Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Pludselig uden varsel kunne en procent af Danmarks befolkning ikke se medieindhold i deres søgninger på Google.
Årsagen er, at Google nu er ved at samle data om, hvordan den slags medieindhold påvirker søgeadfærd.
Forsøget kører i syv lande og sker uden varsel af de involverede.
Det var emnet i Presselogen på TV2 7. december, hvor noget så sjældent som et dansktalende ansigt for Google forsvarede forsøget.
Den politiske chef for Norden, Christine Sørensen, forklarede, at Google gerne vil kende betydningen af mediernes nyheder og artikler i søgebilledet, fordi Google sympatisk nok betaler danske medier for at kunne vise indholdet, og aftalen skal snart genforhandles.
Dystopi og forsøgskaniner
"Dystopisk" siger en journalist, der er ramt.
"Vi kan ikke stole på dem og vi bliver brugt som forsøgskaniner," sagde Knud Brix fra Ekstra Bladet i Presselogen.
Og jeg forstår godt kritikken, for det er lidt vildt, at vores vidensindsamling og demokratiske samtale påvirkes af helt lukkede beslutninger i en enkelt privat virksomhed.
Historien er særdeles relevant i forhold til den aktuelle rapport "Tech-giganternes rolle som digital infrastruktur".
Den er kommet fra en ministeriel ekspertgruppe med Mikkel Flyverbom fra CBS i spidsen.
Syv sunde principper
Rapporten konstaterer, at tech-giganters platforme har fået stor betydning som samfundsmæssig infrastruktur, og den opstiller syv principper for Danmark fremover:
- Der skal være overblik over tech-giganternes indflydelse på den digitale infrastruktur.
- Data skal gøres tilgængelige på måder, der kan gavne og styrke individet og fremtidens samfund.
- Alternativer til tech-giganternes tjenester skal kunne opstå og vokse sig store.
- Ingen skal være tvunget til at bruge tech-giganternes tjenester for at få information og deltage i sociale, kulturelle og demokratiske fællesskaber.
- Den offentlige sektor skal ikke være afhængig af tech-giganternes tjenester.
- Danske uddannelsesinstitutioner skal være fri for kommercielle tech-giganter.
- Tech-giganternes platforme skal være trygge steder at handle.
Det ligner sund fornuft og nogle gode principper, men vi må også bare konstatere, at vi er, hvor vi er, takket være en lang række ikke-beslutninger.
Vi er glidende og snigende kommet hertil. Og kan vi egentlig vende skuden?
Lige siden Windows tog verdensherredømmet på desktoppen som gratis og hurtigt vanedannende software har tech-branchen brugt modellen "udrul gratis – penge senere – mange penge".
Senest har hele verden kastet sig over generativ AI, uden at ret mange andre end OpenAI tog en bevidst beslutning om det.
Armslængde til Goliat
Stemningen i rapporten er klart nok at Danmark faktisk er en David ved siden af Goliat i denne sammenhæng.
Og når vi andre samarbejder med tech-giganterne, er vi også en masse små David’er oppe mod globale Goliat’er. Det bør mane til forsigtighed og omtanke på direktionsgangene.
Eksempelvis hos os (nordisk koncern med tusinder af medarbejdere) er vi forsvindende ubetydelige ved siden af Microsoft, Google og AWS. Og vi skal være bevidste om skismaet.
På den ene side må vi opportunistisk samarbejde med disse globale tech-platforme, og på den anden side må vi også gerne kritisere dem.
Når vi hoster et women-in-tech-arrangement eller et "watch-party" med en keynote-tale fra en tech-gigants globale event, gør vi det, fordi vi har en forretning at passe.
Der er kunder til disse platforme, og de skal matches med kunders forretningsmæssige virkelighed, og her er vi eksperterne.
Samarbejdet med tech-giganter betyder bare ikke, at vi deler værdier, og at vi ser ens på regulering af tech og på tech-giganternes rolle i samfundet.
Den armslængde skal David bruge, så han ikke ender fladmast under Goliats fodsål.
Tak til Flyverbom og omegn for at vifte med et rettidigt advarende signalflag.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.