Artikel top billede

(Foto: Bernd Dittrich via Unsplash)

Anden bølge af generativ AI er over os - og der er mange spændende ting på vej

Klumme: Anden bølge af generativ AI er over os. Den kommer nu ud på vores arbejdspladser og viser sig med værktøjer som CoPilot til Office-pakken og Joule til SAP. Jeg surfer selv med på denne bølge, fordi jeg er med i en global testgruppe.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Microsoft og SAP (og sikkert mange flere af de store it-aktører) er godt i gang med at integrere generativ AI på deres platforme for at give et løft til kreativitet og produktivitet.

Det er der uden tvivl masser af positive muligheder i, men jeg får samtidig lyst til at vifte med et par røde flag.

Da ChatGPT tog verden med storm, var det som et rent personligt produktivitetsværktøj, der viste os, hvad en stor sprogmodel kombineret med en chatbot er i stand til. Vildt og øjenåbnende.

Nu kommer LLM’erne rullende ind i den professionelle verden båret af globale nøgleaktører.

Hos os i NTT DATA er vi nødt til at forholde os til denne bølge, fordi vi både selv kan høste fordele i vores dagligdag, og fordi vi ønsker at hjælpe kunder over hele verden med at få værdi ud af denne nye teknologi.

Derfor har koncernen igangsat et AI-program og udpeget 200 testere af Microsofts 365 CoPilot.

Jeg er blandt dem.

117 muligheder

Selvfølgelig er det stærkt, at man får et komprimeret referat af et Teams-møde, hvis man beder om det.

Og hvis man forlader mødet for at gå på toilettet, beder man bare CoPilot om at opsummere, hvad der er sket i mellemtiden.

Der er 117 forskellige måder, hvorpå denne teknologi har mulighed for at lette min hverdag.

Måske bidrager den snart til de tilbud, som jeg skal levere ud til kunderne, fordi den (sikkert og pålideligt) får adgang til vores tidligere og lignende tilbud og kan "klippe og klistre" efter mine instruktioner.

Imponerende Joule

Samtidig følger vi meget aktivt med i SAP’s lancering af CoPilot’en Joule, for her handler det ultimativt om at kunne tale og skrive i naturligt sprog til virksomhedens forretningssystemer, og det gør jo al bekymring om uoverskuelige skærmbilleder og besværlig adgang til hjælp til fjern fortid.

Joule bliver også et værktøj til udviklere og arkitekter, så designopgaver og nyudvikling får et boost.

Joule er i gang på ERP, HR og de fleste andre applikationsområder i cloud. Det ser imponerende ud.

Demokratisering af AI

Nøgleordet er demokratisering af AI. Barrieren for at bruge AI bliver så lav, at alle kan være med.

De små kan være med sammen med de store. Blandt virksomheder bliver brug af denne form for AI en nødvendighed, fordi alle andre gør det. Omvendt giver det så ikke en stor konkurrencefordel.

Internt i vores organisationer vil vi få en ny udligning af forskellene mellem ung og gammel, specialist og generalist og mellem den erfarne og den uerfarne. Set med gårsdagens øjne er det ”lidt snyd”, fordi alle kan stå på skuldrene af de data og erfaringer, der er opsamlet.

Den ikke-it-kyndige kan udvikle software, den dårligt skrivende kan pludselig lyde velskrivende, den dårlige læser kan få essensen serveret og så videre og så videre. Mit første signalflag handler derfor om distanceblændere.

Pas på distanceblændere

Vi kommer til at revurdere, hvad der egentlig bidrager til værdi i vores organisationer. Nu tager det få sekunder at levere ”kloge” tekster og referere til alverdens kilder.

Vi vil kunne vælte os rundt i den slags auto-genereret good-enough-indhold. Isoleret set distanceblændernes himmerige.

Vi skal være kritiske for at se det originale, unikke, skarpe – måske det egentligt menneskelige. Især på de områder, hvor det drejer sig om at differentiere sig i markedet, bliver den gode kombination af menneske og maskine afgørende.

Mit andet signalflag handler om, at denne bølge næsten kommer rullende af sig selv ind i vores organisationer, fordi vi jo i forvejen har office-værktøjer og ERP-system. Problemet er, at vi individualiserer brugen af AI i denne form, og det kan føre til mistet potentiale.

Glem ikke fundamental forandring

Når du har en hammer, så kommer alle problemer til at ligne søm. Virksomheder kan jo automatisere deres processer mere fundamentalt og tættere på kernen og dermed måske opnå større ”systemiske” fordele, som ændrer hele forretningsprocesser.

Bliver disse generiske og personlige AI-værktøjer blot smertestillende piller på en sygdom, der kunne elimineres totalt i ét (ganske vist større og fundamentalt) snuptag?

Jeg har samme anke omkring RPA (Robotic Process Automation), der nogle gange blot henter data fra ét system og smider det over i et andet. Nok billigt og nok arbejdstidsbesparende.

Men måske også et plaster på et sår skabt af heterogene it-miljøer, og derfor symptombehandling på et fundamentalt problem i virksomhedens digitalisering?

ERP-sludder

I det hele taget må jeg bare understrege, at værdiskabelsen med denne AI-bølge afhænger af, at en række klassiske it-discipliner lever i bedste velgående (arkitektur, data management med videre).

Det kan godt være, at du med CoPilot’en Joule kan tale med dit ERP-system, men hvis der ikke er orden i processer og data, bliver du hurtigt træt af den sludder. Garbage-in giver garbage-out, og at det går hurtigere, er ikke en fordel.

Kommer vi så selv til at rulle CoPilot bredt ud i NTT DATA?

Jeg forestiller mig, at testen vil pege på en række områder, hvor værdien er størst, og så er det nok dér, vi starter.

Vi kommer helt sikkert til at gøre noget.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.