Meta og OpenAI er ikke konkurrenter på SoMe-fronten, men det er de på AI-området, hvor Meta har lanceret sprogmodelserien Llama, mens OpenAI har GPT-serien.
Og når der er konkurrence i tech-verdenen – særligt i USA – bliver jura ofte involveret.
Det er også tilfældet denne gang. For Meta vil nemlig ikke have, at OpenAI går fra at være nonprofit til at være profitorienteret.
Derfor har Meta, som er selskabet bag Facebook, Instagram, WhatsApp og Threads, nu henvendt sig til den amerikanske stats Californiens generaladvokat, Rob Bonta, for at få undersøgt og om muligt stoppet OpenAI fra at blive profitabelt.
Det skriver Wall Street Journal.
Argumentet fra Metas side er, at det vil være unfair, hvis OpenAI kan bruge den teknologi, selskabet har udviklet som en nonprofit og pludselig udnytte dette til at tjene en masse penge.
Meta mener, at dette vil kunne føre til, at andre startups gør det samme, hvilket vil underminere tilliden til nonprofitorganisationer. Samtidig er der en række lovmæssige fordele ved at være nonprofit.
"OpenAI bør ikke have lov til at håne loven ved at tage og genanvende aktiver, det har bygget som en velgørende organisation, og bruge dem til potentielt enorme private gevinster," skriver Meta i et brev til generaladvokaten ifølge mediet.
Forvrænger markedet
OpenAI har allerede bevæget sig i for-profit-retningen, da selskabet i 2019 oprettede selskabet OpenAI LP, som er et selskab, der tager en såkaldt ’capped profit’, hvilket dækker over en profit med et loft på.
Dette skete blandt andet for at kunne finde investorer, og her fik selskabet en milliardinvestering fra Microsoft, som i dag er storaktionær i AI-selskabet. Kritiske røster mener, at OpenAI konstant bevæger sig mere mod den profitable model.
Metas advarsel til generaladvokaten påpeger, at nonprofitorganisationer modtager skattefordele, og pengene fra disse skattefordele er blevet brugt til at skabe OpenAI’s produkt.
"Dette ville forvrænge markedet ved i det væsentlige at kræve, at enhver startup, der søger at forblive konkurrencedygtig, anvender den samme playbook," skriver Meta videre.