Computerworld spørger:Hvad er vigtigt hos en it-leverandør - og hvem gør det rigtigt? Deltag og vind B&O-udstyr.

Artikel top billede

Iværksætter-historien bag Just Eat kan nu opleves på museum

Jesper Buch knoklede sin virksomhed op fra god idé til en af Europas store internetsucceser, og nu er historien om Just Eat kommet på museum – inklusive firmaets første server.

Den støvede grå kasse med blæserhullerne har begrænset wow-effekt.

Men det var den allerførste server, Just Eat kørte sin applikation på, og den er nu del af Museum Koldings udstilling Made in Kolding, der fortæller om nogle af de virksomheder, der er vokset ud af den jyske muld.

Det hele begyndte i 2001, da Jesper Buch – der oprindelig er fra den lille naboby Vamdrup – var grundigt irriteret over ikke at kunne finde nummeret på et lokalt pizzeria.

Så hvorfor ikke lave en forretning ud af at gøre det let at bestille snask online?

I en kælder skabte han sit første kontor i en kælder under Domhusgade i Kolding. Komplet med en Coca-Cola-madras, hvor man kunne sove, når det blev sent – og det gjorde det tit.

Selskabet hed først Foodzoom, men efter en fusion med et aarhusiansk firma blev navnet Just Eat.

Just Eats første server er ikke blot en fysisk genstand, men et vidnesbyrd om en iværksætterrejse med alle de klassiske ingredienser: Skepsis, modstand og teknisk bøvl.

Men selv om de første restauranter var meget svære at overbevise, så gik det alligevel helt udmærket.

I 2004 kom det første overskud. I 2005 bestilte danskerne 350.000 måltider om måneden via Just Eat, og i 2009 kunne Jesper Buch begynde at sælge sine aktier med den bemærkning, at han var gået fra mangemillionær til multimillionær.

Da selskabet blev børsnoteret i 2014, var markedsværdien vilde 13 milliarder kroner.

Just Eat er i dag aktør på en global digital slagmark med konkurrenter som Wolt og Uber Eats.

Men serveren fra Domhusgade er her altså endnu som et monument over en tid, hvor alt virkede muligt. Hvis altså bare man havde en idé, en faxmaskine og stamina til at arbejde solen sort.

Så næste gang du klikker "bestil" på din søndagsburger, så send en tanke til en kælder i Kolding – og til en grå server, som nu har fået sit velfortjente otium.

Læs mere om udstillingen ”Made in Kolding” her. For et par år siden skrev Computerworlds Jacob Wittorff for øvrigt historien om Just Eat, der bestemt også er værd at kaste et blik på.