Regeringens nye udspil om reform af ungdomsuddannelserne har ifølge regeringen til formål at skabe en bedre kobling mellem uddannelse og arbejdsmarkedets behov, men det er ikke alle, der er lige begejstrede for udspillet, der blev præsenteret tirsdag formiddag.
Hos IT-Branchen er der bekymringer om, at reformen, der blandt andet skærper adgangskravene til gymnasiet og foreslår en sammenlægning af HTX og STX, kan få uønskede konsekvenser for fremtidens arbejdsstyrke – og blandt andet også inden for it-sektoren.
Det siger Natasha Friis Saxberg, der er administrerende direktør i IT-Branchen til Computerworld.
"Vi bør som land have en ambition om, at hver generation uddannes bedre end den tidligere. Men det gør vi ikke ved at afskære dygtige og motiverede unge fra uddannelserne eller ved at gøre uddannelserne kortere," lyder det fra Natasha Friis Saxberg, som ser alvorlige risici i det foreslåede reformudspil.
Sammenlægning af HTX og STX vækker bekymring
En central del af regeringens reformudspil drejer sig om en mulig sammenlægning af HTX og STX, hvilket skaber bekymring hos IT-Branchen.
HTX uddanner i dag mange unge med tekniske kompetencer, som ofte søger videre til it- og ingeniøruddannelserne. En sammenlægning af HTX med STX, kombineret med øgede karakterkrav, kan ifølge IT-Branchen føre til færre specialister inden for it i fremtiden.
Ifølge Natasha Friis Saxberg giver det god mening at lave en reform af ungdomsuddannelserne, så man sikrer, at uddannelserne afspejler arbejdsmarkedets behov.
Ifølge hende er der lige nu et enormt behov for flere med tekniske kompetencer, hvorfor en reform ifølge den administrerende direktør hos IT-Branchen skal være med til at sikre at flere unge går i den retning.
"I dag er HTX en vigtig pipeline til it- og ingeniøruddannelserne, og vi kan være bekymrede for, at en sammenlægning med STX i kombination med et øget karakterkrav vil betyde færre it-specialister i fremtiden," lyder advarslen fra Natasha Friis Saxberg.
Vil ramme socialt skævt
En anden del af udspillet handler om at hæve adgangskravene til HHX og STX til et gennemsnit på 6,0.
Dette være medvirkende til at afskære flere unge fra at søge ind på de traditionelle gymnasier, hvilket vækker bekymring hos IT-Branchen, der frygter, at det både vil reducere antallet af fremtidige it-specialister og skabe en social skævhed i adgangen til uddannelse.
"Med øgede karakterkrav til HHX og STX risikerer vi, at en stor gruppe unge afskæres fra at gå den vej. Så vi er bekymrede for, at øgede karakterkrav vil betyde færre it-specialister på sigt, og at de samtidig vil have en negativ social slagside," lyder det fra Natasha Friis Saxberg.
Denne bekymring bakkes op af flere analyser, der peger på, at skærpede adgangskrav rammer skævt.
Ifølge en analyse fra Danske Gymnasier vil et karakterkrav på 6 i lovbundne prøver ramme elever forskelligt, alt efter hvor de bor.
I nogle kommuner vil op mod 14 procent af eleverne blive afskåret fra gymnasiet, mens det i andre kommuner er kun fem procent.
En anden analyse fra Rockwoolfonden viser, at elever fra såkaldt ’gymnasiefremmede’ hjem rammes markant hårdere af højere karakterkrav end elever fra ikke-gymnasiefremmede hjem.
Ifølge analysen risikerer unge fra disse ’gymnasiefremmede’ hjem op til 140 procent større risiko for at blive afskåret fra gymnasiet, mens risikoen er 130 procent større for unge, der har indvandrerbaggrund eller er efterkommere af indvandrere.
Gør retninger mere attraktive i stedet for at ekskludere unge
Selvom reformen introducerer nye uddannelsesretninger som den erhvervsrettede EPX-uddannelse, så advarer Natasha Friis Saxberg mod at gøre de klassiske gymnasier mindre tilgængelige, som en strategi for at gøre andre uddannelser mere attraktive.
"De andre uddannelsesveje, erhvervsuddannelserne og den nye erhvervsrettede EPX-uddannelse, bliver ikke mere attraktive ved, at man gør det sværere at komme ind på de klassiske gymnasieuddannelser," siger hun og fortsætter.
"Det handler i højere grad om at gøre dem attraktive for de unge med et attraktivt ungdomsmiljø og ved at fortælle om muligheder og potentialer – i stedet for at gøre de andre uddannelser mindre tilgængelige," forklarer IT-Branchen.