Det japanske teleselskab NTT DoCoMo har slået dets egen rekord ved at presse den såkaldte 4G-mobilteknologi op på hele 2,5 gigabit per sekund.
Selskabet har tidligere demonstreret, at det er muligt at overføre med en hastighed på én gigabit, men den rekord er nu faldet.
20 kilometer i timen
Overførslen på 2,5 gigabit skete endda til et køretøj, der bevægede sig med 20 kilometer i timen.
Forsøget blev udført for at teste netværksteknologien MIMO, multiple-input multiple-output, med 4G-telefonien.
I testen blev der således anvendt seks antenner til at sende signalet for at øge effekten og båndbredden.
Samtidig ændrede NTT DoCoMo dataformatet fra fire til seks bit per transmission.
På den måde øgede selskabet antallet af bits, der kunne sendes per sekund ved samme frekvens som de tidligere forsøg.
Trods de japanske forsøg ligger 4G-telefoni endnu langt ude i fremtiden, da 3G endnu ikke er fuldt udbygget og heller ikke har nået sin maksimale kapacitet.
NTT DoCoMo har tidligere sagt, at selskabet tidligst forventer at begynde at udbygge et 4G-netværk i 2010.