Traditionelt beskrives AGI – eller almen kunstig intelligens - som kunstig intelligens, der kan udføre enhver intellektuel opgave på niveau med - eller bedre end - et menneskeligt sind.
Men for OpenAI og Microsoft er AGI blevet et finansielt koncept.
Ifølge deres aftale anses AGI for opnået, når OpenAI udvikler en AI-model, der kan generere en fortjeneste på mindst 100 milliarder dollar, skriver The Information.
Langt fra målet
Men et mål om en fortjeneste på 100 milliarder dollar er dog ikke noget, der står skrevet i kortene for OpenAI i den kommende tid.
Udgifterne til træning af avancerede AI-modeller har vist sig at være astronomiske, og virksomheden har efter sigende tabt flere milliarder dollar i 2024.
Først i 2029 forventer OpenAI at blive profitabel.
Ironisk nok kan det være i virksomhedens interesse, at AGI ikke opnås for hurtigt – især hvis det giver tid til at sikre flere investeringer og udvikle teknologien yderligere, skriver mediet.
Konflikter mellem Microsoft og OpenAI
Microsoft, som er en af OpenAIs største partnere og investorer, har en anden tilgang til AGI.
Tech-giganten ønsker nemlig at integrere avanceret AI i sine produkter som Copilot, der ideelt set skal kunne udføre opgaver lige så godt som menneskelige ansatte i virksomhederne.
Men OpenAI har efter sigende planer om at holde AGI-teknologi uden for kommercielle partneres hænder.
Denne uenighed i tilgang skaber ifølge mediet spændinger mellem de to virksomheder, da Microsoft har betydelige interesser i at kommercialisere teknologien.
Interne stridigheder i OpenAI
Internt i OpenAI er der også uenighed om, hvordan AGI skal udvikles og anvendes.
Den ikke-kommercielle del af organisationen har i øjeblikket kontrol over teknologien, mens CEO Sam Altman ønsker at flytte ansvaret til den kommercielle gren for at tiltrække yderligere investeringer.
OpenAI er i færd med en omstrukturering, der skal afsluttes i 2025.
Planen er at skifte til en profitdrevet organisation, selvom en non-profit gren vil blive bevaret. Det nuværende setup hæmmer virksomhedens evne til at øge indtægterne, som er nødvendige for at fortsætte udviklingen af avancerede modeller.
Det kan du læse mere om her: