Artikel top billede

(Foto: Leandro Aguilar/Pixabay)

Dell skal betale milliarder i advokatregning efter retssag

Dell kan se frem mod et dyrt advokatsalær.

Dell skal hoste op med et milliardbeløb til advokatregningen til fem forskellige advokatfirmaer efter et forlig i en sag mellem Dell og en række investorer.

Sagen endte med et forlig på 6,8 milliarder kroner, men en stor del af dette forlig kommer til at gå til advokatregningen til fem advokathuse.

Dell skal nemlig betale sagsomkostningerne til sagsøgers advokater.

Den regning løber i sig selv op i 1,8 milliarder kroner. Derved modtager advokaterne lige over en fjerdedel af pengene.

Det skriver Reuters.

Forliget blev indgået i 2022, efter en række aktionærer følte sig snydt i forbindelse med en transaktion, da Dell vendte tilbage som børsnoteret selskab i 2018.

Investorerne havde bedt dommere om at reducere advokatregningens del af forligspengene, da advokatsalæret blev udregnet på en anden måde, end de ønskede, men det blev afvist ved højesteretten i Delaware, USA.

Retten afviste kravet med henvisning til, hvor kompleks sagen var, og hvor mange advokater den krævede.

"Det var en meget omstridt retssag, der strakte sig over to et halvt år, hvor næsten 100 advokater mødte op for forsvaret. Den underliggende transaktion var kompleks, og advokaterne opnåede en fremragende løsning for klassen på tærsklen til retssagen," lød det fra dommer Collins Seitz ifølge Reuters.

De fem advokatfirmaer er Labaton Keller Sucharow, Quinn Emanuel Urquhart & Sullivan, Friedman Oster & Tejtel, Andrews & Springer og Robbins Geller Rudman & Dowd.