OpenAI, selskabet bag ChatGPT, giver sine medarbejdere en gylden mulighed for at sælge aktier til en samlet værdi af 1,5 milliarder dollar – svarende til mere end 10 milliarder kroner.
Det sker, efter det japanske konglomerat SoftBank – der i forvejen ejer en god portion OpenAI-aktier – i månedsvis har forsøgt at købe endnu flere OpenAI-aktier for at øge sin investering i kunstig intelligens.
Medarbejderne i OpenAI har frem til juleaften til at beslutte, om de vil gøre brug af tilbuddet, oplyser kilder tæt på sagen til Reuters.
Afhængig af anciennitet og antal aktier, den enkelte medarbejder har, er værdien på OpenAI-aktierne utvivlsomt steget betragteligt, siden ChatGPT tog verden med storm efter lanceringen i november 2022.
På det tidspunkt havde OpenAI en værdiansættelse på 20 milliarder dollar, svarende til 142 milliarder kroner.
Men siden er der sket meget i OpenAI, der har fået markedsværdien til at flygte mod himmelen:
Microsoft har købt 49 procent af OpenAI, selskabet er gået fra at være en non-profit til kommerciel, og i sidste måned lukkede OpenAI en investeringsrunde, der gav dem en værdiansættelse på 157 milliarder dollar – altså over 1000 milliarder kroner.
ChatGPT har i dag over 250 millioner aktive brugere ugentligt, og OpenAI har cementeret sin position som en af de mest prominente aktører inden for kunstig intelligens.
Der er altså råd til ekstra store julegaver for de OpenAI-medarbejdere, der vælger at sælge medarbejderaktier.
OpenAI er skabt af 11 grundlæggere, men det er kun administrerende direktør i selskabet, Sam Altman, der er tilbage i ejerkredsen.
Og Altman er da også selv blevet katapulteret ind på listen over USA’s rigeste, efter det i september blev annonceret, at han efter en omstrukturering i selskabet får syv procent af ejerandelene i OpenAI.