Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Første Fredag Efter Valget er en realitet, Refsvindinge har udgivet en julekalender, og vi skal have and på søndag. Det må siges at være noget af en weekend, som vi kigger ind i.
Så vær velkomne til en klumme, hvor jeg vil tale meget lidt om it og AI og i stedet svare på en masse mails og beskeder, som jeg har fået i den forløbne uge. AI og it (AIT?) findes nok også i næste uge.
Vi skal forbi hele 14 ting, så I burde være særdeles veloplyste om underlige ting til weekendens sammenkomster:
Vores fjenders ven, Kedelige Mænds Klub, Undskyld., MoiID, Færgemanden & guldskatten, vor tids mentale asbestskandale, sidste nyt om ADHD, Paraplymordet i 1978, Ikke-Station Stationer, Ikke-Ø Øer, datacentre i træ, Bogforum, terrorangreb på bryggerier og til allersidst historien om Tante Grethe. Spænd kysen.
The Manchurian Candidate
“I will vote only for people who I believe will defend and protect our Constitution. There are no candidates in the Democratic party who appear to have any interest in doing that.”
- en ven i USA i juli 2024
Det skrev han til mig, da jeg spurgte om han ville stemme på Trump.
Og efter ovenstående fortsatte han med at sige noget om middelmådige, mandlige atleter, der slår alle kvindernes rekorder. Og hvor feministerne, der skal forsvare kvinders rettigheder, pludselig er henne?
Dér tænkte jeg: Trump vinder. Og jeg tænkte på Randy Newmans tekst fra LP’en Good Old Boys fra 1974, hvor han om Lester Maddox sang:
Well, he may be a fool/
But he's our fool/
If they think they're better than him/
They're wrong.
De to store I’er (immigration & inflation) er reelt noget, der optager og bekymrer selv mine halvrige venner derovre, eksempelvis fordi deres børn har svært ved at bootstrappe en voksentilværelse med kæreste, bolig og job, selv om de arbejder hårdt og længe efter endt universitetsuddannelse.
Jeg har haft samtaler med dem, hvor jeg dokumenterede, at USA gør det så åndssvagt godt på det makroøkonomiske plan, at det halve sagtens kunne være nok. Men de kan bare ikke mærke det.
Priserne steg voldsomt i 2021, og deres voksne børn skal støttes økonomisk og moralsk - og er nogle gange nødt til at flytte hjem igen (boomerang kids).
Demokraterne fangede det med de to I’er for sent, eller de syntes måske, at de havde en bedre analyse af situationen.
Fint med fokus på abort. Men det var ikke det, der bekymrede kvinderne mest. Glimrende med diversitet og gratis kønsoperationer til fanger - men det var ikke det, der bekymrede flertallet mest.
Og præcist ligesom Reagan i sin anden valgperiode pludselig forstod, at latinamerikanere er konservative helt ind i knoglemarven (Gud, fædreland, arbejde, klare sig selv, osv) fik Trump deres stemmer, fordi han adresserede deres bekymringer.
Så man fik det Oprør Fra Midten, som nogle halv-socialister forsøgte i Danmark i 70’erne.
Men livet går videre, og der er mange ting, der kan muntre én op.
På selve dagen (5. november) var Sonja og jeg til koncert med Kygo i Arena, og det var fantastisk.
En kæmpe fest med 15.998 søde og dansende unge mennesker og så os to. Fedt, fedt, fedt.
Og han har lavet et nummer med noget ABBA-halløj (Gimme! Gimme! Gimme!) iblandet, og jeg skal da lige love for, at publikum kunne teksten. Så bliver det ikke bedre.
RAoK: Dull Men’s Club
RAoK står for Random Acts of Kindness.
På Facebook faldt Anders Kjærulff over et genialt opslag fra et pizzabud på Facebooksiden Dull Men’s Club, som smører folks knirkende hængsler med WD-40,når han åbner havelåger og opdager, at de tørster efter smørelse.
Det har han bare gjort i to år nu. Smukt.
Som Anders Kjærulff & jeg, der i en del år har haft som mål at rejse mindst én væltet cykel op om dagen. Idéen hermed givet videre.
Undskyld
Læser-Kaj var årvågen, og jeg confabulerede desværre i sidste uge som en bedre AI.
Han skrev:
“Nejjjj! Nu roder du flere ting sammen. Tykke Bertha rakte alt efter udgave op til 16,5 km, se https://de.wikipedia.org/wiki/Dicke_Bertha. Det er en anden kanon (hvilken?) med de 55 eller 42 km.”
Og det viste sig at være rigtigt. Jeg var ved en fejl endt ved et andet og større monster:
https://lex.dk/Bunkermuseum_Hanstholm
Undskyld! Og tak til Kaj.
Fnis: MoiID
Så solgte Nets sgu MitID til nogle franskmænd. Det er helt sikkert både godt og skidt.
Man kæmper jo en indre kamp som dansker: For fanden, hvor var postvæsenet ineffektivt, og deres halløj med at have to skemalagte Planlagt Sygedag (PS’ere) om måneden, og hvad ved jeg, var ved Gud ikke kønt at se på.
Derudover tjente postmanden åbenbart et socialt formål som supplement til kontaktannoncerne i aviserne - en af dem fortalte mig i slut-70’erne, at cirka en fjerdedel af dem havde faderskabssager kørende på et givet tidspunkt.
Han oplevede, at enlige kvinder sendte anbefalede breve til sig selv og åbnede døren iført negligé, når han ringede på.
Men hele hurlumhejet med at sælge postvæsenet/posten til nogle svenskere blev det jo ikke bedre af - mest fordi vi ikke frigav konkurrencen herhjemme, hvilket de gjorde i Sverige, som derfor stadig har postkasser og billige breve.
På samme måde med Datacentralen, der blev til CSC, der blev til DXC, osv. Det var jo ikke ligefrem skidegodt før, men det blev da også mærkeligt og meget dyrere bagefter.
Og TDC, der gjorde det umuligt at få fibernet i Indre By (af alle steder), fordi vi - igen - gav et slags pseudomonopol til dem. Så er det jo bare at maksimere indtjeningen så længe det kan lade sig gøre og malke koen hårdt.
Vi får jævnligt at vide, at vi har en god, digital infrastruktur. Det er sikkert rigtigt. Men den kunne blive endnu bedre, som man siger. Hvis vi turde lave ægte konkurrence eller alternativt investere rigeligt i et nationalt tiltag.
Anyway, au revoir, MitID, bonjour MoiID. Det bliver incredible.
Johnny Madsen og Færgemanden
Her er en historie, som jeg hørte engang til en julefrokost hos Jægerkorpset:
To Jægere, hvoraf den ene havde kaldenavnet Bamse, skulle grave et hul i den tyske skov Schwarzwald under en øvelse, og sørme om de ikke stødte på en nedgravet naziguldskat.
De afleverede den pænt til myndighederne og fik en klækkelig findeløn.
Den ene lavede et lille flyselskab, da han stoppede i korpset og den anden - Bamse - sad en dag efter sin aftræden fra korpset på havnen i Aalborg og funderede over ét eller andet. Som man jo gør, når man skal finde ud af, hvad man skal lave resten af livet uden for korpset.
Så dukkede der en hippie med guitar og langt, fedtet hår op og spurgte Bamse, hvordan han kom over til Livø, hvor der var én eller anden musikfestival?
Bamse stjal naturligvis en båd og sejlede ham derovre, som man jo gør, og så fik han den idé, at han da kunne købe en færge for findelønnen og sejle til og fra Livø resten af livet.
Johnny Madsen - hippien - kom engang imellem derop og sejlede frem og tilbage med Bamses færge, og så ankrede Bamse som regel op midt ude i vandet efter sidste tur, hvorefter de drak guldøl (“Færgevand”) fra den farlige "Færgemand" (Bamse).
Bamse var kortvarigt i pressen for mange år siden, fordi han mente, at der var en overdødelighed (på grund af kræft) blandt de første jægerhold.
Han udtalte: “De første hold gik længere, bar på mere, sov mindre, og frøs mere end alle senere hold tilsammen, fordi man ikke anede noget om, hvor meget mennesker kunne holde til”.
Det med de fysiske strabadser bekræftes generelt af de gamle jægere - men Kræftforskninginstituttet fandt heldigvis ikke nogen overdødelighed blandt dem af den grund i den grundige undersøgelse de endte med at lave.
Jeg har hørt en del historier om nætter i Jomfru Ane Gade til klokken fem og så direkte hjem til kasernen og være klar klokken syv.
Om Den Lange March på 12 dage, startende 2. januar hvert år, hvor de blev jagtet non-stop af Hjemmeværnsfolk med hunde, mens de typisk skulle finde hjem til Aalborg efter landsætning ved Fredericia, og om at de reelt ikke prøvede at sove i en tør sovepose de første 10 år, fordi de ikke havde grej til at pakke vandtæt og hele tiden skulle lave vandovergang.
Mon ikke den slags ting har bidraget til, at nogle af dem døde lidt tidligt?
Nå, men ære være deres minde - både Bamse og Johnny Madsen.
Madsen har i øvrigt bedre citater end alle andre, synes jeg:
“Kan man spille, når man er fuld? Ja, men kun, hvis man også er fuld, når man øver…”.
“Jeg foretrækker cognac i sengen - det smuldrer ikke”.
“Man er først rigtig fuld, når man vågner, og politiet er ved at tegne kridtstreger rundt om én”.
Storrum: Vor tids asbest-skandale
Som I måske ved, så er jeg en ikke-fan af storrumskontorer, der i alle undersøgelser findes at sænke folks produktivitet med 40 procent, bare sådan som et udgangspunkt.
Jeg kan heller ikke forstå, at man fastholder denne forfærdende form for arbejdsplads i lyset af, at flere og flere får ADHD, AC/DC og OECD.
Og beviser for, at storrum er noget lort, vælter fortsat ind.
ADHD-nyt: Nå, det var alligevel ikke en diagnose
Det KAN være, at man laaangsomt er ved at få vendt hele ADHD-skuden - lægevidenskaben er ihvertfald nu modige nok til at sige det som det er: Det er IKKE en “disorder”, men en samling af helt naturlige neuro-diversity-ting, det vil sige helt almindelige karaktertræk, der er blevet slået sammen og i 1987 givet betegnelsen ADHD af den amerikanske lægeorganisation.
Disse symptomer kan behandles ligesom i gamle dage ved at vise hensyn og være fleksible. Checklister, stillerum, hovedtelefoner med noise-cancelling, osv. Nedlæggelse af storrum, anyone?
Medicinen hjælper en hel del mennesker en hel del, måske fordi alle egentlig synes det er rart med en “downer” ind imellem, så man bare kan slappe af i knolden, men sygeliggørelsen på grund af ADHD-”diagnosen” ser ud til at være en fejl.
Det vil give store problemer, fordi rigtigt mange får ekstra støtte fra det offentlige på grund af diagnosen.
Joken fra Politiken for en del år siden om, at det står for “Alle Drenge Har Det” giver lidt mere mening. At 25 procent af børn får en diagnose, giver på den anden side ingen mening.
The Economist skrev en del om det i sidste uge, så det dukker nok op i danske medier om et par år, og artiklen og den detaljerede podcast er desværre bag betalingsmur.
Jeg har lavet et executive summary, som I kan få, hvis I skriver til mogensxy@gmail.com.
Paraplymordet forklaret
Min favoritpodcast Det Hemmeligste Af Det Hemmelige holdt stormøde i København (knap 500 deltagere), hvor de blandt andet (fanme!) fik placeret de sidste, manglende brikker vedrørende Paraplymordet i London i 1978.
Ja, det var den bulgarske agent, der gjorde det. Ja, han boede i Bredgadee i 20 år uden at PET anede det, og ernærede sig med at købe, sælge og indramme billeder - og begå et mord i ny og næ for bulgarerne.
Han vidste åbenbart så meget om Lockerbie-ulykken, at han slap for tiltale, selvom Scotland Yard dukkede op i København efter Murens Fald og afhørte ham sammen med PET - og de var udstyret med overvældende beviser fra de bulgarske arkiver. Men han gik altså fri og levede resten af sine dage i London i fred og ro.
Han var nemlig også hemmelig agent for italienerne. Det blev dokumenteret med lyd og billede til mødet.
Fantastisk.
Ulrik Skotte, der fortalte det - og opklarede mysteriet om, hvorfor han slap for straf - fortjener en eller anden medalje.
En station er jo ikke bare en station
Men en ven, som jeg havde lokket med til mødet, har som en kæmpe bonus opklaret et mysterie: Hvornår er det en “station” hos DSB, og hvornår er det noget andet?
Thi banenettet er delt op i bidder, der enten er det ene eller det andet. Dybbølsbro Station er for eksempel ikke en station, mens det “tomme” stykke derefter hedder “Skelbæk Station”, hvilket man kan se på et gult skilt på en af perronerne på Dybbøl… Og sådan er Verden jo så fantastisk.
Her er min vens SMS-tekst:
Så fik jeg det opklaret. Der er Station og Fri Bane. Et trinbræt ligger derfor på et Fri Bane stykke, hvor der ikke er Stationssignaler og markeringer ... 
Og en ø er jo ikke bare en ø
En anden god ven, H, der også var med til DHADH-mødet, kunne supplerende fortælle, at vi med den samme, vidunderlige logik også har en række hemmelige øer i Danmark, for en elmast, der står ude i vandet, skal jo ligesom stå på noget, og dette noget bliver derfor erklæret en ø. Bum!
Verden er stor. Jeg elsker det.
Microsoft DC I træ
Microsoft vil bygge datacentre i træ, lød en overskrift. Jeg orkede ikke at læse nyheden. Jeg vil hellere have billeder af mange slags i hovedet.
BogForum
Mikael Lindholm har skrevet en særdeles virkelighedstro roman, Lise, der dybest set er historien om hans hustru, Lisbeth Zornig.
Jeg var inviteret til Mofibos bogreception på Bogforum-messen i Bella Centret, og jeg skal da lige love for, at de to grupper, der sørger for bogsalget herhjemme (midaldrende kvinder og børn) var mødt talstærkt op.
Børnene fyldte virkelig meget og havde deres egen store afdeling, hvor der var en infernalsk larm og et større kaos. Sikke en introduktion til bøgernes verden (I ved, den med fordybelse og ro) de dér fik sig.
Men både reception (og drinks bagefter) hos Mofibo var meget fint. Så er det nemt at elske bøger. Og Mikael fik fortjent ros for bogen.
Min favorit er stadig Konkursklubben, som Zornig & Lindholm skrev sammen, hvor Onde Boris fra Kammeradvokaten grundigt demaskeres: 15 mio af vore fælles kroner årligt i løn plus bonus, and counting. Skyld i mange uskyldiges personlige ruin. Og iskold. Der er formentlig en særlig klub i DJØF for den type medlemmer .
Terrorangreb!
I 2007 eller 2008 stiftede en flok soldater, tidligere soldater og civile beder en organisation på omkring 42 medlemmer, der kun kunne hedde Miracle Security.
Organisationens formål var at forhindre terrorangreb på mikrobryggerier i hele verden, specielt i lyset af, at Miracle havde sit eget mikrobryggeri.
Siden stiftelsen af organisationen har der ikke været et eneste succesfuldt angreb på et mikrobryggeri i hele verden. Organisationen har gjort det, den satte sig for.
I sagens natur opererer den i det skjulte, men medlemmerne har behov for at kunne fortælle andre medlemmer, at de er i området.
Det gør vi ved for eksempel at bevæge grene og blade på træer og buske, ved at fløjte som en solsort (typisk, hvis der er vindstille), og lignende. I vil derfor opdage, at I trygt kan færdes de fleste steder, hvis I er opmærksomme på den type signaler.
Vi drikker i øvrigt også ofte gode øl sammen, men det er en helt anden sag. Man skal kende sine kunder.
Men. For der er jo nogle gange et men:
Der har for ikke så længe siden været et angreb på et bryggeri, hvilket jeg ikke var opmærksom på.
Godt nok ikke et mikrobryggeri, men alligevel: I den Centralafrikanske Republik (CAR) har den forbistrede Wagner-gruppe lavet et brandattentat, naturligvis med Molotov-cocktails, på en afdeling af det franske bryggeri Castel i byen Bongi. Ja, det hedder den by altså.
Brandattentatet skyldtes, at de gerne vil fremme omsætningen i deres eget bryggeri. Man kan jo kun gætte på, hvordan øl fra et Wagner-bryggeri smager. Men der er helt sikkert et højt oktantal i det.
Det er det første reelle angreb på et bryggeri, jeg har hørt om. Lad mig vide, om I kender til andre.
Historien om Tante Grethe
Mange har spurgt, ovenpå mine sagtmodige rejseberetninger, hvem denne 86-årige, bindegale Tante Grethe egentlig er? Well, I’ll tell you:
I slut-50’erne var der boligmangel i Danmark, og singler kunne vælge mellem at bo hjemme hos De Gamle Idioter eller leje et værelse ude i byen, ofte hos en enke, der skulle tjene lidt ekstra efter mandens bortgang.
Min far, min mor, Tante Grethe og Dullen boede derfor på hvert deres værelse hos Fru Hansen i Kolding.
Min far, en ung bankmand med prokura fra Kolding Folkebank, der var blevet officer på grund af højere løn og måske også et lidt mere spændende job end banken, forsøgte først med Tante Grethe, men hun ville ud og se verden og derfor ville hun ikke giftes. Han måtte opgive.
Så forsøgte han en dag med Dullen.
Det opdagede Tante Grethe, fordi hun så ham forsøge at nedkøle en flaske hvidvin i håndvasken på deres fælles badeværelse. Både besøg på værelserne og indtagelse af alkohol på værelserne var strengt forbudt, for Fru Hansen ville ikke have den slags utugt.
Se, Tante Grethe vidste, at min mor var blevet lidt smålun på min far, så hun varskoede hastigt min mor.
Snedigt ventede de til Dullen og min far var forsvundet ind på værelset - og så bankede de på og sagde, at de da også ville have hvidvin. Min far kunne intet gøre. Og min mor og Tante Grethe blev til Dullen var gået.
Nogle uger senere bankede Tante Grethe på min mors dør for at servere morgenmad, men, som hun siger, “så lukkede jeg hurtigt døren igen”, og på den måde blev min far min far og min mor min mor.
Grethe og mine forældre forblev venner, og min bror og jeg fik en fin gave til jul og fødselsdage af “tante Grethe”, som hun blev kaldt, i alle årene
Tante Grethe forblev ugift, men til mine forældres sølvbryllup i 1985, bød min morbror (Arne) hende op til dans, og så blev de gift, og på den måde blev hun endelig reelt min tante.
Tante Grethe ved derfor alt om mine - for tiden døde - forældre og kan fortælle alskens historier fra deres ungdom.
Og som hun sagde til mig for mange år siden: “Vi gjorde de samme ting som jer - vi var bare mere nervøse for at blive gravide”.
Alle burde have en Tante Grethe, som en ven bemærkede for nogle år siden efter at have mødt hende.
Nå, jeg kunne faktisk nøjes med at skrive et par linjer om datacentre i træ, og ellers holde mig helt fra AI og it denne gang. Så er der ryddet nogenlunde op i korrespondancen med læserne og lytterne. Men i næste uge går det løs igen. Skriv til mig på mogensxy@gmail.com, hvis jeg har glemt, overset eller misforstået nogen eller noget. Eller bare fordi. God weekend.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.