Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Datatilsynet kritiserer Dansk Retursystem for ulovlig dataindsamling / Rivaler klager over EU-beslutning: Microsoft Edge får urimelig fordel / Columbus vinder partner-pris for andet år i træk

Datatilsynet kritiserer Dansk Retursystem for ulovlig dataindsamling. Rivaler klager EU-beslutning: Microsoft Edge får urimelig fordel. AI og robotter skal forlænge produkters levetid. Jacob Doktor Mogensen udnævnt som CEO i INCUBA. Columbus vinder ‘Commerce Partner of the Year’ pris for andet år i træk.

Godmorgen og velkommen til onsdagens udgave af morgenbriefing fra Computerworld.

Endnu engang er det Thomas Møgelbjerg, der er stået tidligt op for at servere friske it-morgennyheder til jer.

Tak fordi I læser med og god læselyst.

Datatilsynet kritiserer Dansk Retursystem for ulovlig dataindsamling

Dansk Retursystems Pantapp, der er nødvendig for at bruge Dansk Retursystems store pantstationer, har fået skarp kritik fra Datatilsynet, efter det blev afsløret, at appen indsamlede flere oplysninger fra brugernes bankkonti end nødvendigt.

Datatilsynet blev opmærksom på problemet i juli 2022, da foreningen Danske Ølentusiaster henvendte sig til myndigheden af bekymring over Pantappen.

Efter en undersøgelse konkluderede Datatilsynet, at Pantappen har indsamlet unødvendige persondata og udtalt alvorlig kritik af Dansk Retursystems håndtering af brugernes data.

Datatilsynet har påbudt en opdatering af Pantappen, så kun nødvendige oplysninger bliver indsamlet til brug for pantudbetalinger.

Derudover har Datatilsynet advaret om, at Dansk Retursystems brug af tredjepartsløsningen Tink, som også behandler data, muligvis slet ikke er lovlig.

Rivaler klager EU-beslutning: Microsoft Edge får urimelig fordel

Flere rivaliserende browsere, herunder Vivaldi og Opera, er utilfredse med, at Microsoft Edge ikke er blevet udpeget som en "gatekeeper" under EU's Digital Markets Act (DMA).

EU-Kommissionens beslutning betyder, at Edge ikke bliver underlagt de strengeste regler i DMA, som kræver, at store platformstjenester begrænser selvfordelagtige praksisser og giver konkurrenter bedre vilkår.

I et brev til Kommissionen, underskrevet af blandt andre Vivaldi og Open Web Advocacy, anklages Microsoft for at give Edge en urimelig fordel i Windows-økosystemet.

Brevet hævder, at tekniske forhindringer og pop-ups i Edge afskrækker forbrugerne fra at bruge andre browsere og misrepræsenterer deres funktioner.

Opera har også anket beslutningen og argumenterer for, at brugerne bør have samme browservalg på Windows som på Android og iOS.

Jon von Tetzchner, CEO for Vivaldi, udtaler, at det er "krystalklart," at Microsoft favoriserer Edge, og håber, at EU vil reagere med hårdere reguleringer.

AI og robotter skal forlænge produkters levetid

Med avanceret robotteknologi og kunstig intelligens skal Teknologisk Institut sammen med en række europæiske partnere udvikle metoder og teknologier til genanvendelse af for eksempel cykler, køleskabe og robotter frem for, at de skal kasseres.

Målet med EU-projektet, RENÉE, er at fremme en mere fleksibel og cirkulær tilgang til genfremstilling af produkter - også kendt som remanufacturing.

”Der er uden tvivl brug for, at vi styrker vores arbejde med at genfremstille produkter, hvis vi skal opretholde den levestandard, vi har i dag,” udtaler konsulent Mikkel Labori Olsen fra Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

”Har man for eksempel en gearkasse, der skal skiftes, så vil det i mange tilfælde både være billigere og bestemt også mere bæredygtigt at genfremstille gearkassen, så den bliver så god som ny, i stedet for at anskaffe sig en helt ny gearkasse. Og i det arbejde er der stor hjælp at hente – og generelt et stort potentiale – i kunstig intelligens og avanceret robotteknologi,” fortsætter han.

Selve projektet består af i alt 16 partnere fra 9 europæiske nationer, der alle bidrager med hver deres ekspertise.

Jacob Doktor Mogensen udnævnt som CEO i INCUBA

Det århusianske iværksætterfællesskab, der huser over 175 startup-selskaber, får fra 15. oktober ny CEO.

Og det bliver Jacob Doktor Mogensen, der har mere end 15 års erfaring inden for innovation og iværksætteri, hvoraf de seneste fem år har været hos INCUBA, Food & Bio Cluster Denmark og Agro Business Park.

"Jeg er utrolig glad og stolt over at have fået muligheden som CEO i INCUBA. Det havde jeg ikke set komme, da jeg startede 1. januar, men nye muligheder opstod, som jeg bare ikke kunne lade passere,” udtaler han i en pressemeddelelse, der fortsætter:

”Jeg glæder mig til sammen med teamet at gøre INCUBA til et endnu bedre sted for udvikling af spinouts, startups og scaleups og herigennem bidrage til, at endnu mere viden fra universitetet omsættes til virksomheder, og flere videnstunge jobs skabes.”

Columbus vinder ‘Commerce Partner of the Year’ pris for andet år i træk

For andet år i træk har Columbus vundet Optimizelys prestigefyldte ‘Commerce Partner of the Year’ pris i Storbritannien og Irland (UK&I).

Erling Schjetne, direktør for Columbus’ globale Digital Commerce-forretning, udtaler i en pressemeddelelse:

“Det understreger den værdi, vi bringer til markedet gennem vores erfaring og strategiske indsigt. Prisen styrker ikke kun vores position på UK&I-markedet, men fremhæver også effekten af vores nylige opkøb af Endless Gain, hvilket gør os til en endnu mere attraktiv partner for Optimizely-kunder.”

Columbus opkøbte det britiske e-commerce konsulenthus Endless Gain i januar 2024 med en ambition om at kunne tilbyde en mere komplet portefølje inden for e-commerce og styrke markedspositionen i den britiske detailbranche.