Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Lad os pudse Trump på DSB’s signalprogram og Ejendomsvurderingerne - men først efter han har øvet sig på at løse store problemer

Trump vil fikse Ukraine-krigen i sine første 24 timer, og han regner vist også med at få løst alle problemer i Mellemøsten OG sulten i Afrika inden for den første måned. Efter det burde han kunne håndtere DSB’s signalprogram og Ejendomsvurderingerne for os. Forsvaret og kæmpe-hospitalerne er det ikke rimeligt at forvente, at han kan ordne.

Det er fredag.

Det ved jeg, fordi jeg afholdt en vodkasmagning for mine kollegaer i går.

En af deltagerne er tidligere sovjetborger, og han lærte os mange ting om vodka.

Også det faktum, at man ALDRIG må drikke for lidt vodka ad gangen. Nogle vil måske bemærke, at denne klumme er kortere og mere kortfattet end normalt. Here we go…

Undskyld.

Nå, jeg glemte helt at checke ChatGPT for mit forsøg på at være sjov på fransk sidste fredag, og derfor kan jeg også i denne uge sige undskyld til en læser.

André skrev nemlig:

”Anyway, au revoir, MitID, bonjour MoiID. Det bliver incredible.”

Nope – det bliver nok snarere incroyable”

OK, så, André. Pardon! Og tak for korrektionen.

Nyt fra fronten

Hvad pokker! Politiet lukker efterforskningen om branden på Børsen! Det betyder, at det var russiske håndlangere, der gjorde det. Men skidt med det. Passer gaden.

In other news: Hvis I ikke har købt Peter Ernstveds nye bog Forsvarsløs endnu, så lad være, med mindre I vil have det endnu værre omkring Forsvaret, og hvordan vi fik afskaffet det, end I allerede har det. Bare lad være.

Det er virkelig barsk læsning.

Af samme grund afholdt jeg som sagt den dersens vodkasmagning i går, torsdag.

Jeg havde selv lavet bacon-, chili-, kaffe- og lakridsbolche-vodkaer.

Dertil en god Stoli, en endnu bedre Titos og den finske arbejdervodka Koskenkorva. Det kan jo hurtigt blive relevant at kunne lide vodka, hvis russerne kommer.

Jeg tror, at vodka er den eneste måde at få slut-bearbejdet den bog fra Peter Ernstved på.

Og ja, det er en fremragende bog, men det er dælme ikke sjov læsning. Jeg anbefaler at læse den, og jeg anbefaler at lade være.

Trump og Rottweiler-problemerne

Jeg gik forresten til fotolære som 14-15-årig i Albertslum Undgdomsaftenfritidsskole, eller hvad det nu hed dengang.

På den gode, gamle måde med manuel fremkaldelse af Kodak Tri-X sort/hvid-film i mørkekammer og så videre.

Nogle af jer kan garanteret huske, at Tri-X kunne presses som ingen anden film.

Den var vist på 400 ASA ab factory, men jeg prøvede da både 1.600 ASA og en enkelt gang 3.200 (som dog blev ret grynet). Fantastisk film.

Læreren havde naturligt nok et bijob med at opdrætte førerhunde til blinde.

Privat havde han en rottweiler, fordi det var skide spændende som hundetræner at prøve kræfter med sådan en krabat.

Doberman turde han ikke: “Hvis man under dens opvækst begår bare én fejl, kan den mange år senere pludselig vende sig mod én,” som han sagde.

Og så, en aften, da jeg stod og talte med ham uden for mørkekammeret, fortalte han, at han indtil videre havde haft tre rottweiler-hunner, og nu overvejede han, om han turde binde an med en rottweiler-han, når det var tid til en ny.

Hannerne var noget mere krævende end hunnerne, som han sagde.

Og hvad har det så med Trump at gøre?

Jo, jeg øjner pludselig en løsning på nogle af det danske samfunds helt store problemer.

Trump vil fikse Ukraine-krigen i sine første 24 timer, og han regner vist også med at få løst alle problemer i Mellemøsten OG sulten i Afrika inden for den første måned.

Og så tænker jeg: Efter tre rottweilerhun-sager (Ukraine, Mellemøsten, Afrika) burde han kunne håndtere et par rottweilerhan-sager, nemlig DSB’s signalprogram og Ejendomsvurderingerne.

Forsvaret, Grønland og GigaMotherfuckerKæmpe-hospitalerne er det ikke rimeligt at forvente, at han kan ordne.

De ting må gå deres gang. Men Signalprogrammet og Ejendomsvurderingen burde han kunne håndtere. Det bliver godt.

Europæisk grundfrygt

Det, der i disse dage fylder europæere over en bred kam med rædsel, er ikke så meget Trumpie, The Manchurian Candidate, i Det Hvide Hus, men snarere, at de kan blive tvunget til at vælge mellem at samarbejde indbyrdes OG bruge rigtige penge på deres militær ELLER få tvungen russisk-undervisning om fem-otte år.

Specielt det med samarbejdet… det med at bruge tre-fire procent er jo bare noget med penge.

En finne - ja, naturligvis, hvem ellers? - har lavet en god rapport om, hvad EU bør gøre for at sikre sig mod KRINK (Kina, Rusland, Iran, NordKorea) i fremtiden.

En af hans anbefalinger er at få etableret en effektiv, europæisk efterretningstjeneste. Det kan du læse om her.

Det kræver jo så, at man kan stole på hinanden, hvilket er lidt svært med Kremlin-dukker i de østrigske og ungarnske førersæder. Anyway, EU-formand Ursula er fan af finnens forslag, og det er positivt.

Det kan stadig sagtens gå godt, det her.

AI, Ai ai

Jeg har lavet (endnu) en blog: “AI blot til lyst”, hvor jeg smider tips, tricks, erfaringer, idéer og alt muligt andet.

Du finder den her: AI blot til lyst og bidrag/kommentarer er meget velkomne.

Den store nyhed indenfor AI i den forløbne uge var:

Agenterne kommer (snart):
Anthropic var de første: Introducing computer use, a new Claude 3.5 Sonnet, and Claude 3.5 Haiku \ Anthropic

Microsoft CoPilot får snart 10 autonome agenter: Microsoft Launches AI Agents, Deepening Rivalry With Salesforce - Bloomberg

Og OpenAI kommer med “Operator”-platformen til januar: OpenAI Nears Launch of AI Agents to Automate Tasks For Users - Bloomberg

Det bliver fedt.

Så går man fra at bede AI’en om at gøre én ting ad gangen og vente på svaret til at kunne sende en autonom agent afsted og både finde og købe de billetter til Madeira OG reservere værelse på et hotel med spa OG leje en kæmpe SUV i hele perioden. Bum.

The Agentic Phase kom nogenlunde så hurtigt som eksperterne havde regnet med, men betydeligt hurtigere end jeg havde.

I mellemtiden går livet sin sædvanlige gang i Dannevang.

Hør blot her: DigSt & Erst (Digitaliseringsstyrelsen og Erhvervsstyrelsen) har sammen med The Very Very Usual Suspects selvfølgelig lavet The Mother Of All AI Papers (MOAAP). Og den får ikke for lidt med selvmodsigelser, der jo altid behager masserne.

Jeg savner stadig, at nogen bruger den sætning jeg ofte brugte i 00’erne til intet-anende (i ordets egentlige forstand!) it-chefer: “Det, som dit system virkelig trænger til, er noget asynkront realtime”).

Men den her (fra “Hvidbogen”) er nu heller ikke så ringe: “...skabe fælles retningslinjer for brugen af kunstig intelligens for at undgå et digitalt efterslæb.”

Prøv lige at overveje selve idéen med at komme i front ved at lave følge fælles retningslinjer. Det er sguda sjovt.

