun.

Ifølge Intel er en 1 GHz Itanium 2 cirka 30 procent hurtigere til heltalsberegninger end Sun UltraSPARC III med 900 Mhz, og for beregninger med kommatal er forspringet nærmere de 100 procent.

I forhold til første generation af Itanium er Itanium 2 forbedret på flere punkter, så ydelsen er fordoblet, selv om der stadig anvendes 0,18 mikron teknologi. Det betyder for øvrigt også, at software-udviklere bør optimere koden specielt til Itanium 2. Dette kan give 15-20 procent bedre ydelse.

Som kunde kan man overveje at springe den første udgave af Itanium 2 over, for en version fremstillet med 0,13 mikron teknologi kommer på markedet kort tid efter. Denne processor med kodenavnet Madison får højere frekvens, mindre strømforbrug og seks megabyte L3-cache. En lignende processor med kodenavnet Deerfield bliver optimeret til dual-systemer, og i 2004 kommer Montecito, der er baseret på 0,09 mikron teknologi.

Hukommelsen

Ind imellem kan det virke som om, at Intel er lidt bagud i den teknologiske udvikling. Det gælder for eksempel de seneste chipsæt med understøttelse af DDR RAM. Chipsæt i 845-serien understøtter PC2100 DDR RAM, mens flere andre chipsæt-producenter for længst har lanceret chipsæt, der kan klare PC2700 DDR RAM.

Her er svaret fra Intel, at de vil være helt sikre på, at produkterne virker 100 procent korrekt, før de lanceres. Standardiseringsorganet JEDEC godkendte først specifikationerne for PC2700 DDR RAM i april, og det tager tid at validere produkterne. Derfor er Intel ikke blevet klar til at understøtte PC2700 DDR RAM med 333 MHz endnu, og firmaet har kun hån tilovers for de producenter, der allerede nu praler med understøttelse af 400 MHz DDR RAM, der ikke vil blive standardiseret foreløbig.

Der er dog ingen tvivl om, at Intel kommer til at understøtte PC2700 DDR RAM i løbet af året - også officielt. Til næste år kommer der endda Intel chipsæt, der understøtter dual channel DDR RAM, så båndbredden fordobles.

I 2004 lanceres DDR-II med frekvenser mellem 400 og 667 MHz. Samsung har allerede demonstreret en DDR-II chip, og DDR-II efterfølges af DDR-III i 2005. For hver ny generation fordobles båndbredden.

Selvom snakken mest går om DDR RAM, er RDRAM ikke helt ude i kulden. Der vil længe endnu være et marked for RDRAM til de kraftigste pc'er, og efter PC1066 kommer PC1200 og PC1333, hvor sidstnævnte passer perfekt til den kommende Pentium 4 med en busfrekvens på 667 MHz.

RDRAM er lidt dyrere at producere end DDR RAM, men priserne på RAM-markedet afhænger mere af uforudsigelige markedsmekanismer end produktionsomkostninger, så RDRAM kan sagtens være konkurrencedygtigt.

Som det fremgår af ovenstående, kom man langt omkring i emnerne på forårets IDF. Hvis man er blevet nysgerrig omkring IDF EMEA, behøver man ikke tage langt væk for at deltage i næste udgave. Den finder nemlig sted i København d. 8-10. oktober.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere