Godmorgen og hjerteligt velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag stiller skarpt på Microsofts sikkerhedsopdateringer, en ny storskala sprogmodel fra Elon Musks xAI og navneskifte i en af landets styrelser.
Bag morgenens tidlige overblik er din nyhedsvært, Niels de Boissezon.
Microsoft skrotter en stribe sikkerhedsopdateringer
Den amerikanske tech-gigant skrotter en række sikkerhedsopdateringer, som blev lanceret i forbindelse med januar måneds ’Patch Tuesday’.
Opdateringerne kan i sig selv skabe en såkaldt ’ 0x80070643- ERROR_INSTALL_FAILURE’ fejl, når de installeres igennem den fejlsikrede tilstand ’Windows Recovery Mode’. Fejlen optræder, når en eventuel partition er for lille til, at den fejlsikrede tilstand kan opdateres.
Det skriver sikkerhedsmediet Bleeping Computer.
De berørte sikkerhedsopdateringer er KB5034441 (til Windows 10 21H2/22H2), KB5034440 (til Windows 11 21H2) samt KB5034439 (til Windows Server 2022).
Opdateringerne blev oprindeligt udsendt for at sikre mod en potentiel BitLocker bypass, kaldet CVE-2024-20666.
Microsoft udsender nu sikkerhedsopdateringerne KB5042320, KB5042321 og KB5042322 til at afløse dem.
xAI er klar med ny AI-model – uden den store censur
Tech-iværksætteren og rigmanden Elon Musk AI-initiativ, xAI, er klar med anden generation af sin storskala sprogmodel, kaldet Grok-2 samt en mini-version, Grok-2 mini.
Modellerne er begge beta-versioner, men gøres allerede nu tilgængelige til Premium- og Premium Plus-brugere på det sociale nyhedsmedie X, et af søsterselskaberne i Elon Musks portefølje.
Modellen ifølge selskabet ’mere intuitiv, kontrollerbar og fleksibel”, mens Grok-2 mini tilbyder ’et kompromis mellem hastighed og kvalitet’ i svarene.
Med den nye model får Grok-2 brugerne ny funktionalitet, såsom billedgeneration ud fra prompts. En funktion som ud fra de første brugertests ikke lader til at være synderligt censureret.
Netmediet The Verge viser, hvordan tjenesten allerede er blevet til at taget i brug, til at generere amerikanske præsidenter i tvivlsomme situationer i selskab med våben og narko.
Senere på måneden vil xAI åbne op for en API til enterprise-brug, oplyser selskabet.
Dataforsyningsstyrelse skifter navn
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur tager navneforandring i dag.
Fra 15.august 2024 vil styrelsen i stedet hedde Klimadatastyrelsen.
Det nye navn er produktet af en ny strategi, som skal tydeliggøre, hvordan styrelsen skaber værdi for det danske samfund.
"Som samfund står vi over for en lang række udfordringer i forhold til klimatilpasning, den grønne omstilling og sikkerhed. Data og digitale løsninger er vigtige bidrag til at imødegå udfordringerne,” lyder det på styrelsens hjemmeside.
Kinesisk tech-gigant stormer frem: 82 pct. højere overskud
Den kinesiske spil-, annonce- og fintech-gigant Tencent tjener styrtende med penge, fremgår det af selskabets seneste kvartalsregnskab.
I alt blev det til 82 procents vækst i kvartalets resultat.
Samtidig stiger omsætningen med otte procent til 161,1 milliard kinesiske yuan, en lille halv milliard over analytikernes forventninger.
Bag væksten er en fornyet fokus på selskabets spil-forretning, hvor et nyt spil som ’Dungeon & Fighter Mobile’ giver grundlag til store forventninger, skriver finansmediet CNBC.
Samlet set er selskabets spilomsætning vokset med ni procent over det seneste år.
Samtidig er selskabets annonce-afdeling i hastig vækst med 19 procents. En vækst der tilskrives en øget omsætning fra video-annoncer på selskabets WeChat-platform.
Ud over spil, chat og annoncer tæller Tencent også en stor fin-tech forretning, hvis omsætning over det seneste år er vokset med fire procent til 50,4 milliarder yuan.