Sam Altman blev i november 2023 fyret som topchef i OpenAI. Han blev dog hurtigt genansat, efter de ansatte truede med at sige op, hvis han ikke vendte tilbage.
Det er senere kommet frem i en række medier, at fyringen skyldtes, at Altman og selskabet var tæt på en så kraftfuld AI, at bestyrelsen frygtede konsekvenserne.
Denne teknologi var Artificial General Intelligence (AGI), som er kunstig intelligens, der har evnen til at forstå, lære og anvende viden på et niveau, der matcher eller overgår menneskelig intelligens.
Sam Altman har tidligere – efter sin genansættelse – meldt ud, at AGI er ”nogle få tusind dage væk.”
Men nu tyder det på, at AI-chefen har specificeret tidsplanen. Nu mener han, at AGI er der inden for fem år og er kommet og gået til den tid.
"Jeg tror, at om fem år har vi haft en utrolig hurtig forbedringshastighed inden for teknologien. Folk vil tænke: 'Wow, AGI-øjeblikket kom og gik.' Fremskridtstempoet er fuldstændig vanvittigt, og vi opdager alle disse nye ting, både inden for AI og forskning, men også inden for resten af videnskaben."
Sådan lyder det fra Sam Altman i en video på X.
Han forventer også, at AGI vil have en overraskende lille indflydelse på samfundet.
"Den anden del af forudsigelsen er, at samfundet i sig selv ændrer sig meget lidt," siger han.
Som et eksempel nævner han, at folk for nogle år siden ikke ville tro, at teknologien kunne bestå Turing-testen. Han fortæller, at teknologien nu ”groft sagt” består Turing-testen, men at dette ikke har omvæltet samfundet.
Se videoen nedenfor: