TOPNYHED:Nu er leverandøren af Danmarks nye NemKonto til 384 millioner kroner fundet - KMD ryger ud

Artikel top billede

(Foto: Foto af Mohamed Nohassi via Unsplash)

Her er nogle ting vigtige ting at være opmærksom på, når AI kommer buldrende

Klumme: Når du læser eller lytter til en bog, lærer du noget. Når du skal gengive det, du har læst, lærer du endnu mere. Når du sætter en AI til at skrive en tekst, lærer du ingenting.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Den helt store udfordring ved brugen af værktøjer som ChatGPT og Copilot bliver i fremtiden vores illusion om, at alle kan gøre alt.

Det er en illusion, som producenterne bag disse værktøjer støtter op omkring, ligesom fancy konsulenthuse og futurister synger med på den samme sang: I fremtiden kan vi gøre nærmest alt med AI.

Sandheden er langt mere nuanceret end det, for når du sætter en AI til at skrive en tekst, lærer du ingenting.

Det betyder samtidig, at hvis jeg satte ChatGPT til at skrive dette, så havde jeg mistet den refleksion, der ligger dels i at skulle sætte egne ord på tingene og dels i at rette udtrykket igennem, indtil jeg er tilfreds med det.

Det er først i denne proces, at du kan frembringe noget ekstraordinært. Uden den proces forbliver det ordinært.

Når det ordinære giver mening

Der er imidlertid intet i vejen med ordinært, for langt fra alting behøver at være ekstraordinært.

Vi behøver ikke at lave ekstraordinære mødereferater eller transskriberinger, så sæt dog den kunstige intelligens til det.

Vi behøver heller ikke genopfinde den dybe tallerken, så brug da AI til at lave udkastet til jeres næste workshop eller marketingtekst.

Titusindvis af virksomheder og mennesker har gjort det før jer, og det er nogle af deres erfaringer, som en maskine nu kan gengive via AI.

Alle disse mennesker trak imidlertid historisk set på læring og erfaringer, de havde tilegnet sig.

Dem havde de kun fået, fordi resultatet af deres arbejde og indsats ikke blot var resultatet af AI.

Når arbejdsopgaver flytter sig

Derfor vil AI indebære, at arbejdsopgaver og områder flytter og udvikler sig. AI er blot en del af digitaliseringen, som altid har affødt denne udvikling.

Det har for eksempel ført til, at vi har erstattet dem, der fordelte breve på kontoret, med et stykke software, der gør det samme med vores e-mails.

Imidlertid har e-mail-området også udviklet sig. For hvor vi for 25 år siden var så begejstrede for e-mails, at vi lavede en hel kærlighedsfilm om dem (’You’ve got mail’), så er de i dag blevet en belastning for mange.

Vi har simpelthen brug for en ny form for digitalisering, AI-teknologien, til at hjælpe os med en anden form for digitalisering – e-mail teknologien.

I denne kontekst giver AI mening, men det betyder fortsat ikke, at alle kan gøre alt.

Når det ordinære ikke er nok

Kan AI da ikke lave en hjemmeside? Nemt. Skrive en bog? Helt bestemt. Skabe indhold til markedsføring? Jow da. Udvikle en hjemmeside? Igen, svaret er ja.

I alle disse tilfælde bliver resultatet imidlertid ordinært, og samtidig er vi ikke blevet dygtige til nogle af delene, fordi vi har sat en AI til at gøre det.

Det betyder, at vi på arbejdsmarkedet bestemt har opkvalificeret os, fordi vi nu kan bruge AI til en række ting, men vi har ikke opkvalificeret os på øvrige områder. Og det bliver et problem.

Fremtidige generationer vokser op med AI. Det bliver ikke en særlig kompetence for dem, men en naturlig ting. Derfor adskiller man sig ikke i fremtiden ved at kunne bruge AI.

Hvad man i fremtiden adskiller sig ved, er at kunne nogle af de ting, som AI ikke kan.

Det er de mange års erfaring, dybe forståelse og forfinede færdigheder inden for de områder, vi arbejder med. Kombineret med vores menneskelige empati og sunde fornuft.

Det er vigtigt, at vi indser det, og så sætter AI’en til de ordinære ting, og ikke accepterer ’godt nok’ som vores egen standard.

I fremtiden får vi ikke brug for mere, men bedre.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.



White paper
SAP: Skab værdi og minimér omkostninger med effektiv dokumenthåndtering