Artikel top billede

(Foto: Julio Lopez/Unsplash)

Meta bruger konkurrents sprogmodel til intern kodning

Selvom Meta promoverer sine egne Llama-modeller som et alternativ til andre sprogmodeller, så har selskabet benyttet sig af konkurrenten OpenAI’s GPT-4-model til at forbedre interne kodningsværktøjer sammen med sine egne modeller.

Meta har i årevis positioneret sine egne Llama-sprogmodeller som et åbent alternativ til de lukkede modeller fra OpenAI, Google og Anthropic.

Men ifølge kilder, som har udtalt sig til Fortune, viser det sig dog, at Meta internt også benytter sig af OpenAI’s GPT-4.

Kombinationen bruges blandt andet i virksomhedens kodningsværktøj Metamate, der skal understøtte interne udviklingsprocesser, skriver mediet.

Mark Zuckerberg har tidligere fremhævet Llama’s open source-struktur som en markant fordel i forhold til de lukkede alternativer fra OpenAI og andre.

Alligevel lader dette dog ikke til at have holdt Meta fra at bruge OpenAI's GPT-4-model.

Metamate er Metas svar på værktøjer som GitHub Copilot og Anthropic Sonnet, der assisterer udviklere med at generere kode og besvare tekniske spørgsmål.

Mens Metamate primært drives af Llama, har OpenAI’s GPT-4 været integreret siden begyndelsen af året for at forbedre kvaliteten af værktøjets resultater.

Kilder fortæller mediet, at GPT-4 bidrager til mere præcise svar og bedre kodeoutput, afhængigt af brugerens forespørgsel og interaktion med værktøjet.

Den seneste version af Metamate er trænet på milliarder af tokens og indeholder fire gange så meget computerkode som den tidligere udgave.

Selvom medarbejderne generelt er tilfredse med værktøjet, beskrives dets ydeevne som på niveau med en menneskelig praktikant:

"Det klarer simple opgaver fint, men det kæmper stadig med mere komplekse programmeringsopgaver," fortæller en anonym kilde til Fortune.

Bruger ChatGPT flere steder

Meta’s brug af OpenAI’s teknologi stopper dog ikke ved Metamate.

Ifølge mediet anvender Chan Zuckerberg Initiative (CZI), den filantropiske organisation grundlagt af Meta-CEO Mark Zuckerberg og hans hustru, Priscilla Chan, også OpenAI’s ChatGPT.

CZI arbejder på at udvikle et uddannelsesværktøj, der integrerer ChatGPT som kernekomponent, men med en brugerdefineret overflade og yderligere AI-funktioner.

Værktøjet skal bruges til at styrke uddannelsesmuligheder og læringsplatforme, men Meta har ikke ønsket at kommentere yderligere på dette projekt.