Læs artiklen i Computerworld her. Og nyd, at Microsoft pudsigt nok var inviteret med - det offentlige kan bare ikke få nok af Microsoft, og da slet ikke på AI-området, hvor firmaet er bagud.

Og ja, selvfølgelig er Netcompany også med til at forfatte nogle retningslinjer for nationen. Fantastisk.

En god konference og noget kunst

John Foley og andre gode folk holdt en IDA-konference med navnet “Samfundssikkerhed og infrastruktur” 11/11 (meget passende dato).

Det manglende samarbejde mellem sektorer i Danmark blev så rigeligt bekræftet. Hvilket “sektoransvar”-bullshitbegrebet også blev. Hvilken kynisk embedsmand der end kom op med det udtryk, bør faktisk kun have bløde pakker til jul. Tænk bevidst at opfinde noget, der forhindrer et effektivt forsvar af Danmark.

Nå, men RfDS (Rådet for Digital Sikkerhed) var der også, og udover at tale meget rosende om en udstilling på Statens Museum for Kluns, som SMK hed i gamle dage, nævnte han også en interessant rapport de havde lavet (vi er bare gode til det med rapporter i Danmark).

Den kan du læse her.

En af pointerne i RfDS-rapporten er denne: “Et væsentligt fokusområde er gennemsigtighed og legitimitet ved brugen af persondata i AI-modeller, med bekymring for algoritmebaseret bias og risikoen for stigmatiserende beslutninger.”

Prøv lige at overveje, hvad vi - pøblen - har været udsat for i tidens løb fra det offentliges side og sig så til mig, at AI udgør en ny fare for os.

Gid der blev skrevet lige så mange rapporter i alle de offentlige dimser om faren ved menneskelig bias og stigmatiserende beslutninger fra DJØFere og andre.

Gid der non-stop blev råbt vagt i gevær fra alle de offentlige råd og udvalg og tænketanke om “gennemsigtighed og legitimitet ved brugen af persondata” i det offentlige i det hele taget.

Ligesom Margaret Thatcher var RET heldig med hensyn til timingen af Falklands-krigen (hun havde massive indenlandske problemer), så er AI måske den “ydre fjende” det offentlige har længtes efter, så man kan pege på den fremfor at fatte i egen barm?

RfDS sikrer sig fortsat velvilje hos, og finansiering fra, de højere magter ved at konkludere følgende: “Rapporten anbefaler en kritisk og innovativ tilgang til AI, hvor potentialerne udnyttes uden at negligere de risici, der kan opstå i takt med teknologiens udbredelse.”

Ja hm

“Kritisk og innovativ” er første selvmodsigelse. “Potentialer der udnyttes og risici” den næste.

Så har man præsteret kunsten at se ud som om, at man stormer fremad, mens man står på stedet og kigger sig over skulderen.

Man har sagt noget, der faktisk ikke behøves siges - men det er sjældent den elegance (franskmænd ville kalde det “non dit”), der præger den slags rapporter.

Nå, men skulle I i stedet have lyst til at se nærmere på SMK’s ret interessante tanker om - og anvendelse af - AI, så er det her et meget fint sted at starte: Kunstig intelligens (AI) på SMK | SMK – Statens Museum for Kunst.

Det var dét!

Det er fredag og jeg skal også videre med mit liv - eller i hvertfald videre til Svebølle og have en god middag hos gode venner. Og måske er jeg på det tidspunkt også klar til at drikke noget alkohol igen…

Kan I nu have det fantastisk. Og skriv for Guds skyld til mig, hvis I har fundet ud af, hvad X står for i begrebet Power-to-X! Power-to-Twitter er måske mere relevant efter, at Elon Musk er blevet udnævnt til Minister for Bortsprængning af Amerikanske DJØF'ere. Jeg træffes døgnet rundt på mogensxy@gmail.com - skål og god weekend.