Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Forestil dig, at jeres virksomhed på få sekunder bliver kastet ud i kaos.
Produktionslinjerne stopper, ingen adgang til e-mails, og jeres data bliver krypteret – alt sammen orkestreret af en hacker, der anvender en simpel AI-prompt til at skabe avanceret malware, som lammer hele netværket.
Det er ikke længere en fjern fremtid, men en truende virkelighed i 2025.
I mit arbejde oplever jeg danske virksomheders udfordringer inden for cybersikkerhed på nært hold.
Desværre hører jeg stadig, hvordan især mindre virksomheder undervurderer truslen. Men sandheden er, at ingen er immune – hverken små startups eller store koncerner.
1299 ugentlige angreb
Denne virkelighed understreges af Check Point Researchs Cyber Attack Stats for tredje kvartal i 2024, der viser, at danske virksomheder og myndigheder i gennemsnit udsættes for hele 1299 ugentlige angreb – et tal, der har været støt stigende de senere år.
Der er altså ikke tale om et fremtidsscenarie, men en trussel, der bør tages seriøst her og nu.
I takt med at AI og machine learning løbende udvikler sig, vil cyberkriminelle i stigende grad bruge de avancerede teknologier til at bryde traditionelle forsvarsværker.
Heldigvis udvikler it-sikkerhedsbranchen også AI-baserede løsninger, der kan imødegå den skræmmende udvikling og forstærke cybersikkerheden.
Men for at kunne håndtere det fremtidige trusselsbillede er det afgørende at have indsigt i de tendenser, der vil præge udviklingen de kommende år. Når jeg skuer ind i 2025, ser jeg følgende tendenser:
Flere AI-drevne cyberangreb
En af de mest åbenlyse udfordringer er, at kunstig intelligens vil blive langt mere fremtrædende end tidligere i udviklingen af skadelige cybertrusler.
Med AI kan cyberkriminelle udforme phishing-angreb med personligt tilpassede beskeder og fejlfri grammatik, hvilket gør beskederne langt sværere at opdage.
Samtidig vil vi se avanceret malware tilpasse sig dynamisk for at undgå detektion af sikkerhedssystemer.
Den voksende tilgængelighed af generativ AI gør det desuden muligt for hackere at iværksætte tusindvis af individuelt tilpassede phishing-angreb på én gang.
Det betyder, at selv mindre grupper uden dyb teknisk ekspertise kan gennemføre omfattende hackerkampagner.
Multiagentsystemer (MAS) vinder frem
Cyberkriminelle vil i stigende grad benytte avancerede AI-platforme til at generere sofistikerede og målrettede trusler fra simple prompts.
Dette skifte sænker barrieren for ondsindede aktører og udfordrer forsvarssystemernes evne til at følge med.
I 2025 vil multiagent-AI-systemer – altså hvor flere AI-modeller samarbejder om at løse komplekse problemer – blive mere udbredte.
Multiagentsystemer vil både blive brugt af hackere og virksomheder.
Hackere kan bruge dem til at udføre koordinerede angreb, mens virksomheder kan anvende dem til at identificere og reagere på trusler i realtid.
Jeg forudser et intenst kapløb, hvor teknologien på begge sider konstant udvikles, hvilket understreger vigtigheden af at holde sig opdateret på de nyeste teknologier og trusler.
Proaktiv cloudbeskyttelse bliver essentiel
Cloudsikkerheden vil i 2025 stå over for stigende trusler, når kunstig intelligens og cloudplatforme bliver en mere integreret del af forretningsdriften.
Hackere vil i stigende grad anvende AI til at angribe cloud-miljøer, hvilket betyder at virksomheder bliver nødt til at gå fra reaktive til forebyggende sikkerhedsstrategier, hvis de vil være i stand til at forudse og neutralisere angreb.
Større ansvar og konsekvenser
Med den øgede cloud-implementering vil flere virksomheder også skulle sætte sig ind i gældende lovgivning og beskyttelse af data.
Regeringer verden over forventes at indføre strengere krav, især for brancher, der håndterer følsomme data.
Derfor vil vi se behovet for cyberforsikringer stige, da et brud på cloud-sikkerheden ikke bare kan få store økonomiske, men også retslige konsekvenser.
Selvom AI er afgørende for at styrke cloud-sikkerhedsforsvaret, vil det med sin større betydning for forretningsdriften også blive et større mål for hackere.
CIO’er og CISO’er arbejder tæt sammen om sikkerhed og strategi
I 2025 vil Chief Information Security Officers (CISO) stå over for store forandringer og udfordringer – drevet af øget AI-implementering, hybride cloudmiljøer og skærpede regulatoriske krav som NIS2.
Disse krav, kombineret med større personligt ansvar, presser CISO’er til at udvide deres fokus fra traditionel cybersikkerhed til at overvåge virksomhedsrisici i et større perspektiv.
Kompleksiteten af AI- og datadrevne trusler kræver, at CISO’en bliver tættere koblet til it-strategien, samtidig med at CIO’en påtager sig en større rolle i beslutningsprocessen omkring cybersikkerhed.
Samarbejdet mellem it og sikkerhed udvisker gradvist grænserne mellem de to roller og vil skabe en integreret tilgang til risikostyring.
I fremtiden bliver cybersikkerhed et nøgleansvar for hele it-ledelsen og en central del af virksomhedens evne til at beskytte sig mod nye trusler.
AI-drevne assistenter effektiviserer Security Operation Centers (SOC)
AI-baserede SOC-assistenter vil revolutionere, hvordan security operation centers (SOCs) opererer.
SOC-assistenterne vil hjælpe sikkerhedsteams med at analysere enorme datamængder fra firewalls, systemlogs, sårbarhedsrapporter og trusselsintelligens og derved kunne prioritere trusler og foreslå specifikke handlinger, så reaktionstid, fejl og falske alarmer bliver reduceret.
Sikkerhedsteams, der integrerer SOC-dashboards, vil blive mere effektive og bedre rustet til at beskytte virksomheden mod stadig mere avancerede angreb.
2025 bliver endnu et skelsættende år for cybersikkerhed, hvor AI vil være både en trussel og en mulighed. Teknologien skaber et våbenkapløb mellem hackere og forsvarssystemer.
Den samme teknologi, der kan gøre angreb ekstremt avancerede, giver også nye værktøjer til forsvar.
Det kræver dog, at vi alle planlægger fremtiden og anskuer cybersikkerhed som et fundament i vores digitale hverdag. For i denne kamp kan vi ikke bare være tilskuere.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.