Meta, der er moderselskab til Facebook, Instagram og Whatsapp, har i år fjernet over to millioner konti på selskabets sociale medier.
Dette skyldes, at dette var konti, der udøvede svindel – eller såkaldt scamming.
Det skriver selskabet i en udmelding.
”Alene i år har vi fjernet over to millioner konti knyttet til svindelcentre i Myanmar, Laos, Cambodja, De Forenede Arabiske Emirater og Filippinerne,” skriver selskabet.
Meta går efter organisationer, der ”målretter mennesker globalt gennem beskeder, dating, sociale medier og krypto- og andre apps for at overbevise dem om at 'investere' under falske forudsætninger.”
En af de store tendenser er ”pig butchering”, som dækker over en form for scamming, hvor personer under falsk identitet opbygger tillidsforhold til andre mennesker online. Herefter bliver dette tillidsforhold udnyttet til at manipulere ofret til at kaste flere og flere penge i en investeringsmulighed, som viser sig at være svindel.
Meta skriver, at denne type svindel primært stammer fra scam-centre i Asien, men at det foregår over hele verden.
Flere af svindlerne er endda selv blevet svindlet til at udføre scamming-arbejdet, meddeler Meta.
”Disse kriminelle scam-hubs lokker ofte intetanende jobsøgende med jobopslag, der er for gode til at være sande på lokale jobfora, fora og rekrutteringsplatforme for derefter at tvinge dem til at arbejde som online-svindlere, ofte under truslen om fysisk misbrug,” skriver selskabet og fortsætter:
”Omfanget og sofistikeringen af denne trussel er uden fortilfælde, og det amerikanske Institute of Peace vurderer, at op til 300.000 mennesker er tvunget til at snyde andre rundt om i verden af disse kriminelle grupper, med omkring 64 milliarder dollars stjålet på verdensplan årligt fra udgangen af 2023.”
Svindelnumrene er ofte centreret om kryptovaluta, falske lån og gambling. Det kan også være scammere, der udgiver sig for at være statslige ansatte og forsøger at presse folk.
Meta har de sidste to år intensiveret indsatsen for at minimere scam gennem politikker, teams der holder øje med scammere og samarbejde med myndigheder.